Spørgsmål 119
Besvarelse af spørgsmål nr. 119 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændingeog Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 25. januar 2010 (UUI Alm. del – spørgsmål 118).
Spørgsmål
”I forlængelse af besvarelsen af spørgsmål S 2501 (folketingsåret 2008-2009) bedes ministeren oplyse, i hvor mange tilfælde Udlændingeservice har fundet, at et barn har et selvstændigt, uafhængigt asylmotiv. Ministeren bedes desuden oplyse, hvornår den omtalte praksis er indført, som indebærer, at man vurderer de enkelte asylsager med henblik på at finde selvstændige asylmotiver hos børnene”.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marianne Jelved (RV).
Svar
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Udlændingeservice.
Udlændingeservice har i den anledning oplyst:
”Det er ikke muligt statistisk at belyse, i hvor mange tilfælde Udlændingeservice har fundet, at et barn har et selvstændigt, uafhængigt asylmotiv, da der ikke i udlændingeregisteret foretages registrering af asylmotiver. Der kan i øvrigt henvises til besvarelse af UUI alm. del spørgsmål 103 af 20. januar 2010.
Praksis for behandling af selvstændige asylmotiver hos børn er en udmøntning af grundlæggende forvaltningsretlige principper”.