Naciye Meric
Naciye arbejder som kontorfunktionær i Sekretariatskontoret med blandt andet interne kurser, elevuddannelse og stillingsopslag.
Stilling: Kontorfunktionær i Sekretariatskontoret
Uddannelse: Kontoruddannet inden for Offentlig administration
Fødselsår: 1984
Ansat: 2006 kontorelev i Integrationsministeriet, 2008 regnskabsmedarbejder i Koncerncenter for Løn og Regnskab, 2009 kontorfunktionær i Sekretariatskontoret.
Fra elev til fastansat kontorfunktionær
Jeg startede som elev i Integrationsministeriet i 2006. Efter min elevperiode blev jeg ansat i en midlertidig stilling i Koncerncenter for Løn og Regnskab. Nu er jeg rokeret til Sekretariatskontoret, hvor jeg er blevet fastansat. Her planlægger jeg bl.a. interne kurser for medarbejderne i ministeriet og ansætter nye medarbejdere. Jeg er desuden også elevansvarlig sammen med en kollega. Vi laver bl.a. stillingsopslag, holder elevsamtaler, rekrutterer elever og laver elev- og uddannelsesplaner, hvilket er sjovt at være med til, når man selv har været elev herinde.
Ansvaret har udviklet mig
Efter min elevperiode har jeg for alvor stået på egne ben, det har været utrolig udfordrende. Jeg har fået mine helt egne ansvarsområder, det har udviklet mig - både personligt og fagligt. Jeg har fået mange opgaver, som har været en stor udfordring, men jeg har også fået den oplæring og støtte, som jeg har haft brug for. Nogle gange får jeg også hasteopgaver med meget korte deadlines, og så tænker jeg ”Ej det kan jeg ikke nå”. Men når dagen er omme, og jeg alligevel har nået det, giver det en masse selvtillid. Kollegaerne er også meget hjælpsomme, så hvis det kniber med tiden for en af os, er der altid hjælp at hente.
 |
"Jeg har fået mange opgaver, som har været en stor udfordring, men jeg har også fået den oplæring og støtte, som jeg har haft brug for." |
Det sociale skaber arbejdsglæde
Imens jeg har arbejdet her, er der kommet mange flere unge medarbejdere. Det er med til at styrke det sociale samvær. Vi har f.eks. både fredagsbar og morgenmadsdage, og så ses jeg også med nogle af mine kollegaer privat. Det er med til at skabe en større arbejdsglæde. Det er simpelthen sjovere at møde mandag morgen, når jeg også lige skal høre, hvad folk har lavet i weekenden.