Til forsiden

Nyhed

04.09.2007

Mentorordninger virker

Mentorordninger er et effektivt redskab i indsatsen for at fastholde flere unge med indvandrerbaggrund i uddannelse. Det viser en ny evaluering, der offentliggøres onsdag den 29. august 2007 på konferencen 'Mentorer og uddannelse'.

Et klap på skulderen og et godt råd fra en voksen, der tror på én og gerne vil dele ud af sine personlige erfaringer. Det er opskriften på, hvordan man støtter unge i at fuldføre en uddannelse.

En ny evaluering viser, at mentorordninger i mange tilfælde kan gøre forskellen på, om unge med indvandrerbaggrund gennemfører en uddannelse eller ej.

Rapporten, der evaluerer Integrationsministeriets pulje for uddannelsesguides og er foretaget af LXP Consulting, viser, at brugen af mentorer i meget høj grad støtter unge nydanskere i deres uddannelsesvalg og uddannelsesforløb og samtidig bidrager til, at det lykkes for de unge at gennemføre en uddannelse og få et arbejde.

Således synes 9 ud af 10 af de unge, som har haft en mentor, at det har været meget godt eller godt, og 70 procent vurderer, at mentoren i meget høj grad eller i høj grad har været en støtte for dem, så de bedre kan færdiggøre deres uddannelse.

Integrationsministeren glæder sig over evalueringen:

"Jeg er en stor tilhænger af mentorordninger. Derfor glæder det mig også, at evalueringen viser, at mentorordninger virker.

Mentorer er med til at fastholde de unge i uddannelse og kan være afgørende for, om en elev gennemfører sit uddannelsesforløb og efterfølgende kommer i arbejde. Og det er ikke kun eleverne, der har gavn af mentorordningerne. I mange tilfælde har mentorer og uddannelsesguider også glæde af at støtte unge nydanskere i deres uddannelsesforløb. Det er ikke hver dag, vi ser et enkelt værktøj have så klar og entydig positiv effekt.

Derfor vil jeg også opfordre til, at man rundt om på uddannelsesinstitutionerne benytter sig af mentorordninger", siger Rikke Hvilshøj.

Anbefalinger til mentorordninger
Evalueringsrapporten kommer med følgende anbefalinger:

  • Der skal være gensidig forpligtethed mellem mentor og mentée.
  • Mentorerne skal klædes godt på til opgaven
  • Det skal give status at være med i ordningen
  • Der skal afsættes ressourcer til at få ordningen i gang
  • Administrativ opbakning er vigtigt
  • Matchning er en kunst
  • Samarbejde med andre skoler kan være en fordel for forankring og videndeling.




Senest opdateret: 04-09-2007
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre