Til forsiden

Spørgsmål 58

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 58, alm.del. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Spørgsmål

”Ministeren bedes uddybende redegøre for, hvad det konkret betyder, når der i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti af 7. november 2010 "Nye tider - Nye krav" på side 4 står, at alle herboende udlændinge, der har fået permanent ophold efter de gamle regler, nu skal opfylde kravet om fuldtidsbeskæftigelse i mere en 2½ inden for de sidste 3 år, kravet om en bestået danskprøve, kravet om ikke at have modtaget hjælp efter aktivloven inden for de sidste 3 år og kravet om ikke være idømt ubetinget fængselsstraf i 1 ½ år eller mere. Betyder formuleringen på aftalens side 4, at herboende udlændinge, som har opnået permanent opholdstilladelse efter de gamle regler, kan risikere at få frataget deres permanente opholdstilladelse, fordi ikke lever op til kravene? Og hvis ikke, hvad betyder det så?”

Svar

Nej, det betyder det ikke.

Det fremgår af regeringens og Dansk Folkepartis aftale af 7. november 2010, at reglerne for ægtefællesammenføring skal moderniseres, herunder at kravene til en herboende ægtefælle, som ønsker en udenlandsk ægtefælle til Danmark, skal skærpes. Det fremgår endvidere af aftalen, at alle herboende udlændinge, som del af denne skærpelse, i fremtiden skal opfylde de skærpede krav til permanent opholdstilladelse, som blev vedtaget i 2010, uanset hvornår de har opnået permanent ophold.

Dette betyder, at en udlænding, der ikke opfylder de skærpede krav, som udgangspunkt ikke kan familiesammenføres med en udenlandsk ægtefælle i Danmark. Opfyldelsen af de skærpede krav har derimod ingen betydning for den herboendes opholdsgrundlag. Hvis den herboende allerede har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse, vil vedkommende således bibeholde dette opholdsgrundlag, også selvom pågældende ikke opfylder de skærpede krav.



Senest opdateret: 19-11-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre