Til forsiden

Spørgsmål 18

Besvarelse af spørgsmål nr. 18 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 21. oktober 2009 (UUI Alm. Del – spørgsmål 18).

Spørgsmål:

”På baggrund af nyhedsartikel fra 3 F´s hjemmeside den 19. oktober 2009 "Minister ind i sag om rengøring i Føtex" bedes ministeren redegøre for, hvad regeringen gør for at sikre, at udenlandske studerende i Danmark ikke arbejder mere end det antal timer, som de lovligt må arbejde.

http://forsiden.3f.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20091019/NYHEDER/910199995/2140/NYHEDER

Svar:

Udlændinge med opholdstilladelse med henblik på studier ved videregående uddannelser og på adgangsgivende kurser har mulighed for at blive meddelt arbejdstilladelse som studerende. En arbejdstilladelse som studerende giver ret til at arbejde 15 timer ugentligt, dog fuldtid i sommermånederne juni, juli og august. En udenlandsk studerende, der er meddelt arbejdstilladelse, får dokumentation herfor i deres pas i form af en særskilt sticker.

Såfremt en udenlandsk studerende arbejder udover de 15 timer ugentligt og fuldtid i sommermånederne, kan såvel udlændingen som dennes arbejdsgiver straffes herfor. Efter praksis straffes begge parter med bøde.

Opholdstilladelsen som studerende er betinget af studieaktivitet. Såfremt en udlænding ikke er studieaktiv, vil opholdstilladelsen kunne inddrages.

Problemet med udenlandske studerende, som arbejder ulovligt, må forventes at mindskes, når der, som opfølgning på lovforslag L 3 af 7. oktober 2009, bliver fastsat ens regler for opgørelsen af studieaktivitet. Disse regler vil fastsætte skrappere krav til de udenlandske studerendes tilstedeværelse på uddannelsesinstitutionerne og dermed mindske de studerendes mulighed for at arbejde ulovligt.

Regeringen undersøger endvidere aktuelt mulighederne for at ændre lovgivningen på området, således at konsekvensen af ulovligt arbejde kan blive, at den pågældende ikke længere har mulighed for at studere i Danmark.

Jeg kan til orientering oplyse, at Udlændingeservice foretager løbende kontrol af udenlandske studerendes studieaktivitet. Udlændingeservice udfører således stikprøver i minimum 600 sager i 2009. Udlændingeservice udfører endvidere kontrol af udenlandske studerende, på baggrund af indberetninger fra uddannelsesinstitutioner og kommuner om udlændinges manglende studieaktivitet henholdsvis modtagelse af offentlig forsørgelse.

Herudover foretager Udlændingeservice særlige kontrolindsatser mv. samt kontrol på baggrund af konkrete omstændigheder efter behov.

Som eksempel på en særlig kontrolindsats kan det nævnes, at Udlændingeservice på baggrund af en politiaktion på Københavns Vestegn har udført en særlig kontrolindsats i forhold til 214 udenlandske studerende, der alle var taget for ulovligt arbejde. Udlændingeservice har herefter gennemgået samtlige sager, og resultatet er blevet, at i de 162 tilfælde hvor udlændingens opholdstilladelse som studerende stadig var gældende, var der grundlag for at inddrage denne grundet manglende studieaktivitet i 17 tilfælde.



Senest opdateret: 06-11-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre