Irakiske asylsøgere - Et kirkeophold ændrer ikke loven

Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech

Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner har været nævnt i debatten om de afviste irakiske asylsøgere. Men hvad er det med den lignelse? Jesus bliver spurgt af en lovkyndig om, hvad der skal til for at arve det evige liv. Spørgsmålet er ment som en fælde, og Jesus gennemskuer dette og svarer med at spørge om, hvad der står skrevet i loven.

Den lovkyndige svarer korrekt ved at henvise til kravet om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Jesus billiger da også svaret. Men dermed er den lovkyndige ikke tilfreds. Han vil vide, hvem der er hans næste. Han ville retfærdiggøre sig, står der i teksten. Derfor kræver han, at Jesus skal udpege, hvem der er den lovkyndiges næste.

Med dette spørgsmål vil han på forhånd have udpeget bestemte personer eller grupper, der skal være hans næste. Han vil så at sige have Jesus til at give sig et program, som han kan efterleve for sin egen retfærdigheds skyld. Den slags programmer, hvor man udvælger sig bestemte grupper, som man mener skal være ens næste, bliver let til politiske programmer.

Det er helt legitimt at have et politisk program. Men et politisk program må nødvendigvis, hvis det skal kunne udføres, kræve en stadfæstelse i Folketinget og hensyntagen til princippet om lighed for loven. Hvis enhver tager loven i egen hånd, er det ikke mere retfærdigheden og ligheden, der hersker. Så hersker modsætningen, uretfærdigheden og vilkårligheden.

Jesus svarer ikke med at fortælle den lovkyndige, hvem der er hans næste. Den lovkyndige får ikke et program, han kan retfærdiggøre sig selv med. Han får en historie om et røverioffer, der er døden nær. Og med sit svar vender Jesus næsteforholdet om. Beretningen slutter med, at Jesus spørger den lovkyndige, hvem han mener var offerets næste. Han spørger netop ikke om, hvem der er samaritanerens næste. Den lovkyndige må svare, at offerets næste var samaritaneren, altså ham, der hjalp.

Lignelsen handler altså om et offer for en forbrydelse, der ligger halvdød på vejen. Det er ikke tilfældigt, at Jesus lader levitten og præsten gå forbi uden at hjælpe for at vise, at det var den fremmede og foragtede samaritaner, der hjalp.

For resten er præstens og levittens handling i dag strafbar i Danmark. Barmhjertigheden og selvretfærdigheden er umuliggjort. At hjælpe ofre i trafikken og andre sårede og halvdøde er ikke i dag en barmhjertighedsgerning, men blot opfyldelsen af en pligt efter loven.

Nu har Jesu lignelse ikke et strafferetligt formål, men den udstiller, at samaritanerens hjælp ikke var sat i system. Hans hjælp var ikke et forsøg på at presse myndighederne til at sætte en lovlig afgørelse ud af kraft. Hans hjælp var ikke noget, han gjorde sig til af eller gik til medierne med.

Han hjalp, fordi han kom forbi og fik medynk med det nødstedte offer for en forbrydelse, som netop ikke var en person, der forsøgte at unddrage sig en lovlig myndighedsafgørelse, som de, der opholder sig i Brorsons Kirke.

Det er meget svært for mig, at se, at situationerne overhovedet ligner hinanden. Asylsøgerne har måske i årevis siddet myndighedernes udrejsepåbud overhørigt. Asylsøgerne har nægtet at indgå favorable opkvalificeringsordninger, der kunne sende dem hjem med et pengebeløb, som nærmest vil være en formue i Irak.

Alligevel har asylsøgerne nydt godt af Danmark og fået gratis kost og logi, ja, som regel en toværelses lejlighed til børnefamilierne og skolegang og mulighed for at opnå færdigheder, kurser med videre.

Nu er asylsøgerne så maset sammen i kirkekrypten i stedet for at være omgivet af professionelle og omsorgsfulde Røde Kors-medarbejdere, og dermed er også al undervisning og kursusvirksomhed ophørt. Myndighederne holder sig væk fra kirken, og det betyder tillige, at enhver indhentning af oplysning om de pågældendes individuelle ønsker om, hvor i Irak de vil bo, er nærmest umuliggjort.

De mennesker, der bibringer de afviste asylsøgere indtryk af, at et kirkeophold ændrer loven, skal vide, at de forhindrer enhver forhandling mellem asylsøgere og myndigheder. Den skønsomhed, som myndighederne altid udviser, når lovlige afgørelser skal effektueres, modarbejder de, der mener at hjælpe.

De, der siger, at de vil hjælpe, skal endvidere vide, at loven ikke kan ændres uden et folketingsflertal, der vedtager en særlov, der vil betyde, at de, der har nægtet at efterkomme myndighedernes påbud, bliver belønnet frem for dem, der lydigt er rejst, og foran alverdens flygtninge i lejre i Den Tredje Verden.