Spørgsmål 187
Ministerens for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 187, alm. del. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karen Jespersen (V).
Spørgsmål
”Hvordan har man målt, om målsætningen for og forventningerne til "Brug for alle unge" er blevet indfriet, jf. UUI alm. del - bilag 65?”
Svar
Brug for alle unge har været genstand for to eksterne evalueringer, som begge er fremsendt til satspuljeordførerne og offentliggjort på Brug for alle unges hjemmeside.
Den første eksterne evaluering fra 2007 konkluderede, at Brug for alle unge i perioden 2003 til 2006 i nogen grad havde indfriet sit overordnede mål om at sikre, at flere unge med anden etnisk baggrund end dansk påbegynder og fuldfører en erhvervsuddannelse. Konklusionen bygger bl.a. på, at etniske minoritetsunges påbegyndelse af en erhvervsuddannelse fra 2002/2003 til 2005/2006 steg med 29,7 pct., mens stigningen blandt etnisk danske unge var på 4,2 pct. I forlængelse heraf opregnes i evalueringen en række direkte effekter, som Brug for alle unge har haft.
Den anden eksterne evaluering fra 2010 konkluderede, at Brug for alle unge ved forældrerollemodellerne, ungerollemodellerne og lektiecaféerne har gennemført initiativer, som de involverede generelt har udtrykt stor tilfredshed med, og der gives udtryk for, at indsatserne er relevante for de pågældende målgrupper. Den oplevede effekt er, at rollemodellerne bidrager til inspiration og motivation og mere konkret øget refleksion over uddannelsesvalg, mens lektiecaféerne bidrager til elevernes faglige resultater. Den kvalitative del af undersøgelsen viser stor tilfredshed med de evaluerede initiativer, og den overordnede konklusion er, at de kan virke inspirerende og motiverende over for deltagerne/brugerne. Det er dog ikke muligt at aflæse en entydig positiv udvikling i de kvantitative indikatorer. Evaluator peger i den forbindelse på, at ikke alle deltagende elever på måletidspunktet er repræsenteret i de kvantitative indikatorer, hvorfor det endnu er for tidligt at måle på disse.
Herudover indgik Brug for alle unges lektiehjælpsordninger i en ekstern evaluering af Integrationsministeriets samlede indsats på lektiehjælpsområdet fra 2007 til 2009. Det blev her konkluderet – på baggrund af vurderinger fra de børn og unge, der benytter lektiecaféerne, og de frivillige lektiehjælpere – at de børn og unge, der deltager i lektiecaféerne, udvikler en mere hensigtsmæssig adfærd – både socialt, personlig og fagligt – som positivt påvirker deres muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse betydeligt.