Repatriering
Repatrieringsindsatsen skal medvirke til, at herboende udlændinge, der ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, får den bedst mulig rådgivning til at kunne træffe beslutning om at vende tilbage.
Repatrieringsindsatsen skal ses i sammenhæng med den kommunale integrationsindsats, idet et vellykket integrationsforløb, hvor udlændingen har bevaret sin handleevne, ansvarlighed og engagement i uddannelse, arbejde og fritid, er et godt udgangspunkt for en tilbagevenden til hjemlandet.
Repatriering kan også være et gunstigt alternativ til herboende udlændinge, der er dårligt integreret i det danske samfund, og for hvem repatriering derfor kan udgøre en mulighed for at etablere en bedre tilværelse. Desuden kan herboende ældre udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i en længere årrække, have et ønske om at tilbringe alderdommen i hjemlandet.
På de kommende sider kan du læse mere om hvem der er omfattet af repatrieringsloven. Du kan også læse om hjælp til repatriering, der har til formål at støtte udlændingens genetablering i hjemlandet, og om reintegrationsbistand, der er en løbende, månedlig ydelse til ældre og/eller uarbejdsdygtige udlændinge.
Integrationsministeriet har indgået kontakt med Dansk Flygtningehjælp om i perioden 2007-2010 at varetage rådgivningen om repatriering. Ønsker du rådgivning om dine muligheder for at repatriere, skal du derfor henvende dig til Dansk Flygtningehjælp.
I 2010 er der endvidere afsat en pulje på 20 mio. kr. som kommuner og organisationer kan søge til støtte af til konkrete projekter, der understøtter repatriering.