Til forsiden

Visum

Hvis man som udlænding ønsker at besøge Danmark for en kort periode, skal man have et visum, hvis man er statsborger i et visumpligtigt land.

Se listen over visumpligtige lande.

Når der stilles krav om visum til statsborgere fra visse lande, er formålet at kontrollere hvem, der får lov til at indrejse og opholde sig i Danmark og de andre Schengen-lande. Schengen-landene beslutter normalt i fællesskab hvilke lande, der skal være visumpligtige. Udvælgelsen af lande sker ud fra immigrations- og sikkerhedsmæssige samt politiske overvejelser.

Formålet med et visum er, at man kan besøge Danmark og/eller de andre Schengen-lande i en kortere periode. Hvis man ønsker at opholde sig i Danmark i længere tid, skal man ansøge om en opholdstilladelse. Når myndighederne behandler ens visumansøgning, vurderer de derfor, om der er risiko for, at man ønsker at tage fast eller længerevarende ophold i Danmark eller i de øvrige Schengen-lande uden lovligt grundlag. Hvis det vurderes at være tilfældet, vil man få afslag.

Udlændinge, der har fået visse typer opholds- og tilbagerejsetilladelser i et andet Schengen-land, behøver ikke visum for at kunne indrejse i Danmark. Læs mere om indrejse med opholdstilladelse fra andet Schengen-land.

Udlændinge, som har visse typer opholdstilladelser udstedt af Liechtenstein, har ret til at rejse gennem Danmark. Gennemrejsen må ikke overstige 5 dage.

Udlændinge, som har et opholdskort, der er udstedt efter EU-reglerne om fri bevægelighed, behøver ikke visum for at indrejse og opholde sig i Danmark. Dette gælder både opholdskort, der er udstedt efter direktiv 2004/38/EF, og opholdskort, der er udstedt inden, direktivet trådte i kraft. Opholdskortet gives i form af et plastkort i kreditkortstørrelse eller en opholdssticker, der indsættes i passet.

Familiemedlemmer til en EU/EØS-statsborger eller til en statsborger fra Schweiz, som udnytter retten til fri bevægelighed i Danmark, samt familiemedlemmer til en dansk statsborger, der udnytter eller som har udnyttet retten til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, har ret til at få en visumansøgning behandlet efter EU-reglerne. Læs mere om visum efter EU-reglerne.

Se en detaljeret gennemgang af visumreglerne i notat om visumpraksis.

Hvad giver et visum ret til?

Et visum giver normalt ret til ophold i hele Schengen-området. Schengen-landene er: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Schweiz, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Man kan højst få visum til at opholde sig i Schengen-landene i 90 dage pr. halvår.

Hvis man overskrider et visums gyldighedsperiode eller forsøger at benytte et visumophold til at opnå længerevarende eller permanent ophold i Danmark, kan man risikere at blive pålagt en karensperiode på 3-5 år. I karensperioden vil man ikke kunne få visum til at besøge Danmark. Læs mere om misbrug af visum.

Visum giver ikke ret til at arbejde i Danmark, medmindre udlændingemyndighederne udtrykkeligt har givet lov til det.

Under besøg af mindre end tre måneders varighed kan man dog udføre visse arbejdsrelaterede aktiviteter, som ikke kræver arbejdstilladelse. Læs mere om visum og arbejdstilladelse.

Læs mere om betingelserne for at få visum.

Ministeriets seneste pas- og visumkundgørelse af 18. december 2009 trådte i kraft den 1. januar 2010.





Senest opdateret: 05-01-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice