Til forsiden

Indsatsen for medborgerskab og forebyggelse af diskrimination og radikalisering

Medborgerskab:

  • Regeringen har igennem en årrække sat fokus på at styrke medborgerskabet i Danmark igennem styrket oplysning om demokrati og medborgerskab på danskuddannelserne for voksne udlændinge. Endvidere har Integrationsministeriet udgivet bogen ”Medborger i Danmark”, som findes i 18 sprogversioner.
     
  • Som led i integrationsprogrammet får udlændinge tilbudt et kursus i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie. Kurset indeholder bl.a. følgende temaer ”Hverdagsliv i Danmark”, ”Velfærdssamfundets grundprincipper”, ”Arbejdsmarkedet og den danske arbejdspladskultur”, ”Danmarks rolle i det internationale samfund” samt ”Dansk kunst og kultur”. Kursets sammenlagte varighed er 40 gange 45 minutter.

  • Som opfølgning på regeringsgrundlaget nedsatte regeringen i januar 2008 en tværministeriel arbejdsgruppe for bedre integration. I 2011 offentliggør arbejdsgruppen en større rapport om medborgerskab. Rapporten er bl.a. baseret på nye analyser og undersøgelser og indeholder anbefalinger og forslag til, hvordan medborgerskabet kan styrkes.


Forebyggelse af diskrimination:

  • Diskrimination på grund af etnisk oprindelse er en krænkelse af den enkelte persons værdighed. Det kan fremme en følelse af eksklusion og være en væsentlig barriere for personens samfundsdeltagelse, hvilket kan modvirke en vellykket integration. Dansk lovgivning sikrer mod en række former for diskrimination og suppleres med initiativer, der søger at fremme ligebehandling og forebygge diskrimination. Lov om etnisk ligebehandling, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. styrker således beskyttelsen mod diskrimination.

  • Lovgivningen suppleres af initiativer, som fremmer ligebehandling og medvirker til at sikre, at alle føler sig retfærdigt behandlet. Regeringen lancerede i juli 2010 ”Handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte”, der indeholder 21 konkrete initiativer. Initiativerne realiseres i perioden 2010-2012 og har bl.a. til formål at bekæmpe forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse.
     
  • Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling både uden for og på arbejdsmarkedet, på de områder, hvor der i dag gælder et forbud mod forskelsbehandling.

Forebyggelse af radikalisering: 

  • Regeringens handlingsplan "En fælles og tryg fremtid" har to formål; dels at sikre, at samfundet er rustet til at identificere og håndtere konkrete problemer med ekstremisme i tide, og dels at styrke det demokratiske fællesskab og styrke samfundets alternativer til og modstandskraft mod ekstremisme.

    ”En fælles og tryg fremtid” indeholder 22 konkrete initiativer, herunder:

     - Der er etableret en mentorordning i Århus og København, som har til formål at yde individuel rådgivning og støtte til personer, der er på vej ind i et radikaliseringsforløb.

     - Lokale aktører skal modtage den nødvendige viden og rådgivning til at gennemføre initiativer, der dels styrker medborgerskab og inklusion, dels forebygger radikalisering og ekstremistiske holdninger blandt unge.

     - Der er iværksat en kampagne, ”demokratifordi.dk”, der har til formål at opfordre de danske elever til at spekulere og reflektere over, hvad det egentlig vil sige for dem at være medborger i et demokratisk og inkluderende fællesskab.

     - Der skal i løbet af 2011 udgives en håndbogsserie omkring forebyggelse af ekstremisme. Håndbogens sigte er først og fremmest at være hjælpsom og informativ. Håndbogen baseres på viden og erfaringer, som er indhentet gennem såvel forskning som praksis.

  • Kontoret for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering koordinerer regeringens indsats for at forebygge polarisering, marginalisering og kræfter, der modvirker integration. Kontoret arbejder opsøgende og understøttende i relation til de lokale aktører og sikrer videndeling på tværs - både nationalt og internationalt. Som en del af kontorets rådgivende funktion udbydes der bl.a. skræddersyede kurser og temadage om forebyggelse af ekstremisme og medborgerskab.  Målgruppen omfatter både personer på ledende poster og medarbejdergrupper med direkte borgerkontakt – for eksempel lærere, pædagoger, socialarbejdere, politifolk, personale i kriminalforsorgen, beboerrådgivere, frivillige gadeplansarbejdere, idrætsledere og andre foreningsrepræsentanter m.m. Ny-Dansk Ungdomsråd blev etableret i februar 2010. Rådet, som består af 14 ressourcestærke unge, har til formål dels at inspirere unge med forskellige kulturelle baggrunde til demokratisk engagement og deltagelse, dels at fungere som rådgivnings- og sparringsorgan for ministerier og myndigheder på områder som integration, inklusion og medborgerskab. Læs mere på: www.ny-danskungdomsråd.dk.

  • Regeringen har etableret ordningen “Deltagelse i idræts- og foreningslivet for børn af vanskeligt stillede forældre” for at fremme nydanske børns deltagelse i idræts- og foreningslivet. Gennem ordningen, som administreres af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGl), kan der gives støtte til hel eller delvis betaling af foreningskontingent, indkøb af beklædning og sportsudstyr, deltagelse i lejre/stævner mv., forældrearrangementer samt uddannelse af ledere og trænere.

  • I årene 2009-2011 har regeringen igangsat en række konkrete initiativer, der generelt skal medvirke til at styrke den frivillige integrationsindsats:
     
     - En frivilligkampagne målrettet unge på uddannelsesinstitutioner med det formål at få flere unge, særligt nydanske unge, til at engagere sig i frivilligt arbejde, blandt andet for at styrke de unges realkompetencer og dermed muligheder i forhold til fremtidigt job og uddannelse.

     - Udarbejdelse af et idékatalog til kommuner og foreningsliv for at synliggøre gode eksempler på den frivillige integrationsindsats.

     - Støtte til en række forsøgskommuner for at styrke den lokale integrationsindsats gennem et øget samarbejde mellem den kommunale og den frivillige sektor og mellem forskellige typer af lokale foreninger og organisationer.

     - Støtte til en række organisationer, der arbejder for at øge andelen af unge, der er frivillige, hvorigennem den unge får opøvet realkompetencer og øget medborgerskab.

     - Udvikling af undervisningsmateriale, der skal motivere og kvalificere foreninger og frivillige sociale organisationer, der arbejder med at inkludere børn, unge og voksne som medlemmer og især som frivillige.

     - Udvikling af metodekataloger, der skal sprede de gode erfaringer og udviklede metoder, der er i forhold til at inkludere børn, unge og voksne i foreningslivet og lokalmiljøet.

 



Senest opdateret: 26-05-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre