Til forsiden

Spørgsmål 175

Ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 175, alm. del. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Astrid Krag (SF).

Spørgsmål

”Kan ministeren bekræfte, at Danmark i år har overført 18 asylansøgere til Grækenland jf. Dublin-forordningen, og vil ministeren redegøre for, hvad der nu vil ske med deres asylsager efter Danmarks beslutning om at behandle sager fra asylansøgere, der er kommet gennem Grækenland?”

Svar

Jeg kan afkræfte, at der i 2011 er blevet overført asylansøgere til Grækenland i medfør af Dublinforordningen.

Det kan oplyses, at det fremgår af oplysninger fra Rigspolitiet, at der i 2010 blev overført 21 asylansøgere til Grækenland i medfør af Dublinforordningen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 21. januar 2011 dom i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Domstolen kom blandt andet frem til, at Grækenland på flere områder af asylsagsbehandlingen har overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På baggrund af dommen af 21. januar 2011 besluttede jeg at bede Udlændingeservice om at indlede asylsagsbehandlingen i de sager, der har afventet overførsel til Grækenland. Jeg kan i den forbindelse henvise til pressemeddelelse af 23. januar 2011.

For så vidt angår de 21 asylansøgere, der allerede var blevet overført til Grækenland i medfør af Dublinforordningen, skal det bemærkes, at retstilstanden først blev ændret den 21. januar 2011 i forbindelse med Menneskerettighedsdomstolens dom. Der foretages således ikke yderligere i de sager, hvor asylansøgere allerede er blevet overført til Grækenland, idet disse sager er afsluttet i Danmark.



Senest opdateret: 04-02-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre