Durban 2. Religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag

Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech  

Danmark deltager i forberedelsen af den FN-racismekonference (Durban 2), som skal finde sted i april 2009, og som er opfølgning på en tidligere konference om racisme. Der er imidlertid al mulig grund til med alvor og bekymring, at se på, at nogle lande synes at ville gennemtrumfe, at der sættes lighedstegn mellem racisme og religionskritik. Det standpunkt hører overhovedet ikke hjemme i et moderne verdenssamfund, der tværtimod bør bygge på ytringsfrihed og respekt for mangfoldighed og fri debat.

Kampen mod racisme er en vigtig sag. Men hvis kravet om, at religionskritik er racisme, opretholdes, bør Danmark ikke legitimere konferencen ved at deltage, Men naturligvis skal Danmark som et land med et frihedselskende folk forsøge at påvirke konferencens indhold længst muligt.

Det er nemlig vigtigt at gøre sig klart, at forsøg på helt generelt at forhindre religionskritik grundlæggende er langt mere indgribende end oprøret mod de forkætrede Muhammed-tegninger. Ildspåsættelserne i forbindelse med tegningerne havde dog et påskud, selvom intet påskud kan berettige til flagafbrænding og vold.

Men på forhånd at forlange, at alle mennesker i hele den vestlige verdens lande skal holde munden lukket i kontroversielle religionsspørgsmål, er ikke blot et tilbageskridt af dimensioner, men et forsøg på undertrykkelse af ytringsfriheden og religionsfriheden, som ikke er set længe.

Religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag. Enhver religion har brug for kritik og selvkritik. Ja, en meningsfyldt dialog mellem verdens religioner må forudsætte ytringsfrihed og dermed religionskritik.

En meningsfuld religionsdialog kræver netop, at parterne går tæt på hinanden for at blive klogere på egen og andres religioner. En religionsdialog skal gøre op med myter og fejlagtige forestillinger og afdække, hvor der er forskelle, og hvor man måske kan blive enig. Idéen med dialogen er jo netop, at uenighed og kritik er noget, man kan og må tåle, og at uenighed netop ikke skal stoppe en religionssamtale, men inspirere til at gå dybere i samtalen.

Hvis den ene samtalepart føler sig truet til tavshed, har en dialog intet formål. Dialog betyder samtale og ikke enetale. Dialog betyder samtale mellem ligeværdige parter og ikke, at en part henvender sig til en anden part med det udgangspunkt, at den anden ikke må svare kritisk.

En dialog kan bygge bro. Men der bliver ingen bro, hvis den ene side skal bygge hele broen. En bro skal fæstnes på begge sider, og den skal bygges op fra begge sider. Hvis den ene side ikke vil være med til at bygge, så bliver der ingen bro. Broen vil så ende midt i den blå luft og på halvvejen. En bro bliver kun til en bro, hvis man fra begge sider er parat til et fælles byggeri.

Og hvis ikke man kan sige tingene konkret og præcist til hinanden. er der ingen dialog. Og hvis ikke den videnskabelige metode som en selvfølgelig forudsætning bygger på muligheden for kritik, er det ikke videnskab, men undertrykkelse.

Påstanden om, at racisme er lig med religionskritik, er ikke blot helt uforenelig med de grundlæggende frihedsrettigheder, men vidner om, at der er religioner, der vil herske over andre.

Derfor kan det ikke siges for ofte, at religionsfrihed og friheden til at øve religionskritik i en fri verden er to sider af samme sag. Uanset synet på egen og andres religion er det helt afgørende, at man gør sig klart, at religionsfriheden altid må være det grundlæggende og gælde for enhver, der ønsker at konvertere til en anden religion.

Det høres af og til, at danske præster og andre debattører siger, at religionsfrihed ikke er til diskussion. Underforstået, at den er en sådan selvfølge, at den ikke behøver diskuteres. Jo, det er netop, hvad der er nødvendigt. Forsøget på at kvæle religionskritikken er et forsøg på at kvæle religionsfriheden.

Enhver religionsdialog er umulig, hvis ikke det på forhånd sikres, at begge parter respekterer den andens ret til i frihed at øve religionskritik. At føre en religionsdialog under forudsætning af, at religionsfriheden ikke er til diskussion, kan aldrig blive andet end en dialog på skrømt, hvor den ene part på forhånd betragter sig selv som undertrykker, og den anden part lader sig undertrykke.