En liberal integrationspolitik

Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech

For en integrationsminister var det naturligvis en god start på dagen forleden morgen den 7. juli at lukke øjnene op til Berlingske Tidendes forsidehistorie: »Indvandrere kommer i job som aldrig før«.

I Integrationsministeriet er det naturligvis ikke en nyhed, at det går rigtig godt med at få indvandrere i arbejde. Men det var alligevel en lyst at læse den analyse, der er foretaget af Dansk Industri, og som var baggrunden for reportagen i Berlingske Tidende og som fastslår, at den høje beskæftigelsesgrad nærmest er rekord i Europa.

Det er naturligvis ikke en indsats, man kommer sovende til. Faktisk er der utrolig mange aktører, der udover Dansk Industri og Integrationsministeriet har aktier i den sag. Vi betragter os i Integrationsministeriet, sammen med virksomhederne, arbejdsmarkedets organisationer, kommunerne og de frivillige organisationer, som ansvarlige for, at vore udenlandske medborgere ikke blot får beskæftigelse, men også bliver aktive medborgere.

Den samfundsøkonomiske betydning af, at både indvandrere, der betragter Danmark som blivende sted, og rejsende arbejdskraft betragter Danmark som et godt sted at være, kan ikke undervurderes. Vi har ikke råd til at have ledige hænder, og vi har brug for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, fordi vi selv er for få til at løfte opgaven med at videreudvikle velfærdssamfundet.

Derfor har regeringens integrationspolitik høj prioritet, og integrationspolitikken har det individuelle præg, som ikke blot følger af en liberal politik, men som er helt nødvendig som følge af den meget forskellige baggrund, den enkelte kommer til Danmark med.

Det torturoffer, der kommer som flygtning uden uddannelse, og den IT-ekspert, der søger til Danmark for at finde nye udfordringer, møder naturligvis Danmark med meget forskellige forudsætninger. Og mens der skal udvises megen tålmodighed og støtte, før man overhovedet kan begynde at tale om beskæftigelse af et torturoffer, så er det utrolig vigtigt, at også den højtuddannede stilles over for krav om og hjælp til relevant integration.

Og befinder den højtuddannede sig ikke godt i Danmark, så rejser han eller hun videre til andre og bedre arbejdspladser og samfund, der udviser mere åbenhed og udsyn.

Derfor er det vigtigt, at familien betragtes som en helhed, og at der er muligheder for, at hele familien hurtigt kan lære dansk, og at også ægtefællen får arbejde og børnene kommer i en evt. international skole. Integrationsministeriet samarbejder herom med både kommuner og arbejdspladser og arbejdspladsernes organisationer.

Beskæftigelsen er nødvendig for den danske økonomi, men beskæftigelsen er også vigtig for, at den enkelte flygtning eller familiesammenførte kan blive tilstrækkelig integreret.

Jeg vil vove den påstand, at det, virksomhederne kalder HR, »human ressource«, er det samme som det liberale syn, og som netop præger integrationspolitikken.

Allerede på min første arbejdsdag i min ministergerning deltog jeg i en stor konference arrangeret af Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med Integrationsministeriet med emnet »Traumatiserede flygtninge«.

På denne konference fik jeg et indtryk af, hvor mange ressourcer det kan kræve at hjælpe en enkelt torturramt flygtning med at komme blot lidt længere i livet og frem til at kunne klare et arbejde ganske få timer om ugen.

Der er langt fra den torturramte flygtning til den højtuddannede arbejdstager, der tilbyder sin arbejdskraft. Men de to har det til fælles, at uden at der er nogen, der ser det bedste i den enkelte og udnytter det og bringer selvtilliden frem, duer integrationsindsatsen ikke til noget.

Integration er meget andet end beskæftigelse. Medborgerskabet er en meget vigtig del af integrationen, men også hvad angår medborgerskab er det helt oplagt, at beskæftigelsen kan udgøre en vigtig faktor, men ikke nødvendigvis gør det.

Det kræver omtanke og holdning på den enkelte virksomhed at medinddrage f.eks. de natlige rengøringsassistenter, som kan være mennesker fra andre kulturkredse, på en dansk arbejdsplads med alt det det indebærer af forståelse for det kollegiale fællesskab, det danske forhandlingssystem, tillidsmandssystemet. Jeg har i min ministertid i mange virksomheder og i organisationerne mødt megen forståelse for integrationsaspektet.

Og jeg har selv hentet megen viden og inspiration i samtaler med mange erhvervsledere og hos organisationerne på både det private område og i Kommunernes Landsforening som offentlige arbejdsgivere.

Flere og flere virksomheder viser et ansvar for at tænke i mangfoldighed, når der skal udvælges medarbejdere. Ja, nogle virksomheder har ligefrem specialiseret sig heri.

Flere virksomheder har ligefrem udviklet tanken til at være en virksomhed i sig selv, så disse virksomheder har kunnet indgå kontrakter med kommuner om at finde beskæftigelse for personer, som måske var mere eller mindre opgivet, men som i de rette hænder fik lov at udfolde sig.

Det er en grundlæggende holdning for en liberal, at der skal tages udgangspunkt i det enkelte menneske, og at man fokuserer mere på, hvad den enkelte kan, frem for at fokusere på, hvad den enkelte ikke kan.

I alt for mange år blev der under tidligere regeringer fokuseret alt for meget på, hvad den enkelte ikke kunne, og så var det jo lettere bare at parkere den enkelte på offentlige ydelser.

En sådan politik er en nedvurdering af den enkelte. Det viser en manglende forståelse for, at et menneske kun er frit, hvis det også får lov at være ansvarlig og yde det, det kan, til fællesskabet. Mange indvandrere siger det selv.I dag gøres der mange bestræbelser for at få de sidste marginaliserede med i uddannelsesforløb og arbejdsforløb. Men det ligger i sagens natur, at jo mere integrationen lykkes for de mange, jo mere krævende er det at få de sidste med.

Også hele fritidssamfundet står parat med tilbud til den enkelte. At få så mange som muligt til at være aktive i danske fritidsaktiviteter er en meget vigtig del af integrationen. Er man fælles om en interesse, glider andre forskelle i baggrunden.

Dertil kommer, at den, der ikke har arbejde og ikke har en aktiv fritid, heller ikke har noget netværk, og netværk har i vore dage stor betydning for både identitetsfølelsen og for at blive udfordret og måske finde nye arbejdsopgaver, der passer bedre til den enkeltes kvalifikationer.

Derfor yder Integrationsministeriet efter aftale med de fleste politiske partier økonomisk støtte til projekter med integrationsformål. Det kan være projekter, der henvender sig til udsatte indvandrergrupper, der har særligt brug for støtte og brug for puf for at komme videre, og det kan være støtte til projekter, der bringer mennesker med forskellig kulturel baggrund sammen om fælles aktiviteter i Danmark.

Selvom forskeren Hans Lassen i sin nyligt udkomne bog »Den anden virkelighed« har betegnet integrationen i Danmark som en megasucces, kan vi ikke hvile på laurbærrene. Integrationsindsatsen er en dynamisk proces, der hele tiden må ændre fokus. Der er således gjort en masse for at få de unge kvinder til at blive mønsterbrydere. Det er nu lykkedes i en grad, så vi i højere grad må til at koncentrere os om de unge mænd.

Krisen kradser, men der er lys forude, og derfor er det helt nødvendigt, at vi netop gør en særlig indsats for at få opkvalificeret de unge, der er faldet ud af systemet, så de ikke henfalder til beundring for bandeledere, men tværtimod indser, at der er en udvej for dem, og at de, når krisen vender, vil blive en eftertragtet arbejdskraft.Den overordnede integrationspolitik må og skal tilgodese Danmarks behov for den bedst kvalificerede arbejdskraft til vore virksomheder. Men menneskets forskellighed skal respekteres.

Og vi må kræve af os selv, at vi bidrager til, at den enkelte føler sig inkluderet i samfundet og rent faktisk er inkluderet. Ellers kan vi ikke hænge sammen som folk og som nation.