Forlængelse af opholdstilladelse
Betingelsen for at få forlænget sin opholdstilladelse er først og fremmest, at man stadig opfylder betingelserne for sin oprindelige opholdstilladelse.
Ansøgningen kan tidligst indgives 2 måneder før, opholdstilladelsen udløber. Hvis man er studerende ved en videregående uddannelse på en offentlig anerkendt uddannelsesinstitution, kan ansøgningen dog indgives 4 måneder før, opholdstilladelsen udløber. Det er af afgørende betydning, at en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse indgives inden, ens tidligere opholdstilladelse udløber.
Hvis ansøgningen indgives for sent, skal man forvente, at den bliver afvist, fordi man opholder sig ulovligt i Danmark. En ansøgning, der indgives for sent, vil ikke blive behandlet. Dette gælder uanset, hvor kortvarigt ens ulovlige ophold måtte være. Man vil skulle forlade Danmark og ansøge om en ny opholdstilladelse fra sit hjemland. En sådan ansøgning vil da blive betragtet og behandlet som en helt ny ansøgning om opholdstilladelse, dvs. den vil blive behandlet efter de regler, der gælder for personer, som ansøger om opholdstilladelse for første gang, og man mister retten til at opnå en forlængelse af den tidligere opholdstilladelse.
Hvis man opholder sig ulovligt i Danmark, risikerer man desuden at blive meldt til politiet eller at blive udvist med indrejseforbud, dvs. at man ikke må indrejse i Danmark i en bestemt periode.
Ansøgningsskema
Forlængelse af tidsbegrænset (midlertidig) opholdstilladelse som studerende
> B (dansk/engelsk version)
Skemaet kan også fås i Servicecenteret, hvor ansøgningen også kan afleveres. Hvis man bor uden for Storkøbenhavn, kan ansøgningsskemaet desuden hentes og afleveres hos det lokale politi.
Gebyr for at indgive ansøgning
Der skal normalt betales et gebyr for, at man kan få sin sag behandlet i Udlændingeservice. Gebyret kan enten blive betalt af ansøgeren selv eller af en anden person, fx en person i Danmark. Læs mere om gebyrer.
Tilbagerejsetilladelse
Man har lov til fortsat at opholde sig i Danmark, mens ens ansøgning om forlængelse behandles. Hvis man ønsker at forlade Danmark i denne periode, kan man ansøge om en tilbagerejsetilladelse gældende for Schengenlandene. En tilbagerejsetilladelse giver ret til at vende tilbage til Danmark, selv om ens opholdstilladelse ikke er gyldig.
Tilbagerejsetilladelse
> Ansøgningsskema (dansk/engelsk version)
Tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse
Hvis man har haft lovligt ophold i over 4 år, har man mulighed for at ansøge om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse. For at kunne få tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, skal man kunne opnå 100 point ved at opfylde en række krav.
Bemærk: Hvis man vil ansøge om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, skal man samtidig udfylde det ansøgningsskema for tidsbegrænset (midlertidig) opholdstilladelse, som passer til ens situation. En ansøgning om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse vil kun blive behandlet, hvis den indleveres sammen med en ansøgning om tidsbegrænset (midlertidig) opholdstilladelse.
Læs mere om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse.
Vigtigt om pas
Når man søger om at få sin opholdstilladelse forlænget, skal man sikre sig, at ens pas er gyldigt. Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en tidsbegrænset (midlertidig) opholdstilladelse, hvis man ikke længere har et gyldigt pas eller anden rejselegitimation.
Bemærk, at en opholdstilladelse kun kan forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis passet fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun forlænges med 9 måneder. Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice forlænger ikke en tidsbegrænset (midlertidig) opholdstilladelse for mindre end 6 måneder.
Hvis man har et nationalitetspas (dvs. et pas fra ens hjemland), skal dette fornys af hjemlandets repræsentation (ambassade eller generalkonsulat).
Udlændingestyrelsen varetager fornyelse af fremmedpas og konventionspas.
Sagsbehandlingstider
Der er fastsat servicemål for maksimale sagsbehandlingstider på de fleste områder.
Se servicemål for maksimale sagsbehandlingstider.
Klagemuligheder
Det er Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice, som i første omgang træffer afgørelse vedrørende en ansøgning om opholdstilladelse. Hvis man får afslag på en ansøgning, kan man klage til Beskæftigelsesministeriet.
Det vil fremgå af afgørelsen, hvordan man klager. Der findes desuden en klagevejledning her på nyidanmark.dk.
Læs klagevejledning.