Til forsiden

Spørgsmål 12

Besvarelse af spørgsmål nr. 12 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 12. oktober 2009 (Alm. Del – Spørgsmål 12).

Spørgsmål:

”I forlængelse af svaret på spørgsmål 232 bedes ministeren oplyse, om hun mener, det er i overensstemmelse med principperne for en retsstat, at de irakiske myndigheder kunne stille betingelser for afhøringen af de afviste irakiske asylansøgere i Danmark, som foregik i sommeren 2009. Desuden bedes ministeren oplyse, om hun var vidende om det krav, der blev stillet fra de irakiske myndigheders side, før afhøringerne startede, om hun eller en anden minister har taget stilling til, om kravet om, at der ikke skulle være advokater til stede, skulle accepteres, og om hun har godkendt det.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Meta Fuglsang (SF).

Svar:

Jeg kan oplyse, at Rigspolitiet i forbindelse med en række konkrete klagesager bl.a. har oplyst følgende over for ministeriet:

”Rigspolitiet har i de konkrete sager, på baggrund af den irakiske delegations tilkendegivelser og af hensyn til samarbejdet med de irakiske myndigheder vurderet, at hensynet til de pågældende irakeres mulighed for at lade sig partsrepræsentere/bistå har måttet vige for den væsentlige offentlige interesse, der er i at skabe forudsætningerne for en tvangsmæssig udsendelse af de pågældende, jf. principperne i forvaltningslovens § 8, stk. 2.

De udlændinge, som blev fremstillet for den irakiske delegation, har selv til de danske myndigheder oplyst at være irakiske statsborgere. De har imidlertid ikke kunnet dokumentere deres statsborgerskab via identitetspapirer eller lignende. Fremstillingerne for den irakiske delegation havde alene til formål, at delegationen kunne interviewe de pågældende med henblik på, at delegationen kunne bekræfte de pågældendes egne oplysninger om, at de er irakiske statsborgere. Delegationen var i stand til efter ganske kortvarige og målrettede interviews at vurdere, og i størstedelen af tilfældene at bekræfte, de pågældendes mere eller mindre udokumenterede oplysninger om deres statsborgerskab. Rigspolitiet har på denne baggrund ikke fundet, at der var retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at lade de pågældende interviewe uden en advokats tilstedeværelse.”

Ministeriet har efter en gennemgang af sagerne efter en konkret vurdering ikke fundet anledning til at kritisere Rigspolitiets beslutning om, at der ikke måtte være advokater til stede i forbindelse med fremstillingerne for den irakiske delegation. Jeg kan derfor henholde mig til de afgørelser, der er truffet af ministeriet i sagerne.



Senest opdateret: 09-11-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre