Videregående uddannelser
En udlænding har mulighed for at få opholdstilladelse for at studere ved en videregående uddannelse i Danmark.
Nordiske statsborgere er fritaget for opholdstilladelse og kan frit indrejse, studere og arbejde i Danmark. EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere, som ønsker at opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, kan være omfattet af særlige regler. Læs mere om statsborgere fra EU og Norden.
Betingelser
For at få opholdstilladelse skal ansøgeren dokumentere:
At han eller hun er optaget på en videregående uddannelse, der enten er godkendt af en statslig myndighed eller er udbudt på en statsligt godkendt uddannelsesinstitution under statens tilsyn, når der foreligger en gyldig vejledende udtalelse fra Danmarks Evalueringsinstitut om uddannelsens indhold.
At han eller hun kan forsørge sig selv under opholdet. Udenlandske studerende optaget på en videregående uddannelse, som skal betale studieafgift, skal i stedet for dokumentation for forsørgelse vedlægge dokumentation for, at studieafgiften for 1. semester, evt. 1. år, er betalt.
At han eller hun kan tale og forstå det sprog, som undervisningen gennemføres på, samt kan tale og forstå dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk på et rimeligt niveau.
Opholdstilladelsen forudsætter enten, at et ministerium eller en uddannelsesinstitution har tilrettelagt, at udlændingen skal deltage i uddannelsen, eller at uddannelsen er et led i en videregående uddannelse, som udlændingen allerede har påbegyndt i hjemlandet. En udenlandsk studerende kan altså få opholdstilladelse både for at gennemføre en hel uddannelse i Danmark og for at deltage i en del af en uddannelse som gæstestuderende.
Hvornår er en uddannelse videregående?
En uddannelse anses som udgangspunkt for videregående, når betingelsen for at blive optaget på den er, at den studerende har gennemført en gymnasial uddannelse med følgende eksamener: studentereksamen (STX), HF, HHX, HTX el. lign. Bilag 1 til Bekendtgørelse nr. 904 af 4. juli om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til studerende indeholder vejledende lister over videregående uddannelser, som er godkendt af en statslig myndighed.
Hvis uddannelsen er omfattet af Undervisningsministeriets koordinerede tilmelding (KOT) for optagelse på videregående uddannelser, vil den som udgangspunkt også blive anset for videregående uddannelse i relation til opholdstilladelsen. Du kan finde flere oplysninger om videregående uddannelse på Undervisningsministeriets hjemmeside.
Optagelse som enkeltfagsstuderende eller lignende, fx under Åbent Universitet, anses ikke for optagelse på en videregående uddannelse. Det samme gælder deltagelse i almen sprogundervisning på et sprogcenter, en kommunal sprogskole eller lignende.
Adgangsgivende kurser
Udlændingeservice kan give opholdstilladelse til en udlænding, der ønsker at deltage i et adgangsgivende kursus til en videregående uddannelse. Betingelserne er:
- At Undervisningsministeriet har fastsat, at deltagelse i kurset er et adgangskrav for at følge den videregående uddannelse
- At ansøgeren er optaget på den videregående uddannelse, som adgangskurset er knyttet til
- At adgangskurset højst varer 1 år
Varighed
Hvor længe, opholdstilladelsen vil blive udstedt for, afhænger af, om den udenlandske studerende skal gennemføre en hel videregående uddannelse i Danmark, eller om han eller hun alene skal gennemføre en del af uddannelsen som gæstestuderende.
Hvis den udenlandske studerende skal gennemføre en hel uddannelse, vil han eller hun kunne få udstedt en opholdstilladelse for den periode, uddannelsen er normeret til.
Hvis han eller hun kun skal gennemføre en del af uddannelsen, vil opholdstilladelsen blive udstedt for højst den normerede længde af den del af uddannelsen, som udlændingen skal følge. Opholdstilladelse kan højst gives for 2 år.
Hvis den udenlandske studerende er optaget på et adgangsgivende kursus, vil han eller hun kunne få udstedt opholdstilladelse for højst varigheden af kurset.
Det er en forudsætning, at udlændingen er studieaktiv. Er han eller hun ikke det, vil opholdstilladelsen kunne inddrages. Uddannelsesinstitutionen er forpligtet til at underrette Udlændingeservice, hvis en udenlandsk studerende ikke længere er studieaktiv.
Green card-ordning for studerende, der afslutter en videregående uddannelse i Danmark
Udenlandske studerende, der gives opholdstilladelse for at deltage i og afslutte en videregående uddannelse i Danmark, får samtidig opholdstilladelse i 6 måneder ekstra efter afslutningen af studiet. Ordningen skal give den nyuddannende mulighed for at søge arbejde i Danmark.
Hvis en udenlandsk studerende afslutter en videregående uddannelse uden på forhånd af have fået de ekstra 6 måneders opholdstilladelse, kan han eller hun få forlænget sin opholdstilladelse med 6 ekstra måneder efter afslutningen af studiet. Det får man ved at indgive en ansøgning om forlængelse.
Familiemedlemmer
En udenlandsk studerende på en videregående uddannelse kan få sin familie med til Danmark. Der kan gives opholdstilladelse til en ægtefælle, registreret partner eller fast samlever samt hjemmeboende, mindreårige børn. Som betingelse skal udlændingen dokumentere at råde over 25.000 kr. pr. familiemedlem, familiemedlemmerne skal kunne forsørge sig selv, og familien skal bo samlet her i Danmark. Får en ægtefælle eller samlever opholdstilladelse, vil han eller hun have ret til at arbejde så længe, tilladelsen er gyldig.
Udlændingen vil ikke i jobsøgningsperioden have adgang til familiesammenføring. Hvis udlændingen i løbet af studieopholdet har fået familien her til landet, vil familien dog have lov til at blive i Danmark i de ekstra 6 måneder. Betingelserne nævnt ovenfor vil fortsat gælde i denne periode.
Arbejde
En studerende på en videregående uddannelse eller på et godkendt adgangsgivende kursus har lov til at arbejde 15 timer ugentligt og fuld tid i månederne juni, juli og august. Det samme gælder i jobsøgningsperioden efter afsluttet studie. En arbejdstilladelse vil blive sat i passet i form af et mærkat (sticker).
Personer under 18 år kan kun få arbejdstilladelse, hvis der er en skriftlig ansættelsesaftale, og arbejdsgiveren erklærer over for Udlændingeservice, at arbejdsmiljølovgivningen er overholdt.
En udlænding, der arbejder ulovligt i Danmark, risikerer at blive udvist af Danmark og få forbud mod at rejse ind i landet igen for en nærmere fastsat periode (typisk et år).
Udlændingen risikerer også at blive straffet med bøde eller fængsel. Det samme gælder for den arbejdsgiver, som har ansat udlændingen.
Læs mere om, hvordan du søger.