Jane Kærhus Nielsen
Selvom Jane har været ansat i Udlændingeservice i mange år, er der stadig fremdrift og overraskelser i arbejdet. Og så er hun glad for den fleksibilitet, der er.
Arbejdsplads: Udlændingeservice
Stilling: Ekspeditionssekretær
Kontor: Økonomi- og Koncernstatistikkontoret
Ansat: 1994
Uddannelse: Kontoruddannet
Der sker noget - Man står aldrig stille
Når jeg tænker tilbage på, hvor mange år jeg egentlig har været ansat i Udlændingeservice, så kan det godt virke lidt skræmmende. Men det føles bare ikke altid som den samme arbejdsplads. Det politiske gør, at der sker noget hele tiden. Det kan engang imellem også være en smule belastende, fordi man nogle gange trænger til lidt arbejdsro. Men det skaber også dynamik og betyder, at man aldrig helt ved, hvad morgendagen bringer. Der er ikke den der forudsigelighed. Det er spændende.
Jeg er også meget glad for arbejdsmiljøet. Vi har en meget uformel omgangstone, hvilket jeg sætter stor pris på. Vi er gode til at lave sjov med hinanden, der er plads til sort humor. Og så kan man godt sige tingene sådan ret direkte, det synes jeg er rart. Jeg føler, at jeg bliver hørt, og der er åbenhed for nye idéer.
Stor indflydelse på arbejdsdagen
Jeg har altid syntes, at der er nogle rigtige gode muligheder for at få nogle faglige udfordringer i Udlændingeservice. Det sætter jeg stor pris på. Det er også det, der har gjort, at jeg er blevet her i så mange år. Hvis jeg følte, at jeg løb panden mod en mur, så havde jeg nok skiftet arbejdsplads for en del år siden. Jeg har været til andre jobsamtaler i tidens løb, men jeg har valgt det fra hver gang, fordi det ikke rigtig kunne leve op til det udviklingspotentiale, der er herinde. Du får lov til at arbejde med rigtig mange spændende opgaver – fx. områder der også ligger inden for andre faggrupper, hvis du viser, at du kan og vil.
Der er stor tillid til, at man kan løfte opgaverne. Selvfølgelig er der også den hjælp, der er behov for ved nye opgaver, så det er rigtig spændende. Jeg kan også godt lide at have kontakten rundt i huset, så man ikke kun sidder med sit eget lille fagområde. Hvis man byder lidt ind på, at man gerne vil være med i nogle arbejdsgrupper på tværs, så er der også gode muligheder for at få indflydelse på sin egen arbejdsdag.
"Jeg har været til andre jobsamtaler i tidens løb, men jeg har valgt det fra hver gang, fordi det ikke rigtig kunne leve op til det udviklingspotentiale, der er herinde."
Flekstid og hjemmearbejdsplads giver frihed
Det er en utrolig stor gode, at der er fleksibel arbejdstid. Det ved jeg, at der er rigtig mange, der sætter pris på. Jeg har tre timers transport hver dag, men jeg har en hjemmearbejdsplads lige som mange andre af mine kollegaer. Det betyder, at jeg flere gange om måneden kan arbejde på nogle opgaver hjemmefra og samtidig flekse med min arbejdstid. Det giver frihed.