Spørgsmål S 2901
Besvarelse af spørgsmål nr. S 2901 stillet af folketingsmedlem Peter Skaarup (DF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 20. august 2009.
Spørgsmål:
”Har ministeren en holdning til, om asylansøgere, der har opnået asylstatus i Danmark, men hvor det efterfølgende objektivt viser sig, at denne asylstatus er opnået på baggrund af urigtige oplysninger, f.eks. falsk identitet, falske oplysninger, har løjet om sit oprindelsessted/-land osv., bør have den allerede opnåede opholdstilladelse inddraget med udvisning til følge under henvisning til, at vedkommende har afgivet urigtige oplysninger?”
Svar:
Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, at både en tidsbegrænset og en tidsubegrænset opholdstilladelse altid kan inddrages, når udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Det er en forudsætning, at svigen har været af afgørende betydning for, at udlændingen har opnået opholdstilladelsen, f. eks. at asylgrundlaget har været baseret på, at udlændingen er fra et bestemt land, og denne oplysning viser sig at være urigtig.
De tilknytningsmomenter m.v., som er nævnt i udlændingelovens § 26, skal indgå ved behandlingen og vurderingen af den konkrete sag. Ved behandlingen af sager om inddragelse af opholdstilladelsen foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til § 26-hensynene.
Der er ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen i asylmyndighedernes praksis ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse overvejes på baggrund af ændringer i udlændingens hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder.
Jeg vil understrege, at dette er et område, som jeg har meget fokus på, jf. også min besvarelse af spørgsmål S 2900.