Der var så meget ansvar
Hayel Çelik, 27 år, bachelorfuldmægtig i Flygtningenævnet
Hayel var sommerfuldmægtig i Flygtningenævnets sekretariat i sommeren 2009. Nu er hun sideløbende med jurastudiet ansat som bachelorfuldmægtig i sekretariatet, som er en uafhængig instans under Integrationsministeriet.
Hvorfor valgte du at søge stillingen som sommerfuldmægtig hos Integrationsministeriet?
Efter et udvekslingsophold ville jeg prøve noget nyt og søgte derfor stillingen som sommerfuldmægtig. Jeg har arbejdet som advokatsekretær de sidste seks år på forskellige advokatkontorer, og ét af dem førte asylsager. Så jeg har altid kendt til Flygtningenævnet og kendt til ministeriets forskellige arbejdsområder. Desuden har jeg haft udlændingeret, så det var en helt naturlig forlængelse af det.
Hvordan var det at være sommerfuldmægtig?
Det var en stille og rolig periode, og der var tid til at læse sagerne grundigt igennem. Jeg blev tilknyttet en vejleder, som var rigtig god til at sætte mig ind i tingene og sagsbehandlingen. Der var brugbar sparring og tilbagemeldinger på opgaverne, og jeg fik mulighed for at bruge og sætte mig ind i retspraksis omkring både udlændingeretten og hensynene bag de konstant ændrede asylretlige bestemmelser.
Hvad var det bedste?
Jeg elsker at blive udfordret, så det bedste var, at der var så meget ansvar i jobbet. Det var rart, at man selvstændigt kunne komme med forslag til, hvordan sagsoplysningerne skulle gribes an. Desuden fik jeg lov til at overvære nævnsmøderne, hvilket ellers er sjældent på grund af deres følsomme karakter.
Hvordan kom du videre til din nuværende stilling?
Først blev jeg forlænget med to uger, så jeg var sommerfuldmægtig seks uger i alt. Jeg bad om en udtalelse til at have med videre, men i stedet kaldte chefen mig ind og tilbød mig at fortsætte her, fordi de var tilfredse med det arbejde, jeg lavede. I stedet for at blive ansat som student blev jeg bachelorfuldmægtig. Det betyder bedre løn og mere ansvar i arbejdsopgaverne.
Hvordan ser fremtiden ud?
Der er en gensidig forventning om, at jeg kommer til at fortsætte herinde som fuldmægtig. Det er helt oplagt, fordi de bruger mange ressourcer på at lære mig op, og fordi jeg bruger det sidste år af min kandidat på at sætte mig ind i arbejdet og ministeriets arbejdsområde i det hele taget.
Har du gode råd til andre, der overvejer at blive sommerfuldmægtig?
Søg bredt inden for ministeriet – du kan altid rokere videre til en anden afdeling. Det vigtigste er at komme ind i systemet. De spidskompetencer, man får her, finder man ikke andre steder.
Drop fordommene mod at arbejde i det offentlige – for eksempel omkring lønnen, som faktisk er helt fair på bachelorvilkår. Jeg føler ikke, at jeg arbejder på en offentlig arbejdsplads, jeg føler, at jeg arbejder på en international arbejdsplads.