Mønsterbrydere i ghettoerne

Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 12/2 en artikel om ghettoer. Man kan ikke sige, at der var ros til regeringen.

Lad mig straks slå fast: Der skal ikke være skygge af tvivl om, at vi i regeringen er de første til at ønske, at alle ghettoer i Danmark ændres til attraktive boligmiljøer, hvor alle har lyst til at bo. Det arbejder vi på, og vi har givet kommunerne redskaberne til at sammensætte beboerne mere alsidigt. Nogle kommuner er bedre til den side af sagen end andre, og nogle skal have et ekstra puf. Jeg skal ikke her gå i detaljer med alle de andre elementer i regeringens plan. Mit anliggende er her et andet.

Jeg mener, det er meget vigtigt at advare mod, at man stigmatiserer de mennesker, der bor i de såkaldte ghettoer.

Faktisk har det vist sig, at masser af familier har ressourcer, som vi slet ikke opdager i det daglige.

Jyllands-Postens egen ghettoartikel er et godt eksempel herpå.

I artiklen har man talt med en arbejdsløs indvandrer. Han tæller altså i arbejdsløshedsstatistikken. Men han tæller ikke nogen steder som forbilledlig far, det kunne han ellers nok fortjene.

Pigerne passer skolen

Han fortæller nemlig som begrundelse for ikke at ville flytte fra Århus, at hans døtre begynder på universitetet.

Aha. Her ser vi et af de mange eksempler på, at børnene bliver mønsterbrydere. Ikke mindst pigerne. Pigerne passer deres skole og læser deres lektier. Hjemme sættes de i gang med huslige gøremål. De har hele tiden pligter. De er hele tiden i gang. Og effekten kan ses i de tørre tal. Indvandrerpigerne klarer sig fantastisk godt, mens drengene desværre sakker agter ud.

Drengene holdes ikke i gang i det daglige på samme måde, som pigerne bliver det. De har ikke huslige pligter, for kønsrollemønstret er ikke slået igennem.

Og effekten er desværre for tydelig. Mange drenge vælger at drive om på gader og stræder i steder for at beskæftige sig med noget fornuftigt.

Hjemmenes indenrigsminister

Det er derfor meget vigtigt, at vi i integrationsindsatsen især tager fat i hjemmenes indenrigsminister, nemlig moderen, og lærer hende, at der er ligestilling i Danmark, og at drengene skal lære at tage et ansvar i hjemmet frem for at drive rundt på gaderne.

Netop fordi mødrene er familiernes indenrigsminister, er det vigtigt at alliere os med dem. Det gør vi, og ofte i mødregrupper, hvor de kan drøfte fælles problemer og får selvtillid til at gøre noget ved dem. Således at påvirke og lære mødrene om det danske samfund, uden mændene, det er ikke knæfald for et gammeldags kvindesyn, det er tværtimod fokuseret og målrettet integration.