Til forsiden

Ansøgning om opholdstilladelse efter working holiday-ordningen

For at kunne behandle en ansøgning så hurtigt som muligt er det vigtigt, at den indeholder de nødvendige oplysninger og dokumenter.

Ansøgningsskemaet indeholder en udførlig vejledning om, hvilke oplysninger og dokumenter, det skal indeholde.

Opholdstilladelse under Working Holiday-ordningen
> WH1 (dansk version)
> WH1 (engelsk version)

Man kan desuden få udleveret ansøgningsskemaet i papirform hos en dansk repræsentation i hjemlandet eller i Danmark hos Servicecenteret eller hos det lokale politi.

Læs mere om Servicecenteret


Gå til politiets hjemmeside (nyt vindue)

Gebyr til repræsentationen 

Hvis man indgiver ansøgningen til en repræsentation (ambassade eller generalkonsulat), skal man normalt også betale et gebyr til repræsentationen. Gebyret kan variere, og det anbefales, at man går ind på repræsentationens hjemmeside og undersøger dette, inden man indgiver sin ansøgning.

Indgivelse af ansøgningen

Man skal normalt have fået en opholdstilladelse inden, man rejser ind i Danmark. Man kan indgive ansøgningen på en dansk repræsentation (ambassade eller generalkonsulat) i sit hjemland for at få den behandlet.

Se Udenrigsministeriets liste over danske repræsentationer (nyt vindue)

Hvis man har boet lovligt i et andet land end sit hjemland i mere end de seneste tre måneder, kan man også godt indgive ansøgningen på en dansk repræsentation i dette land.

I en række lande, hvor Danmark ikke har sin egen repræsentation, har Danmark indgået en repræsentationsaftale med et andet land. Det betyder, at man i de fleste tilfælde kan indgive sin ansøgning om opholdstilladelse på en svensk eller norsk repræsentation. Andre landes repræsentationer vil dog normalt kun modtage ansøgninger om visum (til kortere besøg i Danmark). Det anbefales, at man kontakter repræsentationen på forhånd for at sikre sig, at den vil modtage ens ansøgning.

Se Udenrigsministeriets liste over Danmarks repræsentationsaftaler (nyt vindue)

Den enkelte repræsentation kan stille yderligere krav om fx flere pasfotos eller flere kopier af ansøgningen. Det anbefales, at man går ind på repræsentationens hjemmeside og undersøger dette, inden man indgiver ansøgningen.

Repræsentationen sender ansøgningen videre til Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering i Danmark, hvor den bliver behandlet. Man kan desuden selv sende ansøgningen fra udlandet til styrelsen i Danmark, enten som almindelig post eller elektronisk.

Hvis man opholder sig lovligt i Danmark, kan man normalt indgive ansøgningen – og få den behandlet – i Danmark. Man kan indgive den i Servicecenteret, og hvis man bor uden for Storkøbenhavn, kan man desuden indgive ansøgningen hos det lokale politi. Man kan desuden sende ansøgningen til styrelsen, enten som almindelig post eller elektronisk.

EU-/EØS-statsborgere, som opholder sig i Danmark efter reglerne om fri bevægelighed, kan indgive en ansøgning – og få den behandlet – i Danmark.

Hvis man opholder sig lovligt i Danmark på baggrund af et gyldigt visum, et forlænget visum, på visumfrit ophold eller på forlænget visumfrit ophold, kan man normalt indgive sin ansøgning – og få den behandlet – i Danmark.

Det samme gælder, hvis man opholder sig lovligt i Danmark, fordi man allerede har en anden gyldig opholdstilladelse. Asylansøgere, som venter på at få en afgørelse – og som således endnu ikke har en gyldig opholdstilladelse – kan dog i visse tilfælde alligevel få lov at indgive en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse og få den behandlet.

Læs mere om asylansøgere med særlige kvalifikationer

Bemærk: Der er ikke tale om lovligt ophold på grundlag af en anden gyldig opholdstilladelse, hvis man først indgiver sin ansøgning om en ny opholdstilladelse efter, at den tidligere opholdstilladelse er udløbet.

Hvis man indgiver sin ansøgning i Danmark og har ret til at få den behandlet, kan man blive i Danmark, mens ansøgningen bliver behandlet. Det kaldes processuelt ophold. Man har altså ret til at opholde sig midlertidigt i Danmark, mens det bliver afgjort, om man kan få en opholdstilladelse.

Hvis man ønsker at forlade Danmark i denne periode, kan man ansøge om en tilbagerejsetilladelse gældende for Schengenlandene. En tilbagerejsetilladelse giver ret til at vende tilbage til Danmark, selv om man ikke har en gyldig opholdstilladelse.

Tilbagerejsetilladelse
> Ansøgningsskema (dansk/engelsk version)

Afvisning af ansøgningen

Man kan ikke få behandlet sin ansøgning, hvis man opholder sig ulovligt i Danmark (herunder hvis ens opholdtilladelse er udløbet), hvis man har fået fastsat en udrejsefrist, eller hvis man venter på afgørelse på en ansøgning om en anden type opholdstilladelse (undtagen visse asylansøgere, se ovenfor).

I disse tilfælde vil ens ansøgning blive afvist. Det betyder, at ansøgningen ikke vil blive behandlet, og at man får besked på at forlade Danmark før en given udrejsefrist. Man kan da indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse fra udlandet.

Behandling af ansøgningen

Når styrelsen har modtaget en ansøgning om opholdstilladelse, gennemgås ansøgningen og de oplysninger, der er i sagen. Først tages der stilling til, om ansøgeren har ret til at få behandlet sin ansøgning i Danmark. Hvis det er tilfældet, og ansøgningen indeholder alle nødvendige oplysninger og al nødvendig dokumentation, begynder styrelsen sagsbehandlingen.

Man kan følge behandlingen af sin sag på Min Side, hvor man kan logge ind med NemID og se, hvad status er på ansøgningen. Hvis der skal betales gebyr for ansøgningen, vil man kunne se, om styrelsen har modtaget betalingen.

Gå til Min Side (nyt vindue)

Afgørelse

Efter endt sagsbehandling træffer styrelsen en afgørelse. Afgørelsen vil enten være en opholdstilladelse eller et afslag på opholdstilladelse.

Hvis man opholder sig i udlandet, sender styrelsen afgørelsen til den repræsentation, hvor man indgav sin ansøgning. Repræsentationen sender den herefter til ens adresse, eller man bliver bedt om at møde op på repræsentationen for at få den. Hvis man indgav sin ansøgning via post eller e-mail, sendes afgørelsen til repræsentationen i ens hjemland eller opholdsland.

Hvis man opholder sig i Danmark, sender styrelsen afgørelsen til ens adresse i Danmark eller til ens advokat.

Hvis man får afslag på sin ansøgning, og man ikke har ret til at opholde sig i Danmark på et andet grundlag, får man en udrejsefrist, dvs. man bliver bedt om at forlade Danmark inden en bestemt dato. Efter denne dato opholder man sig ulovligt i Danmark. Hvis man ikke udrejser i overensstemmelse med sin udrejsefrist, risikerer man at blive udvist med indrejseforbud. Hvis man bliver udvist af Danmark, betyder det, at man får forbud mod at indrejse i alle EU- og Schengenlandene, herunder Danmark, i mindst 2 år. Hvis man bliver udvist af Danmark, kan man om nødvendigt blive tvangsmæssigt udsendt af Danmark af politiet.

Sagsbehandlingstider

Der er fastsat servicemål for maksimale sagsbehandlingstider på de fleste områder.

Se servicemål

Klagemuligheder

Det er Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, som i første omgang træffer afgørelse vedrørende en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Hvis man får afslag på sin ansøgning, kan man klage til Beskæftigelsesministeriet.

Det vil fremgå af afgørelsen, hvordan man klager. Der findes desuden en klagevejledning her på nyidanmark.dk.

Læs klagevejledning 



Senest opdateret: 03-12-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre