Spørgsmål S 2852
Besvarelse af spørgsmål nr. S 2852 stillet af folketingsmedlem Marlene Harpsøe (DF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 17. august 2009.
Spørgsmål:
”Vil ministeren undersøge muligheden for at fratage opholdstilladelsen til forældre med anden etnisk baggrund, som sender deres børn på genopdragelsesrejser til hjemlandet for dermed at sende et kraftigt signal om det uacceptable i denne adfærd og for at forebygge, at genopdragelsesrejser finder sted?”
Svar:
I udlændingeloven findes der flere bestemmelser, som har til formål at modvirke såvel genopdragelsesrejser som de tilfælde, hvor forældre bevidst vælger at lade et barn blive i hjemlandet, indtil barnet er næsten voksent.Når herboende forældre sender deres børn på genopdragelsesrejser til hjemlandet eller et naboland, risikerer børnene at miste deres opholdsgrundlag efter udlændingelovens § 17 om bortfald af opholdstilladelse som følge af langvarigt ophold. Hvis et barns opholdstilladelse bortfalder, skal barnet søge om en ny opholdstilladelse. Efter udlændingelovens § 9, stk. 14, kan en ny opholdstilladelse som familiesammenført barn kun meddeles, hvis hensynet til barnets tarv taler derfor. Endvidere er det et krav, at barnet er under 15 år. Udlændingelovens § 9, stk. 13, regulerer de tilfælde, hvor barnet sammen med en forælder er bosiddende i hjemlandet eller et andet land. Ifølge bestemmelsen kan barnet alene meddeles familiesammenføring med den herboende forælder, hvis barnet har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for vellykket integration.Herboende forældre, som rejser med et barn på genopdragelsesrejse, risikerer ligesom barnet at miste opholdsgrundlaget, hvis de tager langvarigt ophold uden for Danmark. Efter straffelovens § 260 kan en forælder desuden straffes for at sende sit barn på genopdragelsesrejse i de tilfælde, hvor der benyttes ulovlig tvang. Bestemmelsen omfatter også alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til den ulovlige tvang, jf. straffelovens § 23.Udlændingelovens regler suppleres af en række andre indsatser til bekæmpelse af genopdragelsesrejser. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af S 2853 fra samme spørger. Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg løbende vurderer, om der er behov for at ændre reglerne i udlændingeloven.