Ramanan Balasubramaniam
Ramanan er udgående konsulent og rådgiver om at fastholde unge tosprogede til erhvervsuddannelserne. Han er glad for sine udadvendte funktioner og ville kede sig i almindelig fuldmægtigstilling.
Stilling: Konsulent på Brug for alle unge-kampagnen
Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet
Alder: 35 år
Ansat: 2004 som konsulent på Brug for alle unge-kampagnen
Ikke to dage, der er ens
Jeg er en del af et konsulentkorps, som består af folk fra Undervisnings- og Integrationsministeriet. Vi rådgiver erhvervsskoler om, hvordan de udvikler og gennemfører initiativer, der forebygger frafald blandt to-sprogede elever. Jeg er meget glad for, at jeg ikke sidder i en traditionel fuldmægtig stilling, for så tror jeg, at jeg ville komme til at kede mig. Jeg laver mange forskellige ting, og jeg har mange udadvendte funktioner. F.eks. tager jeg selv ud og holder oplæg en gang imellem. Det gør mit arbejde meget varieret.
Brænder for integration
Integration er et af de elementer, der er med til at holde samfundet sammen, og her er uddannelse meget vigtigt. Alle skal have de samme muligheder, og det er vigtigt, at alle udnytter dem. Det er det, jeg arbejder for. Derfor bliver jeg også utrolig glad, hvis jeg f.eks. får positiv respons fra en gruppe lærere, som jeg har lavet et kursus for. Der er en personlig glæde og en tilfredshed ved, at man gør en forskel for en masse mennesker, og det føler jeg, at jeg gør i mit arbejde. Mine kollegaer brænder også for integration, derfor får vi sammen skabt nogle gode resultater.
 |
”Integration er et område, hvor der sker en hel masse hele tiden, og derfor bliver mit arbejde heller aldrig ensformigt.” |
Kreativitet, opfindsomhed og udvikling
Der sker en hel masse på integrationsområdet hele tiden, og det gør, at mit arbejde heller aldrig bliver ensformigt. I min stilling skal jeg derfor være kreativ og opfindsom, fordi mine kollegaer og jeg selv udvikler nye ideer og initiativer. Jeg skal være på forkant med udviklingen, og det gør helt klart mit arbejde meget spændende.