Til forsiden

Spørgsmål 28

Besvarelse af udvalgsspørgsmål nr. 28 stillet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 22. oktober 2009 efter ønske fra folketingsmedlem Thomas Jensen (S).

Spørgsmål

Ministeren bedes redegøre for, om ministeren kender årsagen til, at au pair-personer skifter værtsfamilie.

Svar

I forbindelse med Udlændingeservices behandling af en au pair-persons ansøgning om opholdstilladelse som au pair hos en ny familie bliver der ikke stillet spørgsmål om årsagen til familieskift.

Besvarelsen af spørgsmålet bygger således alene på sagsbehandlernes erfaring og hukommelse i det relevante fagkontor i Udlændingeservice.

Udlændingeservice har på den baggrund oplyst, at der er en bred vifte af årsager til, at en au pair-person ønsker at skifte til en ny værtsfamilie. Som eksempler kan nævnes ønsket om at flytte fra en mindre provinsby til en større nærliggende by, at finde en værtsfamilie med større eller mindre børn, værtsfamiliens skilsmisse eller værtsfamiliens privatøkonomi.

Herudover kan skiftet af værtsfamilie være begrundet i værtsfamiliens opsigelse af den indgåede au pair-kontrakt, på grund af au pair-personens misligholdelse af kontrakten, eller at au pair-personen ikke er tilfreds med værtsfamilien, f.eks. fordi den pågældende har en opfattelse af, at værtsfamilien ikke overholder betingelserne i den indgåede au pair-kontrakt.



Senest opdateret: 01-12-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre