Til forsiden

Anders Carlsen

Anders er team- og projektleder og er med til at få nye it-projekter i land, der kan ændre dagligdagen for ministeriets medarbejdere.

Stilling: Team- og projektleder i IT-Udviklingsenheden
Uddannelse: Cand.scient.pol.
Født: 1977
Ansat: 2007

Se video med Anders CarlsenDet bliver aldrig kedeligt

Jeg startede herinde som projektleder i IT-Udviklingsenheden og er senere også blevet teamleder i samme enhed. Som projekt- og teamleder kan man ikke trække på rutinen - vi afprøver tit mange nye ideer og projektmetoder, og derfor bliver mit arbejde aldrig kedeligt.

Vores team hedder ”Team Modernisering og Arkitektur”, og her er min opgave at sørge for, at teamet fungerer godt. Samtidig er jeg også projektleder for et af de store projekter under Digitaliseringsstrategien, hvor vi skal modernisere og udvikle ministeriets IT-systemlandskab. Et af de mest spændende tiltag er et nyt register til sikker identifikation af udlændinge, der endnu ikke har et CPR-nummer, så personoplysningerne kan bruges på tværs af alle fagområder – man kan kalde det ministeriets pendant til CPR-registret.

Jeg er med til at bygge noget nyt op

Da jeg startede her, var ministeriet allerede godt i gang med at realisere Digitaliseringsstrategien, og det var en af grundene til, at jeg søgte en stilling her. Der er masser af spændende udfordringer i hverdagen, og det har helt klart givet mig mulighed for at udvikle og afprøve mig selv som projektleder. Og så er det fedt at være med til at lave noget nyt og anderledes, som kommer til at forme hverdagen for ministeriets medarbejdere i mange år fremover.

Anders Carlsen ”Normalt, når man starter i et nyt job, er der en stejl læringskurve, og så flader den ud, men det gør den aldrig her.”

Udviklingskurven flader aldrig ud

Normalt, når man starter i et nyt job, er der en stejl læringskurve, og så flader den ud, men det gør den aldrig her. Derfor har jeg også flyttet mig rigtig meget fagligt, siden jeg startede. Der er altid nye udfordringer og nye måder at gøre tingene på. Det, synes jeg, er rigtig cool. Der er også gode muligheder for at udvikle sine kompetencer igennem forskellige efteruddannelser og kurser. F.eks. har jeg taget en projektlederuddannelse og et kursus i konflikthåndtering.

Vores sammensætning skaber dynamik

Vi er en meget blandet flok i It-Udviklingsenheden, og vi kommer med vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Her er f.eks. både jurister, ingeniører og dataloger. Det giver en god dynamik og gør, at alle har noget unikt at byde ind med, uanset hvilken situation vi står i. Vi laver også mange sociale ting sammen. F.eks. har jeg lige været i Berlin med fem af mine kollegaer, og så har vi også et rockband. Godt nok kun på PlayStation3, men det er altså virkelig sjovt.



Senest opdateret: 31-08-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre