Til forsiden

Anmodning om genoptagelse

Hvis du vil søge om genoptagelse af din ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation, skal du opfylde alle betingelser. Ministeriet træffer afgørelse i din sag på det foreliggende grundlag, og det betyder, at du vil få afslag på din ansøgning, hvis du ikke opfylder alle gældende betingelser.

Hvis du er statsløs og født i Danmark, kan du blive dansk statsborger uden at skulle opfylde alle de sædvanlige betingelser. Du kan læse nærmere herom under 'Indfødsret til statsløse personer født i Danmark'.

Du finder her en samlet pakke til brug for din anmodning om genoptagelse (genoptagerpakke). Pakken indeholder diverse erklæringer samt en blanket om selvforsørgelse. Anmodning om genoptagelse sker ved at indsende genoptagerpakken i udfyldt stand til ministeriets Indfødsretskontor.


Blanketten om selvforsørgelse skal forud for, at du indsender genoptagerpakken, være udfyldt af din bopælskommune.

Det gælder efter de nugældende retningslinjer, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om nye retningslinjer for naturalisation, at du skal opfylde følgende betingelser for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse:

  • Du skal underskrive de nødvendige erklæringer, jf. retningslinjernes § 2, § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
     
  • Du skal give afkald på dit hidtidige statsborgerskab, jf. § 4.
     
  • Du skal have bopæl i Danmark, jf. § 5.
     
  • Du skal have en tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 5.
     
  • Du skal have haft uafbrudt ophold i Danmark i den forlangte periode (som udgangspunkt i 9 år), jf. §§ 7-13.
     
  • Du må ikke have begået strafbare forhold, som kan få betydning for din ansøgning, jf. §§ 19-21.
     
  • Du skal dokumentere danskkundskaber ved bevis for en prøve i dansk, jf. § 24, stk. 1. Dokumentation skal foreligge i form af bevis for danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 bestået med et karaktergennemsnit på 7 (efter 13-skalaen) eller 4 (efter 7-trins-skalaen) eller en af de prøver, der er angivet i retningslinjernes bilag 3.
     
  • Du skal dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indfødsretsprøve, jf. § 24, stk. 2.

    Det bemærkes særligt, at indfødsretsprøven skal være bestået ved prøveterminen i december 2008 eller på et senere tidspunkt.
     
    Har du bestået indfødsretsprøven ved prøveterminen i maj 2007, juni 2007, december 2007 eller ved prøveterminen i juni 2008, opfylder du ikke længere betingelsen om dokumentation for en ansøgers kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie.

    Du vil derfor skulle bestå indfødsretsprøven på ny.
  • Du skal være selvforsørgende, jf. § 23. Det betyder, at du ikke inden for det seneste år må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, herunder f.eks. kontanthjælp, revalideringsydelse og introduktionsydelse.
     
    Selv om du ikke længere modtager en sådan hjælp, f.eks. fordi du har fået arbejde, må du ikke i de sidste 5 år have modtaget hjælpen i sammenlagt mere end 6 måneder.
     
    Din anmodning om genoptagelse skal derfor være vedlagt en blanket vedrørende selvforsørgelse, som er udfyldt af din nuværende og eventuelt tidligere bopælskommune/-er.
     
  • Du må ikke have forfalden gæld til det offentlige med hensyn til nærmere opregnede ydelser, jf. § 22.


Senest opdateret: 23-04-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Justitsministeriet
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre