Til forsiden

Nyhed

05.11.2008

Nye retningslinjer for meddelelse af dansk indfødsret træder i kraft 10. november 2008

Den 22. september 2008 indgik regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti med Dansk Folkeparti en aftale om håndteringen af EU-retten om fri bevægelighed efter EF-Domstolens afgørelse i Metock-sagen. Aftaleparterne har i den forbindelse også fundet det relevant at se nærmere på de krav, der stilles for at få dansk statsborgerskab.

Aftalen indebærer, at kravet til danskkundskaber, kravet om en bestået indfødsretsprøve og kravet om selvforsørgelse er blevet skærpet.
 
Ændringerne træder i kraft den 10. november 2008 og omfatter følgende ændringer:

For så vidt angår kravet om selvforsørgelse betyder ændringen, at ansøgere om dansk indfødsret ikke aktuelt må modtage og ikke inden for det seneste år forud for fremsættelsen af et lovforslag om indfødsrets meddelelse må have modtaget hjælp efter lov om aktiv social-politik eller integrationsloven.

Herudover må ansøgere om dansk indfødsret inden for de seneste fem år forud for fremsæt-telsen af et lovforslag om indfødsrets meddelelse kun have modtaget en sådan hjælp i sammenlagt 6 måneder.

Kravet om dokumentation for danskkundskaber er efter ændringen opfyldt, hvis ansøgere om dansk indfødsret har bevis for Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 7 (efter 13-skalaen) eller på mindst 4 (efter 7-trins-skalaen) eller en af de i bilag 3 angivne prøver.
 
Kravet til en bestået indfødsretsprøve ændres således, at ansøgere om dansk indfødsret skal svare rigtigt på 32 ud af 40 spørgsmål for at bestå prøven, at prøvetiden forkortes til 45 minutter, og at der ikke længere er nogen spørgsmålsbank på hjemmesiden, hvor spørgsmål og svar tidligere har været offentliggjort. Ansøgere skal derfor forberede sig til indfødsretsprøven ved at læse lærematerialet.
 
Ansøgere, der allerede har bestået indfødsretsprøven ved prøveterminerne i maj 2007, juni 2007, december 2007 og ved prøveterminen i juni 2008, vil dog fortsat opfylde kravet om en bestået indfødsretsprøve, hvis en ansøgning om dansk indfødsret indgives til politiet inden den 1. juli 2009, eller en anmodning om genoptagelse af en ansøgning, der tidligere er afslået, inden den 1. juli 2009 indgives til Integrationsministeriet.
 
Ændringerne træder i kraft den 10. november 2008 og gælder såvel nye ansøgninger som anmodninger om genoptagelse af en ansøgning, der tidligere er afslået.

Du kan her læse nærmere om betingelserne her.



Senest opdateret: 05-11-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre