Til forsiden

Nordiske statsborgere

Hvis du er nordisk statsborger (statsborgere fra Finland, Island, Norge og Sverige) har du under visse betingelser mulighed for at opnå dansk statsborgerskab ved at afgive en erklæring til en statsforvaltning Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland. Erklæring afgives på et særligt skema.

Statsborgere fra Finland, Island, Norge og Sverige kan således afgive erklæring over for en statsforvaltning, hvis de:

  • er mellem 18 og 23 år,
  • på erklæringstidspunktet har bopæl her i riget,
  • har haft deres bopæl i Danmark i sammenlagt mindst 10 år, heraf mindst 5 år inden for de sidste 6 år,
  • er ustraffede og ikke er idømt foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9 (andre retsfølger af den strafbare handling), og
  • ikke er sigtede for en straffelovsovertrædelse.

Det er endvidere en betingelse, at den, der afgiver erklæring, godtgør, at den pågældende ved erhvervelsen af dansk statsborgerskab, mister sit statsborgerskab i andre stater, ligesom det er en betingelse, at den pågældende har lovligt ophold her i riget.

Erklæring kan ikke afgives, hvis der verserer en sag mod den pågældende, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning, eller hvor anklagemyndigheden som vilkår for et tiltalefrafald har fastsat, at den pågældende udvises.

Erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret for nordiske statsborgere - i henhold til indfødsretslovens § 3, stk. 2

Endvidere kan statsborgere fra Finland, Island, Norge og Sverige afgive erklæring over for en statsforvaltning, hvis de:

  • har erhvervet statsborgerskab i Finland, Island, Norge eller Sverige på anden måde end ved naturalisation (dvs. ikke efter ansøgning, men f.eks. ved fødsel),
  • er fyldt 18 år,
  • har haft bopæl her i riget i de sidste 7 år, og
  • ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller foranstaltning, der kan sidestilles med frihedsstraf.

Det er endvidere en betingelse, at den, der afgiver erklæring, godtgør, at den pågældende ved erhvervelsen af dansk statsborgerskab, mister sit statsborgerskab i andre stater, ligesom det er en betingelse, at den pågældende har lovligt ophold her i riget.

Erklæring kan ikke afgives, hvis der verserer en sag mod den pågældende, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning, eller hvor anklagemyndigheden som vilkår for et tiltalefrafald har fastsat, at den pågældende udvises.

Erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret for nordiske statsborgere - i henhold til indfødsretslovens § 3, stk. 3

Erklæring om dansk indfødsret kan afgives over for en statsforvaltning, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland.

Afvisning af erklæring kan påklages til Justitsministeriet. Klagen skal sendes til statsforvaltningen, der sender klagen til ministeriet sammen med sagens akter.

Læs mere i indfødsretslovens §§ 3-5.

Der henvises endvidere til statsforvaltningernes hjemmeside: www.statsforvaltning.dk samt til Rigsombudsmanden på Færøerne og Rigsombudsmanden i Grønland på Statsministeriets hjemmeside: www.stm.dk.

Hvis du ikke opfylder betingelserne for at afgive erklæring om dansk statsborgerskab, kan du ansøge om dansk statsborgerskab ved naturalisation, det vil sige ved lov.

I så fald skal du opfylde betingelserne i retningslinjerne. Du kan læse mere om betingelserne under ”Hvilke betingelser skal jeg opfylde for at opnå dansk statsborgerskab ved naturalisation?”.

Der gælder dog nogle særlige regler for nordiske statsborgere i forhold til kravet om ophold samt i forhold til kravet om dokumentation for danskkundskaber.

Statsborgere fra de nordiske lande kan optages på et lovforslag om meddelelse af statsborgerskab efter 2 års uafbrudt ophold i Danmark.

Endvidere kan svenske og norske statsborgere dokumentere danskkundskaber ved bevis for en bestået afgangsprøve fra en svensk- eller norsksproget grundskole.

Læs også retningslinjernes § 7 og bilag 3, pkt. 19 i retningslinjerne.



Senest opdateret: 12-09-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Justitsministeriet
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre