Integrations-medaljens to sider

Midt i beretningerne om de forfærdelige bandekrige og dagen efter, at Nørrebro tog værdig afsked med det uskyldige skudoffer valgte Berlingske Tidende Søndag, også at bringe et par positive integrationshistorier.

Den ene positive historie berettede under overskriften Succesfuld integration om, at kommunerne generelt er blevet langt bedre til at få flygtninge og familiesammenførte hurtigt i beskæftigelse. Den anden reportage berettede over en hel side om, at lektiehjælp kan gøre en rod til mønsterelev.

Det er naturligvis ikke Berlingske Tidendes eller andre mediers opgave, udelukkende at bringe positive historier. Men midt i de mange forfærdelige historier om bandekrigen, som kan medføre en fare for, at alle nydanskere stigmatiseres, er det vigtigt at få et mere nuanceret billede. Tak for det. Ikke for integrationsministerens skyld, men for integrationens skyld.

Medierne har stor indflydelse på integrationen. Hvis indvandrere hele tiden alene nævnes i en negativ sammenhæng, vil det yderligere forstærke den negative effekt for nydanskerne selv, der med rette føler sig skåret over en kam og udråbt som bandemedlemmer. Men også for de mange professionelle og frivillige ildsjæle, der hver dag gør en kæmpeindsats for integrationen fordi de tror det hjælper, må det virke nedbrydende, hvis de hele tiden ser historier og hører udtalelser, der negligere det store arbejde, jeg som integrationsminister ved, der foregår overalt i samfundet.

Hvis man hele tiden føler sig stigmatiseret fordi alle indvandrer skæres over en kam, og man som integrationsarbejder hele tiden affærdiges med, at man ikke gør noget, så kan man være ret sikker på, at det kommer til at gå af helvede til med integrationen, medens enhver positiv historie er med til at give håb og lyst for alle parter.

Virkeligheden er, at det hele tiden går fremad med integrationen. Men det er utrolig vigtigt, at dette også kommunikeres samtidig med, at medierne selvsagt skal sætte fingeren på de ømme punkter, der stadig skal arbejdes med.

Paradokset er, at jo bedre det går med større og større dele af nydanskerne, jo mere er vi nødt til at fokusere på de mindre ressourcestærke. Vi skal formindske gabet mellem de ressourcestærke danskere med danske og udenlandske rødder og de mindre ressourcestærke. For stor forskel er med til både at vanskeliggøre forholdene i skoler og uddannelsessystemet, og er med til at få de svage til at føle, at det hele er endnu mere håbløst.

Derfor fokuserer Integrationsministeriet på indsatsen både i kommuner og virksomheder, men også i hele det frivillige Danmark. 

Rollemodellerne er vigtige

Berlingskes historie om roden, der bliver til mønsterelev, er utrolig vigtig. Den viser, at det nytter med en ekstra indsats, men også, at en meget intensiv indsats over for den enkelte kan være nødvendig.

Said Hussein beretter selv, at han skammede sig ved, at han ikke var dygtig nok, og indså, at han måtte tage imod bl.a. tilbuddet om lektiehjælp. Nu er han selv en rollemodel for andre.

Rollemodeller og lektiehjælp lægger vi meget vægt på i Integrationsministeriet. Jeg sad i vinter en times tid ved computeren sammen med en skoleelev i København. Jeg var egentlig ked af at forlade ham, for jeg syntes, der var så meget, jeg kunne tale med ham om og lære ham. Og sådan kan mange af de frivillige, der deltager i lektiehjælpen, berette om rigdommen i at være med. Men vi kan sagtens bruge flere.

Mange indvandrere, det er gået godt for, er parat til at yde en indsats på skoler, i uddannelserne og på virksomhederne for at hjælpe andre til rette. I efteråret havde jeg fornøjelsen af at interviewe danske kvinder med rødder fra hele verden og med alle slags uddannelser. Det var en fantastisk oplevelse, som af Else Cornelius blev nedskrevet i bogen 'Også danske'.

Samtalerne var netop ment som et integrationsprojekt, der skulle vise både danskere i 20. led og førstegenerationsdanskere, at selvom man er opvokset under de allermest vanskelige forhold, er Danmark et land, hvor man kan nå langt. Og så må man som den afrikanske sygeplejerske tage det med godt humør, at den patient, der vågnede op af bevidstløsheden, troede, at hun var kommet til Afrika. Hun blev naturligvis klogere og kontakten mellem en sort sygeplejerske og den hvide patient var i sig selv et lille integrationsprojekt, hvor patienten lærte, at det ikke er hudfarven, der betyder noget. 

Forældrekontakten helt afgørende

Det er vigtigt at lægge mærke til Berlingske Tidendes historie om somalieren Said Hussein. Læg mærke til, at hans mor ønskede, at han skulle være læge eller ingeniør, men ikke selv er i stand til at hjælpe sønnen med lektierne. Det er en historie, jeg møder alle steder.

Forældrene ønsker det bedste for deres børn. Læge, ingeniør og advokat er de jobs, som de ønsker for deres børn. Og det er langtfra altid realistisk og står ikke sjældent i skærende modsætning til de forhold, den unge er opvokset under med forældre, der ved meget lidt om det danske sprog og det danske uddannelsessystem og samfundet i det hele taget.

Forældrekontakten er en af mine kæpheste. Den skal starte ved fødselen og mange sundhedsplejersker gør en vældig indsats og f.eks. netop på Nørrebro følger biblioteket efter sundhedsplejersken for at vejlede og inspirere til, at både mor og barn drager nytte af bibliotekernes mange tilbud.

Det er vigtigt, at denne indsats intensiveres yderligere og at man gør forældrene forståeligt, at hvis deres børn skal klare sig, så skal de allerede, fra de er spæde, være blandt danskere og høre det danske sprog i vuggestue eller dagpleje. Mens mange indvandrerforældre sender deres i børn i børnehave, er der brug for at langt flere af de dårligst udrustede kommer i vuggestue.

Da jeg lørdag i tv fulgte ligtoget gennem Nørrebro og hørte de indfødte danskeres udtalelser, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor store ressourcer, der er på Nørrebro til at yde et helt konkret og lavpraktisk integrationsarbejde. Det kan gøres som lektiehjælpere, men også som mentorer, f eks. blot ved at tage indvandrernaboen med til skolernes forældremøder og hjælpe dem til rette. 

Rødderne og pigerne

Selvom det på alle felter går fremad med integrationen, og regeringens integrationsindsats er en succes, har medaljen to sider. Jeg har netop offentliggjort en rapport, som viser, at der desværre er mange unge, det slet ikke går godt nok for.

Selvom vi i Integrationsministeriet kan fremlægge masser af undersøgelser, der dokumenterer gode resultater, viser den undersøgelser, jeg lige har offentliggjort om marginaliserede unge, at udfordringerne ikke mindst i København stadig er enorme.

Det opmuntrende er bl.a., at mange piger klarer sig godt og får høje uddannelser. Desværre betyder det, at drengene sakker så meget desto mere bagefter. Og der skal ikke meget menneskekundskab til for at forstå, at de drenge er lette ofre for bandeledere og radikaliserede islamister. De skal bakkes op døgnet rundt. Vi må tage os af dem inden det ender galt.

Et af problemerne er, at de, der så kommer ind i en uddannelse alt for ofte falder fra. Vi rejser derfor rundt med den såkaldte fastholdelseskaravane. Medarbejdere fra Integrationsministeriet, også med indvandrerbaggrund, er gode forbilleder og inspiratorer.

Men også holdningsbearbejdelse af forældrene er vigtig. Alle børn kan ikke blive læger, advokater og ingeniører. Vi må få forældrene til at forstå, at Danmark så sandelig har brug for f.eks. industriarbejdere og elektrikere, og at det, at være arbejde og håndværker i Danmark er agtværdige job, der er brug for, hvis der skal produceres så meget, at lønninger til læger og advokater skal kunne betales.

Mange danske virksomheder er i dag meget opmærksomme på talentmassen blandt unge nydanskere og sørger for at opmuntre dem til at komme videre i karrieren, hvis de kan og vil. Men forældrene skal overbevises. Det kan vi alle være med til.