Forfejlet integration. Vi ligger, som vi har redt
Bragt i Kristeligt-Dagblad den 23. oktober 2009
Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
Det vækker naturlig opstandelse, at medierne meddeler, at menighedsrådet i Tingbjerg Sogn er i færd med at sælge præstegården, fordi præsten ikke tør bo i sin tjenestebolig.
Først al mulig støtte til den folkekirkelige menighed, der forhåbentlig bakker op om sognets præster og støtter dem i udførelsen af deres embede, for det er der brug for, og det er, hvad menighed og menighedsråd skal. Slutte op om deres præster.
Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt, hvis en præst fordrives fra sin bolig, helt uafhængig af, hvad begrundelsen måtte være, og hvem der er de skyldige. Efter loven er det naturligvis fuldkommen ligegyldigt, om tyveri og hærværk begås det ene eller det andet sted. Det er lige strafbart.
På den anden side kan det sikkert lægges til grund, at de, der har begået tyveri og hærværk i præstegården, udmærket er klart over, at de netop har befundet sig i en præstegård, som ligger i umiddelbar tilknytning til kirken.
Derfor hænger det ubehagelige spørgsmål i luften, om forbrydelserne med overlæg har fundet sted i præstegården eventuelt som en hævnakt, fordi præsten efter mediernes oplysninger offentligt har udtalt, at han ikke vil finde sig i utilpassede unge, der gør tilværelsen usikker i Tingbjerg.
Og usikker er tilværelsen i det pågældende område. Der er håndværkere, som holder sig væk. Der har efter det oplyste været problemer for hjemmehjælperne. Politiet har ifølge dagspressen udtalt, at de ikke går ind i området, uden at de forinden har indhentet forstærkning, så de udgør en passende styrke.
Det er naturligvis helt utilfredsstillende, at der i Danmark er områder, hvor politiet tilsyneladende ikke kan arbejde normalt.
Jeg kan høre min for længst hedengangne fromme gamle tante udbryde: "De unge har da heller ikke mere respekt for noget." Og det havde og har hun jo ret i. Det er bare blevet meget værre. Det er, som om der i vort samfund forskellige steder i Danmark har fået lov at udvikle sig mindre grupper af unge, der ikke har nogen som helst respekt for andres liv og ejendom.
Man har ikke grebet ind i tide. Kriminaliteten eskalerer, og straffene skærpes og dermed også modsætningerne. Det er jo slet ikke en holdbar vej, og det er fuldkommen nedbrydende for et samfund, hvis ikke samfundet kan beskytte en præst mod at blive fordrevet fra sin bolig.
Nogen vil mene, at det her er begyndelsen til enden for danskerne og folkekirken. Her har vi set et eksempel på, hvordan det går, når danskerne kommer i mindretal, er der nogen, der siger.
Men dertil er at svare, at vi ligger, som vi har redt. Københavns Kommune har bevidstløst stuvet socialt utilpassede og uintegrerede indvandrere sammen i større boligkomplekser. På den måde har man skabt parallelsamfund, der har fået lov at køre efter deres egne love. Det er først og fremmest kommunen, ved en helt anden bosætningspolitik, og politiet, ved en langt bedre indsats, der skal sørge for, at Tingbjerg bliver integreret i samfundet, og at forbryderne lærer at rette sig efter samfundets love, og at de drages til ansvar, når ikke de gør det.
Men er lovløsheden da ikke netop et eksempel på, at danske kristne fordrives fra deres eget land, spørger nogle. Og det er unægtelig et spørgsmål, vi skylder os selv og hinanden at svare på. For det første er ingen gerningsmænd i Tingbjerg dømt, så vi kender ikke til bunds de motiver, der ligger bag de gerninger, der fik præsten til at flygte. For det andet er de ulykkelige tilstande vokset over år, uden at der er vist vilje til for alvor at få sammensat befolkningen i området langt bredere. For det tredje har ildsjæle på stedet ved integrationsindsats og socialindsats fået nogle unge ud af de kriminelle miljøer.
Det er ikke præsten og et folkekirkeligt mindretal, der skal finde sig i at blive fordrevet. Men at stemple forbryderne som et udtryk for en islamisering fører ingen vegne hen. Islamisering kan i et kristent land med cirka 80 procent folkekirkemedlemmer kun ske, hvis der er et svagt folk med en svag kultur, der bakker for lidt op om sin egen kirke.
I stedet er der brug for, at langt flere danskere forstår, at respekt for loven også kræver, at vi selv er rollemodeller for svagere sjæle og selv viser de gode eksempler.
Frygten for islamisering er desværre udtryk for, at vi tror for lidt på vor egen kultur og vor egen kristendom og ikke selv er sindet at gøre en indsats for at bevare det grundlag, som hele vort samfund har udviklet sig på, den evangeliske friheds grundlag.