Nyhed
27.11.2008
Konference sætter fokus på skole-hjem samarbejde
Skole-hjem samarbejde med nydanske forældre er en udfordring for mange skoler. Konference den 26. januar sætter fokus på viden, metoder og redskaber, der kan bruges i det gode skole-hjem samarbejde med nydanske forældre
Forældrene spiller en helt central rolle for elevers udvikling og læringsproces. Det er derfor vigtigt, at forældre inddrages og deltager aktivt i deres barns skolegang. Erfaringer viser dog, at skolerne står over for ny udfordringer i forhold til at inddrage de nydanske forældre, og mange skoler efterlyser metoder og værktøjer til at forbedre samarbejdet.
Derfor inviterer Integrationsministeriet, Undervisningsministeriet, Skolestyrelsen, Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund til konferencen "Skole-hjem samarbejde med nydanske forældre – viden og værktøjer" den 26. januar 2009 på Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter.
Konferencen sætter både fokus på skole-hjem samarbejdet bredt og på de særlige udfordringer, som skolerne står over for i forhold til den voksende gruppe af nydanske forældre.
Formålet med konferencen er at videreformidle den eksisterende viden om metoder og redskaber, som kan bruges til at styrke forældreinddragelsen af nydanske forældre. I forlængelse af konferencen skal der sættes gang i nye initiativer på området.
Målgruppe for konferencen er tosprogskonsulenter, lærere, skoleledere, skolebestyrelsesmedlemmer og forvaltninger samt andre interesserede.
På konferencen vil der være workshops, der sætter fokus på de forskellige skoleaktørernes roller – forældrene, lærer, skoleleder og forvaltning – i skole-hjem samarbejdet med de nydanske forældre.
Du kan læse mere om konferencen her
Tilmeld dig konferencen her
Konferencen er en del af initiativet "Styrket forældreinddragelse af nydanske forældre i grundskolen", der udmøntes af Integrationsministeriet i samarbejde med Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet. Udmøntningen af satspuljeaftalen for 2008 afsætter i alt 56 mio. kr. i årene 2008 – 2011 til at styrke forældreinddragelsen af nydanske forældre i grundskolen.
Initiativet omfatter en pulje for metodeudvikling af skole-hjem samarbejdet med nydanske forældre
samt en pulje for skole-hjemvejledere.