Fra ministerkalenderen
06.05.2009
Integrationsministeren: Bigami er uacceptabelt og strafbart
- Der må ikke være tvivl om, at bigami er uacceptabelt og allerede er strafbart. Vi vil simpelt hen ikke acceptere den slags under vores himmelstrøg, sagde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech på et åbent samråd i går.
Birthe Rønn Hornbech var i går kaldt i samråd i Folketingets integrationsudvalg, som gerne ville have svar på, hvad integrationsministeren vil gøre for at modvirke bigami i Danmark.
Under samrådet slog integrationsministeren fast, at bigami er udansk, og at der ikke skal herske tvivl om, at personer, der gifter sig med flere eller medvirker til bigami, skal retsforfølges og udvises, hvis det kan bevises, at de pågældende bevidst udøver eller medvirker til flerkoneri.
"Vi vil gå lovgivningen efter i sømmene for at se, om der er huller, som vi skal have lappet. Bigami er allerede i dag strafbart, men regeringen vil ændre udvisningsreglerne, så det bliver nemmere at udvise herboende udlændinge, der praktiserer flerkoneri, og udenlandske forkyndere, som dømmes for medvirken til bigami", sagde Birthe Rønn Hornbech.
Ministeren understregede samtidig, at imamer, der har vielsesbeføjelse kan få inddraget beføjelsen, hvis de foretager vielser, der er i strid med lovgivningen eller i øvrigt handler i strid med dansk lov.
Ifølge integrationsministeren vil strengere sanktioner ikke alene være nok til at komme bigami til livs. Der skal også ske en holdningsændring blandt nydanskere.
"Det hører med til en vellykket integration, at man kender og respekterer lovgivningen og de grundlæggende normer i Danmark. Og i Danmark har man kun et ægtefælle," sagde Birthe Rønn Hornbech, som vil undersøge, om informations- og rådgivningsindsatsen på området kan styrkes.