Til forsiden

Ophør af opholdstilladelse

Selv om en udlænding har fået opholdstilladelse i Danmark, kan opholdstilladelsen blive inddraget eller nægtet forlænget, hvorved udlændingen mister retten til at opholde sig i Danmark. Det kan ske af flere grunde.

Hvis forholdene ændrer sig

Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, hvis grundlaget for den ikke længere er til stede. Det kan fx være tilfældet, hvis udlændingen afbryder studieopholdet eller ikke længere er studieaktiv. Det kan også være, hvis en eller flere af de øvrige betingelser for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, fx hvis den studerende ikke længere kan forsørge sig selv.

Udlændingen har pligt til at give Udlændingeservice besked, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ændrer sig. Uddannelsesinstitutionen har pligt til at underrette Udlændingeservice, hvis den udenlandske kursist, elev eller studerende ikke længere er studieaktiv. Tilsvarende er kommunen forpligtet til at underrette Udlændingeservice, hvis den udenlandske kursist, elev eller studerende søger om hjælp til forsørgelse.

Hvis udlændingen er blevet optaget på en anden uddannelse, skal han/hun søge om opholdstilladelse igen, før han/hun kan starte på det nye studie.

Svig

Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, hvis en udlænding har fået sin opholdstilladelse ved svig, dvs. ved at give forkerte oplysninger. Det gælder uanset, om udlændingen har en tidsbegrænset eller en tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse.

Manglende pas

Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en tidsbegrænset opholdstilladelse, hvis en udlænding ikke længere har et gyldigt pas eller anden rejselegitimation.
 
Når en udlænding søger om at få sin opholdstilladelse forlænget, skal en kopi af passet altid sendes med. Hvis ansøgerens pas eller rejsedokument ikke er gyldigt, foretager Udlændingeservice sig ikke mere, før ansøgeren har skaffet et nyt pas eller har fået det eksisterende pas fornyet. Ansøgeren vil typisk få en frist på 1 måned til at få dette gjort.

Schengen Informationssystemet (SIS)

Udlændingeservice kan altid inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, hvis en udlænding er indberettet som uønsket til Schengen Informationssystemet (SIS). Det er en betingelse, at udlændingen er indberettet som uønsket på grund af forhold, der ville kunne føre til udvisning i Danmark, fx alvorlig kriminalitet.
 
Opholdstilladelsen kan inddrages af denne grund uanset, om udlændingen har en tidsbegrænset eller en tidsubegrænset opholdstilladelse.

Andre grunde

En opholdstilladelse kan altid inddrages, hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. En opholdstilladelse kan også inddrages, hvis udlændingen er krigsforbryder eller har begået alvorlig ikke-politisk forbrydelse uden for Danmark. Endelig kan en opholdstilladelse altid inddrages, hvis udlændingen uden for Danmark enten er dømt for en forbrydelse eller har begået kriminalitet, der i Danmark ville medføre udvisning.

Ansøgerens personlige forhold tages i betragtning

Hvis der er personlige forhold hos udlændingen, som gør, at en inddragelse vil være særlig belastende for den pågældende, vil opholdstilladelsen alligevel ikke blive inddraget. Udlændingeservice ser bl.a. på:

  • Udlændingens tilknytning til det danske samfund herunder hvor lang tid, udlændingen har været i Danmark.
  • Alder, helbredsforhold og andre personlige forhold.
  • Tilknytningen til personer, som bor i Danmark.
  • Manglende eller lille tilknytning til hjemlandet.
  • Om udlændingen vil lide overlast i hjemlandet.

Ophold i udlandet kan føre til bortfald af opholdstilladelse

Hvis en udlænding forlader Danmark for en længere periode eller opgiver sin bopæl i Danmark, kan opholdstilladelsen bortfalde.

Hvis udlændingen bibeholder sin bopæl i Danmark (dvs. er registreret i Det Centrale Personregister på en dansk adresse), er der regler for hvor længe, han/hun kan opholde sig uden for Danmark og stadig beholde sin opholdstilladelse. Hvis han/hun ikke vender tilbage inden for tidsgrænsen, bortfalder opholdstilladelsen automatisk.

Læs mere om, hvordan man undgår at miste sin opholdstilladelse, hvis man rejser ud af Danmark.





Senest opdateret: 25-02-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice