Visum eller arbejdstilladelse?
En udlænding, som skal arbejde i Danmark, skal normalt have fået en opholds- og arbejdstilladelse, før arbejdet påbegyndes. I visse tilfælde kan en udlænding dog udføre arbejdsrelaterede aktiviteter i Danmark under et visumbesøg, dvs. uden at have opholds- og arbejdstilladelse.
Under besøg af mindre end tre måneders varighed kan man udføre visse aktiviteter uden opholds- og arbejdstilladelse, fx modtage og give undervisning samt deltage i møder, forhandlinger, briefing, oplæring og instruktion.
Der kræves en arbejdstilladelse, hvis ansøgeren under sit besøg medvirker til at skabe et produkt eller ændre på et produkt, eller på anden måde bidrager til virksomhedens output.
En medarbejder fra en udenlandsk virksomhed, der har leveret udstyr, maskiner, et program eller lignende til en dansk virksomhed, må montere, installere eller reparere dette på et visumbesøg – dette er reguleret af montørreglen.
Det er meget vigtigt, at virksomheden og ansøgeren inden indrejsen beslutter sig for hvilket opholdsgrundlag, man vil benytte. Hvis man søger om visum, fordi man håber, at dette kan gøres hurtigere, for så senere at 'opdage', at man egentlig har behov for en arbejdstilladelse, vil man ikke som udgangspunkt kunne få forlænget sit visum ud over de 90 dage.
Derfor er det vigtigt, at det i ansøgningen detaljeret er beskrevet hvilke aktiviteter, man skal udføre i forbindelse med sit besøg. Alle dele af opgaven skal nøje beskrives. Det vil sige, at det nærmere indhold i en undervisning eller en oplæring skal beskrives ligesom det system, der skal arbejdes med, skal beskrives. Er formålet med besøget detaljeret og fyldestgørende beskrevet, fremmer det sagsbehandlingen, så Udlændingeservice ikke behøver at indhente flere oplysninger til sagen.
Eksempler
Hver enkelt ansøgning beror på en konkret vurdering, men følgende eksempler giver en illustration af praksis på området:
- Møder og briefing: En person vil indrejse i Danmark i 5 dage med henblik på at tale med de af virksomhedens medarbejdere, som han til daglig arbejder sammen med (pr. email og telefon) og med henblik på at få skitseret arbejdsopgaver, som ansøgeren herefter tager hjem og udfører. Denne person bidrager ikke til virksomhedens output, mens han er i Danmark, selvom han måske vil gøre det bagefter på baggrund af de samtaler m.m., han har haft under opholdet. Disse aktiviteter kræver ikke arbejdstilladelse og kan udføres på et visum.
- Uddannelse og praksis: En person vil indrejse i Danmark i 60 dage for at modtage undervisning, hvorefter han – på baggrund af undervisningen – vil løse en programmeringsopgave. Disse aktiviteter kræver en arbejdstilladelse. Der er tale om to forskellige aktiviteter: Undervisningsdelen og programmeringsdelen. Undervisningsdelen bidrager ikke direkte til virksomhedens output, men det gør programmeringsdelen. Der skal i en sådan situation normalt søges opholds- og arbejdstilladelse. Rejser personen derimod hjem efter at have modtaget undervisningen og udfører programmeringsopgaverne i hjemlandet – på baggrund af undervisningen – kræver disse aktiviteter ikke en arbejdstilladelse.
- Opholdets længde: En virksomhed har planlagt et forløb i Danmark for en medarbejder i virksomhedens datterselskab i udlandet, der strækker sig fra den 1. oktober til den 31. december (begge dage inkl.). Der er i det væsentlige tale om undervisning og praktisk træning. Der skal søges om arbejdstilladelse, da forløbet strækker sig over 92 dage, og visum maximalt kan gives for 90 dage.
- Nødvendige oplysninger: Ansøgeren har ved ansøgningen om visum fremvist en ekstensiv manual, som han skal anvende ved nye arbejdsopgaver i den virksomhed i hjemlandet, hvor han er ansat. Denne virksomhed er et datterselskab af den danske reference-virksomhed. Der er ansøgt om 90 dages visum. Hverken ansøgeren eller virksomheden kan redegøre for et program men oplyser blot, at ansøgeren skal være under uddannelse, både teoretisk og praktisk. Beskeden til myndighederne er, at selve programmet og indholdet af uddannelsen bliver besluttet hen ad vejen. Ambassaden og Udlændingeservice har i denne situation ikke de nødvendige oplysninger til at afgøre, hvorvidt de planlagte aktiviteter kan udføres uden arbejdstilladelse. Ansøgeren vil derfor blive givet afslag på visum og henvist til at søge en arbejdstilladelse.
- Montør-reglen: En virksomhed i Danmark har købt et produkt af en udenlandsk virksomhed. Der kan være tale om et højteknologisk anlæg, et it-program el. lign. Anlægget eller it-programmet kan være så specielt, at det er afgørende, at det er en af den udenlandske virksomheds medarbejdere, der forestår opsætningen eller implementeringen af anlægget/it-programmet. Hvis opgaven er estimeret til mindre end 90 dage, skal der ikke ansøges om en opholds- og arbejdstilladelse, da aktiviteten kan udføres på et visum. Ved man imidlertid, at udførelsen af opgaven vil tage mere end 90 dage, skal ansøgeren have opholds- og arbejdstilladelse, inden arbejdet påbegyndes.
Reglerne om i hvilke tilfælde, en udlænding er fritaget for arbejdstilladelse, findes i udlændingebekendtgørelsens §33.
Hent udlændingebekendtgørelsen.
Læs om særlige grupper, som ikke behøver arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.
Læs mere om de generelle regler for at arbejde i Danmark.