Til forsiden

Hvilke betingelser skal jeg opfylde?

Hvis du ønsker at søge om dansk statsborgerskab (dansk indfødsret), skal du udfylde et særligt ansøgningsskema, som kan printes her fra hjemmesiden eller afhentes hos politiet.

Hvis du er statsløs og født i Danmark, kan du blive dansk statsborger uden at skulle opfylde alle de sædvanlige betingelser. Du kan læse nærmere herom under 'Indfødsret til statsløse personer født i Danmark'.

Læs mere om, hvordan du ansøger om dansk statsborgerskab under 'Sådan behandles din ansøgning'.
 
Der stilles en række betingelser for at blive optaget på et lovforslag om meddelelse af statsborgerskab og dermed at få dansk indfødsret ved naturalisation - det vil sige ved lov. Her på siden kan du læse, hvilke betingelser det drejer sig om.

PilAfgivelse af tro- og loveerklæringer
PilAfkald på dit tidligere statsborgerskab
PilOphold
PilKriminalitet
PilGæld til det offentlige
PilSelvforsørgelse
PilDanskkundskaber mv.
PilIndfødsretsprøve


Afgivelse af tro- og loveerklæringer

Du skal underskrive en erklæring, hvor du lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper.

Derudover skal du på tro og love afgive oplysninger om eventuelle kriminelle forhold.
 
I den forbindelse skal du på tro og love særligt erklære ikke at have gjort dig skyldig i forbrydelser omfattet af straffelovens kap. 12 og 13 (forbrydelser mod statens sikkerhed m.v.).
 
Hvis du undlader at oplyse om sådanne forbrydelser, risikerer du at blive frakendt dit danske statsborgerskab i medfør af § 8 A i indfødsretsloven. Du kan læse mere om frakendelse af indfødsret under 'Kan man blive frakendt sit danske statsborgerskab?'.

Du skal oplyse om alle kriminelle forhold, som du er blevet tiltalt eller straffet for, f.eks. også betingede straffe og bøder. Du skal også oplyse om kriminelle forhold, som du har begået, men som du endnu ikke er blevet straffet for.
 
Det vil sige, at en tidligere bøde for butikstyveri eller en fartbøde - uanset bødens størrelse - altid skal anføres på erklæringen, selvom du i dag har en ren straffeattest.

Du skal også oplyse om eventuelle kriminelle forhold begået i udlandet.

Læs mere i retningslinjernes § 2.
 

Afkald på dit tidligere statsborgerskab

Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at du er indstillet på at give afkald på det statsborgerskab, som du allerede har.
 
Det afhænger af lovgivningen om statsborgerskab i dit hidtidige hjemland, om du mister dit statsborgerskab automatisk, når du får dansk statsborgerskab, eller om du skal søge om at blive løst fra dit hidtidige statsborgerskab hos dit hjemlands myndigheder. 

Justitsministeriet har oplysninger om statsborgerskabslovgivningen i dit hjemland. Hvis du kommer fra et land, hvor du ifølge landets lovgivning ikke automatisk mister dit statsborgerskab, når du opnår et fremmed statsborgerskab, og hvor du kan ansøge om at blive løst fra dit statsborgerskab, vil ministeriet stille betingelse om løsning fra dit hidtidige statsborgerskab over for dig.
 
Når det lovforslag om indfødsrets meddelelse (meddelelse af statsborgerskab), som du måtte blive optaget på, er vedtaget af Folketinget, og loven er trådt i kraft, sender Justitsministeriet særlig besked til dig om, at du først opnår dansk statsborgerskab, når du har dokumenteret, at du er blevet løst fra dit hidtidige statsborgerskab.

Der vil blive givet en nærmere fastsat tidsfrist for, hvornår du senest skal være løst fra dit statsborgerskab. Hvis du ikke inden for denne frist dokumenterer at være blevet løst fra dit hidtidige statsborgerskab, bliver du ikke dansk statsborger på baggrund af det lovforslag, som du var optaget på. Du har dog mulighed for at ansøge om dansk statsborgerskab på ny, således at du kan blive optaget på et nyt lovforslag om meddelelse af statsborgerskab, hvis du opfylder de på det tidspunkt gældende betingelser herfor. Du må i den forbindelse forvente, at der igen vil blive stillet betingelse om løsning fra dit hidtidige statsborgerskab.
 
Krav om løsning stilles ikke over for:

  • Ansøgere, der automatisk mister sit hidtidige statsborgerskab.
  • Ansøgere med flygtningestatus.
  • Ansøgere fra et land, hvor det erfaringsmæssigt er umuligt eller forbundet med overordentlig vanskeligheder at blive løst.
  • Ansøgere, der har fået afslag på løsning fra sit hidtidige statsborgerskab.
  • Ansøgere, der har dokumenteret, at ansøgeren har gjort et seriøst, men forgæves forsøg på at blive løst fra sit hidtidige statsborgerskab.

Læs mere i retningslinjernes § 4.

Læs mere under 'Dobbelt statsborgerskab'


Ophold

Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse (meddelelse af statsborgerskab), at du har en tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, og at du har bopæl i Danmark.
 
Særlige regler gælder dog for ansøgere, hvis ægtefælle arbejder i udlandet for danske interesser og visse børn/adoptivbørn, samt ansøgere født i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor.
 
Læs mere i retningslinjernes §§ 8, 12 og 14.
 
Hvis du ikke allerede har en tidsubegrænset opholdstilladelse, kan du indgive ansøgning herom hos Udlændingestyrelsen.
 
Endvidere skal du som udgangspunkt have opholdt dig uafbrudt i Danmark i mindst 9 år. Opholdsperioden regnes fra det tidspunkt, hvor du første gang har fået opholdstilladelse.
 
Hvis du er statsløs eller har flygtningestatus i Danmark, skal du kun have opholdt dig uafbrudt i Danmark i 8 år fra første opholdstilladelse.
 
Der stilles også kortere opholdskrav til blandt andre nordiske statsborgere, personer, der er gift med danske statsborgere, personer, der er kommet hertil som børn og har fået dansk uddannelse, og andre personer, der har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse i Danmark.

Læs mere i retningslinjernes § 5-13.  

Kriminalitet

Ifølge de gældende betingelser har du slet ikke mulighed for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis:

  • du er idømt en ubetinget frihedsstraf på mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og/eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.)
  • du er idømt udvisning for bestandig eller
  • du er idømt ubetinget frihedsstraf i 1½ år eller derover.

Hvis du udover nævnte forbrydelser har været straffet, kan du som hovedregel ikke optages på et lovforslag før udløbet af en vis periode (karenstid), jf. retningslinjernes bilag 2.
 
Karenstidens længde bygger som udgangspunkt på straffens strenghed.

Er du straffet flere gange for ligeartet kriminalitet, forlænges karenstiden med 3 år for hver gang.
 
Kriminalitet er ligeartet, hvis det drejer sig om overtrædelser af bestemmelser i samme lov. Hvis du har overtrådt straffeloven eller færdselsloven anses det dog kun for at være ligeartet kriminalitet, hvis du to gange er straffet for overtrædelse af bestemmelser i samme kapitel i loven. Straffelovsovertrædelser, hvori der indgår vold eller trusler om vold, er dog altid ligeartet.
 
Hvis du er sigtet for én eller flere lovovertrædelser, kan du ikke blive optaget på et lovforslag. Når der er truffet afgørelse i din straffesag, vil ministeriet dog vurdere, om du har mulighed for at blive optaget på et kommende lovforslag. Dette afhænger af den straf, som du får.

Læs mere i retningslinjernes § 19-21.


Gæld til det offentlige

Hvis du har forfalden gæld til det offentlige, kan du ikke optages på et lovforslag om meddelelse af statsborgerskab.

Det gælder:
1) tilbagebetalingspligtige ydelser efter lov om social service eller lov om aktiv socialpolitik
2) tilbagebetalingspligtige ydelser efter den nu ophævede lov om social bistand
3) børnebidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
4) daginstitutionsbetaling,
5) tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte, jf. § 47 i lov om individuel boligstøtte,
6) tilbagebetaling af boligindskudslån, eller
7) skatter og afgifter, medmindre skatte- eller afgiftsretstancen skyldes forhold, der ikke kan lægges ansøgeren til last.
 
De nævnte gældstyper er til hinder for optagelse på et lovforslag, selvom du har indgået en afdragsordning med det offentlige.
 
Det er kun de nævnte gældstyper, der er til hinder for optagelse på et lovforslag.
 
Private lån som f.eks. banklån og kreditforeningslån er ikke til hinder for at opnå dansk statsborgerskab. Når du har betalt din gæld, har du på ny mulighed for at blive optaget på et lovforslag om meddelelse af statsborgerskab.

Læs mere i retningslinjernes § 22.


Selvforsørgelse

Der stilles krav om, at du skal være selvforsørgende.
 
Med selvforsørgende menes, at du ikke modtager eller inden for det seneste år har modtaget hjælp fra det offentlige efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.
 
Der stilles desuden krav om, at du skal have været selvforsørgende i 4½ ud af de sidste 5 år. Hermed menes, at du på det tidspunkt, hvor lovforslaget om indfødsrets meddelelse (meddelelse af statsborgerskab) fremsættes, ikke må have modtaget den nævnte offentlige hjælp i en periode på sammenlagt mere end 6 måneder inden for de sidste 5 år. 
 
Kravet indebærer, at du ikke må have modtaget kontanthjælp eller lignende ydelser i den pågældende periode. Modtager du således revalideringsydelse, vil du være afskåret fra at få indfødsret. Hvis du modtager f.eks. statens uddannelsesstøtte, førtids- eller folkepension eller forsørges af din ægtefælle, vil dette ikke afskære dig fra at få indfødsret.
 
Læs mere i retningslinjernes § 23. 

Danskkundskaber

Det er en betingelse for optagelse på lovforslag om indfødsrets meddelelse, at du dokumenterer danskkundskaber ved bevis for en nærmere angiven prøve. 
 
Den dokumentation for danskkundskaber, som du skal indsende, er bevis for danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på 7 (efter 13-skalaen) eller 4 (efter 7-trins-skalaen) eller en af de i bilag 3 angivne prøver.

Det fremgår blandt andet af bilag 3, at du også kan dokumentere danskkundskaber ved bevis for folkeskolens afsluttende prøve 9. eller 10. klasse med et karaktergennemsnit på mindst 6 i danskdisciplinerne bortset fra orden.

Dokumentationen skal indsendes i originalt eksemplar. Hvis du ikke har mulighed for at indsende originalen, kan du i stedet indsende en kopi af beviset, som skal bekræftes ved et stempel og en underskrift fra den institution, som har udstedt det.

Læs mere i retningslinjernes § 24 og bilag 3.

Nogle ansøgergrupper er undtaget fra kravet om sprogprøve og skal enten slet ikke dokumentere danskkundskaber eller kan dokumentere danskkundskaber på anden måde end ved en sprogprøve.

Det gælder følgende grupper:

  • børn/unge
  • ansøgere med bopæl på Færøerne og i Grønland
  • svensk- og norsktalende ansøgere
  • dansksindede sydslesvigere
  • ansøgere omfattet af retningslinjernes § 12

Hvis du er omfattet af retningslinjernes § 12, og du har bopæl i Danmark, er det dog en betingelse, at du dokumenterer danskkundskaber ved bevis for en nærmere angiven prøve.

Læs mere i retningslinjernes bilag 3, pkt. 16 – 21.

Indfødsretsprøve


Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om meddelelse af statsborgerskab, at du dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indfødsretsprøve.

Det bemærkes, at indfødsretsprøven skal være bestået ved prøveterminen i december 2008 eller på et senere tidspunkt. Har du bestået indfødsretsprøven ved prøveterminen i maj 2007, juni 2007, december 2007 eller ved prøveterminen i juni 2008, opfylder du ikke længere betingelsen om dokumentation for en ansøgers kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Du vil derfor skulle bestå indfødsretsprøven på ny.

Dokumentationen skal indsendes i originalt eksemplar. Hvis du ikke har mulighed for at indsende originalen, kan du i stedet indsende en kopi af beviset, som skal bekræftes ved et stempel og en underskrift fra den institution, som har udstedt det.

Nogle ansøgergrupper er undtaget fra kravet om bestået indfødsretsprøve.

Det gælder følgende grupper:

  • børn under 12 år
  • børn over 12 år, som endnu ikke har bestået Folkeskolens afgangsprøve 9. eller 10. klasse
  • ansøgere med bopæl på Færøerne og i Grønland
  • svensk- og norsktalende ansøgere
  • dansksindede sydslesvigere
  • ansøgere omfattet af retningslinjernes § 12 

Hvis du er omfattet af retningslinjernes § 12, og du har bopæl i Danmark, er det dog en betingelse, at du dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indfødsretsprøve.


Læs mere om frister for tilmelding til prøven, prøveafholdere m.v.: 
 
Læs mere om indfødsretsprøven

Læs mere i retningslinjerne § 24, stk. 2.


Forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg giver ikke automatisk dispensation

Der er mulighed for, at du kan få forelagt din ansøgning om dansk indfødsret for Folketingets Indfødsretsudvalg, hvis du er meget alvorligt syg og derfor ikke mener, at du kan opfylde kravet om danskkundskaber og kravet om en bestået indfødsretsprøve.

Der skal – for at din ansøgning kan forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg – være tale om ganske særlige forhold.

Læs mere i retningslinjernes § 24 og note 3 og 4.
 
Det er en betingelse for, at din ansøgning kan forelægges for Indfødsretsudvalget, at du dokumenterer, at du lider af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, og at du på grund af sygdommen ikke mener, at du kan eller i fremtiden kan opfylde kravet om danskkundskaber og kravet om en bestået indfødsretsprøve.

En ansøgning vil kunne forelægges, hvis du eksempelvis lider af svære fysiske handicaps (f.eks. mongolisme), er hjerneskadet, blind eller døv, eller har svære psykiske lidelser som (paranoid) skizofreni, en psykose eller en svær depression. Derimod vil din ansøgning ikke kunne forelægges, hvis du alene lider af PTSD – heller ikke, selv om tilstanden er kronisk, og det er dokumenteret ved en lægeerklæring.

Hvis du mener, at du ikke kan opfylde kravene, fordi du lider af en meget alvorlig sygdom, skal du samtidig med, at du indgiver din ansøgning til politiet, vedlægge en erklæring fra en læge. Erklæringen skal beskrive, om der er mulighed for at behandle din sygdom, og om du fremover vil kunne lære dansk på det niveau, der kræves for at erhverve dansk indfødsret.

Det skal bemærkes, at en forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg alene betyder, at sagen gennemgås. Dette fører ikke nødvendigvis til, at der meddeles dispensation fra kravene.



Senest opdateret: 23-04-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Justitsministeriet
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre