Religionsfrihed og burka. En tøjlov er totalitær
Bragt i Kristeligt-Dagblad den 28. august 2009
Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
Det kristne menneske kan ikke erhverve frelsen ved egen hjælp. Det er der mange danskere, der på en eller anden måde har forstået, uden at de nærmere teologisk kan formulere det. Denne forståelse er måske forklaringen på, at mange danskere ikke bryder sig om nogle muslimers religiøse påklædning, specielt ikke den såkaldte burka.
Endvidere er det at gå helt indhyllet meget fremmed for dansk omgangsform, hvor så megen kommunikation afhænger af, at man kan se hinanden. De fleste aktiviteter forudsætter, at man så at sige kæmper med åben pande. Vi kommunikerer ved at se på hinanden, aflæse hinandens blik og kropsprog.
Jeg føler selv, at den burkaklædte muslim udsender et helt tydeligt signal om afvisning af kommunikation med andre mennesker. Den, der møder en burkaklædt i Danmark, kan kun få den opfattelse, at her er al kommunikation med omverdenen uønsket.
Vi er i Danmark i de tusind år, vi har været kristne, og ikke mindst i de snart 500 år, der er gået siden Reformationen, blevet indpodet, at det ikke er det tøj, vi iklæder os, og den mad, der kommer ind i munden, der gør indtryk på vor Skaber. På den anden side er vi i Grundtvigs fædreland vokset op med en række frihedsrettigheder, som rækker langt ud over, hvad der måtte stå i Grundloven.
Religionsfriheden, ja, åndsfriheden i alle former – en frihed, der følger af evangeliet – ligger dybt i mange danskere, uanset om de er kristne. Med kristendommen som forudsætning i tusind år kan vi ikke fordrage, at muslimske medborgere ligger under for religiøse diktater frem for den danske lovgivning. Vi kan som nævnt heller ikke lide tanken om, at man skulle blive frelst ved at gå med bestemt tøj.
Samtidig er vi mange, der vægrer os ved at skride til lovforbud. Der er en afgrund til forskel på at lægge afstand til en bestemt religiøs påklædning og så skride til forbud ved lov med alt, hvad det indebærer af politi og straf med videre.
Ved at skride til forbud ved lovgivning gør vi præcis som muslimerne. Vi lovgiver om tøj. Om et land forbyder eller påbyder en påklædning er ét fedt. Det er kun en totalitær stat, der udformer en tøjlov for religiøs påklædning. For med en tøjlov lovgiver man for sindelaget.
Det var præcis, hvad Grundtvig tordnede imod. Statens indgreb i hjerteanliggende henhører ikke under kejserens, læs statens, gebet.
Det er ikke ved en sådan lovgivning om at tvinge en bestemt påklædning igennem, at vi lærer nye medborgere frihedsværdier. Vejen til forståelse for vore frihedsværdier går altså ikke gennem et lovbud, der netop ophæver friheden. Integrationen lykkes kun, hvis vi selv viser det gode eksempel og i øvrigt selv viser andre den frihed, vi taler så højt om og ønsker for os selv.
Det, der derimod er brug for, er at få indskærpet de ordensbestemmelser og normer, der gælder i vort samfund, og som intet har med religion at gøre. Sådanne ordensbestemmelser og normer gælder enhver, og man kan ikke påberåbe sig særrettigheder, fordi man tilhører et religiøst mindretal. Der er lighed for loven, og det princip giver ikke et mindretal ret til at forlange særrettigheder.
Insisterer man på at gå i en særlig religiøs påklædning, må man for eksempel finde sig i, at der ikke er ret meget arbejde, man kan få i Danmark. Og dermed er kassen med understøttelse lukket i, for man står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.
At man er farlig i trafikken, hvis ikke man er til at kommunikere med, ved enhver. At man på grund af forskrækkelse over for berøring nægter at underkaste sig selekontrol i rutsjebanen, kan få fatale følger for en selv og andre.
Dagliglivet fordrer hele tiden identitetskontrol. Man skal kunne legitimere sig i bussen og i banken, på posthuset, i lufthavnen og til eksamen. Kan man ikke se, hvem det er, bør den pågældende afvises. Kontrollen har jo lighed og sikkerhed og ikke religion som begrundelse.
Derfor må man finde sig i at skulle smide mere tøj, jo mere man har på, for at kontrollen når det samme formål for alle, for eksempel at gavne flysikkerheden. Den sikkerhed er ikke meget værd, hvis den tiårige skal smide livremmen, mens burkaen, der kan gemme en terrorist, giver ret til at slippe for kontrol.
At lovgive om religiøst tøj er statens indblanding i religionen. Men personkontrollen henhører under kejserens rige. Derfor kan ingen unddrage sig. Med ultimativ frihed for religionen bør der også følge et tilsvarende nej til særrettigheder.