Nyhed
30.01.2008
Rekordmange udlændinge til Danmark
Danmark satte i 2007 markant rekord i antallet af udlændinge, som kommer hertil for at arbejde eller studere.
Danmark satte fart på globaliseringen i 2007. En ny migrationsbølge af udlændinge søgte til Danmark for at arbejde og studere i endnu højere grad end året før. Det viser nye tal fra Udlændingeservice.
I alt fik 37.476 udlændinge opholdstilladelse til at arbejde eller studere. Det er over 30 procent flere end i 2006 – og knap en tredobling på dette område side 2002, hvor godt 13.000 udlændinge kom hertil.
Direktør i Udlændingeservice, Henrik Grunnet, kommenterer de nye tal således:
- Tallene udtrykker en ny migrationsvirkelighed. Danmark ønsker at stå godt i konkurrencen om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og dygtige studerende, og Udlændingeservice i er høj grad lykkedes med at understøtte det ønske i 2007. Antallet af udenlandske specialister på Jobkort-ordningen og ufaglærte østarbejdere er mere end fordoblet på et enkelt år. Det er et ryk, der sættes i relief, når man tænker på, at også 2006 gav et stort ryk, siger Henrik Grunnet.
Mere end fordobling af østarbejdere
Særlig stor har stigningen været i antallet af meddelte opholdstilladelser på erhvervsområdet til statsborgere fra de nye EU-lande, hvor der blev udstedt 13.752 opholdstilladelser i 2007 mod godt 10.000 i 2006 og knap 5.000 i 2005. I 2007 skal man indregne yderligere cirka 10.000 personer, som ved årets udgang på lovlig vis havde påbegyndt et arbejde i Danmark uden at have modtaget en formel tilladelse, jævnfør den særlige forhåndsgodkendelsesordning. Man kan således opgøre det samlede antal reelle opholdstilladelser til østarbejdere til knap 24.000.
52 procent flere på Jobkort
Derudover er antallet af tilladelser til Jobkort-ordning og specialister steget med 52 procent fra 1.350 i 2006 til 2.062 i 2007. Cirka halvdelen af tilladelserne efter Jobkort-ordningen er givet til personer fra Indien.
Lønarbejde var også i centrum for borgere fra de ”gamle” EU-lande, som søgte til Danmark i stort tal i 2007. De såkaldte EU/EØS-opholdsbeviser steg fra 9.916 i 2005 over 12.802 i 2006 til 14.595 i 2007, og cirka en tredjedel af opholdsbeviserne i 2007 – eller 4.547 – blev udstedt med henblik på lønarbejde. Heraf var cirka halvdelen fra Tyskland.
Nye lande leder indvandringen
Generelt på hele udlændingeområdet er der sket en markant stigning i antallet af opholdstilladelser fra 2006 til 2007. I 2007 blev der givet 58.503 tilladelser mod 46.543 tilladelser i 2006 – en stigning på knap 12.000. Det store flertal af udlændinge var borgere fra de ”gamle” EU-lande og Norden samt udlændinge på erhvervs- og studieområdet, som i alt udgjorde 52.071 personer eller 89 procent af opholdstilladelserne.
De fem største nationaliteter i 2007 var Polen med 11.783 personer, Tyskland med 4.579, Kina med 3.680, Ukraine med 3.284 og Indien med 2.548, og de markerer i sig selv det skift i migrationsmønsteret, som de årlige tal fra Udlændingeservice har vist i de sidste år. Traditionelle indvandrerlande som Tyrkiet og Pakistan ligger i dag på hhv. 13. og 25. pladsen med hhv. 1.072 og 549 personer.
Flere fik asyl og familiesammenføring
Antallet af opholdstilladelser til familiesammenføring steg fra 3.582 tilladelser i 2006 til 4.462 tilladelser i 2007. Hovedparten af stigningen er sket på ægtefællesammenføringsområdet, og primært hvor referencen er dansk/nordisk. De tre største nationaliteter i 2007 var Thailand med 413, Tyrkiet med 340 og Filippinerne med 203 personer.
Antallet af meddelte opholdstilladelser på asylområdet mv. steg fra 1.095 tilladelser i 2006 til 1.275 tilladelser i 2007 – stigningen skyldes, at der blev meddelt 307 tilladelser til gruppen af irakiske tolke og deres familier. Korrigeres der for gruppen af tolke, har antallet af tilladelser været nogenlunde konstant inden for de sidste par år: På asylområdet blev der meddelt 968 tilladelser i 2007 mod 1.095 i 2006.
Anerkendelsesprocenten på asylområdet i 2007, excl. gruppen af irakiske tolke, var 31 procent mod 18 procent i 2006. Den markant største gruppe asylansøgere kom fra Irak, og ser man alene på spontane asylansøgere herfra – stadig excl. gruppen af tolke – gav Udlændingeservice 29 tilladelser og 44 afslag i 2007, svarende til en anerkendelsesprocent på cirka 40 procent. I 2006 blev 2 procent af irakerne anerkendt som flygtninge.
Andelen af tilladelser på disse to områder – asyl og familiesammenføring - i forhold til samtlige opholdstilladelser i 2007 forblev dog uændret. Ligesom i 2006 udgjorde asylområdet to procent og familiesammenføring ni procent af alle tilladelserne sidste år.
For flere nøgletal henvises til Seneste tal på udlændingeområdet.
Udlændingeservices og Integrationsministeriets årlige statistikpublikation på udlændingeområdet, ”Tal og fakta på udlændingeområdet”, med endelige tal for 2007, forventes at udkomme i foråret 2008.
Spørgsmål til tallene kan rettes til presseansvarlig Nils Bak på telefon 41 30 66 80.