Om de statistiske udgivelser
Her kan du læse om de forskellige statistiske publikationer, som Udlændingeservice og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udgiver.
Tal og fakta
"Tal og fakta" er en publikationsserie, der udkommer to gange om året med to forskellige temaer:
- Tal og fakta om integration
- Tal og fakta på udlændingeområdet (om indvandring og opholdstilladelser)
"Tal og fakta om integration" udkom for første gang i september 2010. Læs publikationen her.
Tidligere (2006-2009) har publikationen været opdelt i "Tal og fakta" om befolkningsstatistik og "Tal og fakta" om beskæftigelse og uddannelse.
I perioden 2001-2005 udgav Integrationsministeriet "Årbog om udlændinge i Danmark". I årbogen kan man finde statusopgørelser og trends vedrørende såvel integration af udlændinge på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet som den demografiske fordeling af udlændinge og udviklingen inden for asyl og opholdstilladelser mv. Fra 2006 offentliggøres statistik om disse emner i Integrationsministeriets statistikbank, i publikationerne "Tal og fakta" samt via Integrationsministeriets nyhedsbrev INFO.
Udlændingeservice har i mange år udgivet publikationen "Tal og fakta på udlændingeområdet" med statistik om blandt andet opholdstilladelser. Fra 2006 har denne statistiske udgivelse dog fået nyt format, således at de to publikationer layoutmæssigt hænger sammen.
INFO
INFO er et nyhedsbrev, der udgives løbende mhp. at offentliggøre de nyeste resultater og trends på Integrationsministeriets område.
Kommunale nøgletal
Kommunale nøgletal består af kommunespecifikke faktaark i PDF-format, som indeholder en lang række centrale tal og fakta om integration af indvandrere og efterkommere på kommuneniveau. Hvert enkelt faktaark indeholder data for den specifikke kommune samt de tilsvarende tal for landsgennemsnittet, sådan at der er let at sammenligne tallene i den enkelte kommune med det generelle billede i Danmark.
I faktaarkene findes der nøgletal om befolkningssammensætning, indvandrere og efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet samt antallet af boligplacerede flygtninge i det seneste år.
Effektmålinger
Integrationsministeriet offentliggør med jævne mellemrum effektmålinger af kommunernes integrationsindsats - én der måler, hvor hurtigt nyankomne udlændinge under integrationsloven kommer i beskæftigelse eller uddannelse og én der måler, hvor hurtigt udlændinge under integrationsloven, der efter deres ankomst har modtaget introduktionsydelse, efterfølgende bliver selvforsørgende (dvs. ikke længere modtager offentlig forsørgelse) eller kommer i uddannelse.
Formålet med effektmålingerne er bl.a. at skabe grundlag for erfaringsudveksling mellem kommunerne om, hvordan man bedst tilrettelægger indsatsen. Derudover anvendes de til at monitorere integrationsindsatsen i kommunerne.
Læs den seneste effektmåling af kommunernes integrationsindsats her.