Spørgsmål 4
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 4, alm.del. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Astrid Krag (SF).
Spørgsmål
”Hvilke lande har Danmark ikke tilbagetagelsesaftaler med?”
Svar
Det er efter dansk opfattelse almindeligt antaget i Folkeretten, at et land er forpligtet til at tilbagetage sine egne statsborgere, hvorfor der som udgangspunkt ikke er et egentligt behov for tilbagetagelsesaftaler.
Nogle lande stiller imidlertid som betingelse for at modtage egne statsborgere, at der indgås en folkeretligt bindende aftale mellem Danmark og det pågældende andet land – det vil sige en traktat eller en diplomatisk overenskomst.
Danmark har indgået en sådan tilbagetagelsesaftale med følgende lande: Afghanistan, Albanien, Armenien, Bosnien og Hercegovina, Bulgarien, Estland, Irak, Kosovo, Letland, Litauen, Makedonien, Montenegro, Rumænien, Rusland, Serbien, Slovenien, Somaliland, Sri Lanka og Ukraine.