Nyhed
02.09.2010
140 til netværksmøde – næste stop Odense
Der er særlig fokus på reglerne om permanent opholdstilladelse, når Udlændingeservice informerer i Vollsmose 13. september.
Omkring 140 var mødt op i Udlændingeservices Servicecenter 1. september for at deltage i efterårets første informationsmøde i det Regionale Netværk.
Næste informationsmøde afholdes i Odense, hvor Udlændingeservice på sit seneste informationsmøde i maj ikke havde mulighed for at informere om de nye regler om permanent opholdstilladelse, der trådte i kraft 2. juni. Derfor vender Udlændingeservice allerede nu tilbage med et møde, hvor der er særlig fokus på disse regler.
Mødet afholdes mandag den 13. september kl. 15-18 i Vollsmose Kulturhus, Store Sal (over biblioteket), Vollsmose Allé 14, 5240 Odense NØ.
På mødet vil direktør Henrik Grunnet og et lille hold medarbejdere informere om de nye regler om permanent opholdstilladelse og give vigtig information om de lovændringer, der er trådt i kraft 1. august. Reglerne om ægtefællesammenføring og EU-reglernes betydning i den sammenhæng vil også blive gennemgået. Forløbet vil som ved de tidligere møder være tilrettelagt sådan, at der afsættes særskilt tid til besvarelse af specifikke spørgsmål.

-Vores informationsmøder er rettet mod en bred målgruppe, fx kommunale integrationsmedarbejdere, jobcentermedarbejdere, frivillige, politifolk og enkeltbrugere, og det store fremmøde til årets møder rundt i landet og forløbet bekræfter os i, at både vi og brugerne har stor nytte af dialogen, forklarer direktør Henrik Grunnet.
Informationsmøderne i 2010 er en del af Udlændingeservices nye dialoginitiativ det Regionale Netværk.
-Vi glæder os til at give også brugerne på Fyn detaljeret information om permanent opholdstilladelse og andre helt aktuelle emner, som ikke var på dagsordenen ved forårets møde i Odense. Interessen på møderne hidtil i år har været stor, så vi forventer også at mange i Odense vil møde frem, siger Henrik Grunnet.
Tilmelding til mødet er ikke nødvendig, men ønskes gerne på e-mail:
regionalenetvaerk@us.dk.
Næste møde i det Regionale Netværk er i Vejle den 28. september 2010. I efteråret holdes desuden møder i Rønne, Holstebro og Aalborg.
Læs mere om
det Regionale Netværk.