Kronik: Undersøgelse vil skabe mistro
Bragt i Berlingske Tidende den 13. februar 2010.
En undersøgelse af religiøse hensyn vil med det samme skabe mistro til enhver religionsudøvelse. Ikke mindst til flertallets religion - og til den måde, vi har indrettet samfundet på, fordi vi har været kristne i tusind år.
Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
Der har i sidste uge været fremsat ønske om at kortlægge i hvilket omfang, der tages religiøse hensyn i Danmark. En sådan undersøgelse vil vise det, vi ved. Nemlig, at hele samfundet er indrettet efter, at vi har været kristne i tusind år. Naturligvis. Kalenderen er indrettet efter de store kristne fester. Vi holder søndagen hellig. Og de, der arbejder på disse dage, får særlige tillæg. På grund af muslimernes tilstedeværelse er det blevet lettere at få arbejdskraft på de store helligdage, hvor de fleste danske familier samles om juletræ og hjemmets arne. Lukkeloven, der ikke er meget tilbage af, er udtryk for, at man langt op i tiden har taget hensyn til kristendommen i Danmark. I min barndom kunne man ikke komme i biografen f. eks. i påsken.
Det er vigtigt, at praktiske hensyn ikke forveksles med knæfald for en bestemt religion. Derfor må religiøse mindretal finde sig i vort rapkæftede debatmiljø i Danmark. Man kan ikke som religiøst mindretal stække andres ytringsfrihed. Den må man tåle. Man kan heller ikke som religiøst mindretal kræve, at man får lov at bygge en hvilken som helst moske med uendeligt høje minareter i ethvert boligkvarter. Også religiøse mindretal såvel som flertal må affinde sig med den byggelovgivning, som et flertal har besluttet. For loven gælder for alle. Og religionsfriheden giver ikke en særlig ret, der strider mod loven.
I spørgsmålet om burkaen har regeringen for nylig givet klart udtryk for, at det i Danmark er sådan, at vi kommunikerer med hinanden ved at kunne se hinanden. Vi optræder desuden som borgere i en række sammenhænge, hvor vi er undergivet kontrol, fordi vi ønsker særlige rettigheder eller ydelser eller at indgå aftaler. Det er regler, der gælder for alle. Man kan altså ikke forlange at komme igennem sikkerheden i lufthavnen, uden at man kan se om pas og person stemmer overens. I eksamens- og daglige undervisningssituationer skal man kunne se, hvem der er til stede. En arbejdsgiver kan hverken vurdere, om han vil ansætte en person, han ikke kan se, og kan ikke til dagligt kontrollere, hvem der er på arbejde uden at kunne se, hvem det er. Regeringen har bestemt sig for ikke at forbyde burka, men at slå fast, at vi altså i Danmark skal kunne se hinanden i en lang række dagligdagsituationer, og at man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis ikke man vil rette sig efter den helt grundlæggende norm i Danmark. Men der er ikke indført hverken et forbud eller en hensyntagen til dem, der ikke vil følge en så grundlæggende forudsætning for kommunikation i Danmark, som det er at kunne se hinanden.
Danskerne har aldrig haft religion på hjernen. Vi er vant til at indgå i alle mulige fællesskaber uden at religionen skal bæres til skue. Og derfor skal vi heller ikke få religion på hjernen, fordi der er nogle mindretal, der ser anderledes på det, og som ikke har den samme kristne frihed som vi selv. Mindretallene må bare forstå, at vi ikke vil og kan ændre dagligdagen på arbejdspladsen og i institutionerne på grund af religion, men på den anden side er vant til at indrette os ved at tage hensyn til alle, uanset om der er tale om religion. Men hensyntagen gælder netop, at alle også viser hensyn. Den nævnte undersøgelse viser, at man indretter sig og får tingene til at glide uden, at nogen udenforstående blander sig. Sådan bør det fortsat være. De, der går så meget op i mindretallenes religion, bør tænke over, at undersøgelser af den karakter, der har været foreslået, vil skabe mistro til enhver religionsudøvelse, ikke mindst til flertallets religion, og til den måde, vi har indrettet samfundet på, fordi vi har været kristne i 1.000 år. Den måde, vi med kristendommen som forudsætning har indrettet os, er faktisk en måde langt de fleste indvandrere har accepteret og indrettet sig efter.