Hjælp til repatriering
Du kan få hjælp til repatriering, hvis du er
omfattet af repatrieringsloven og ønsker at vende tilbage til dit hjemland eller tidligere opholdsland. Det er i den forbindelse en betingelse, at du ikke selv har midler (
se afsnit nedenfor om betydningen af formue), der kan dække udgifterne til repatriering, samt at du ønsker at vende permanent tilbage til dit hjemland eller tidligere opholdsland.
Du skal indgive din ansøgning om repatrieringsstøtte til din kommune.
Betingelser for at modtage støtte til repatriering
Du kan modtage støtte til repatriering, hvis du har opholdstilladelse som flygtning m.v., familiesammenført til en flygtning m.v., eller hvis du er familiesammenført til en herboende person, som ikke er flygtning m.v.
Andre udlændinge kan efter ansøgning til Integrationsministeriet anses som omfattet af repatrieringsloven.
Hvis du har opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring, er det som udgangspunkt en betingelse for at modtage hjælp til repatriering, at du vender tilbage til dit hjemland eller tidligere opholdsland sammen med den person, du er blevet familiesammenført med.
Det gælder dog ikke, hvis du er blevet skilt fra og ikke længere samlever med den, du er blevet familiesammenført med, eller hvis den pågældende person er død, eller hvis du som barn er blevet familiesammenført med dine forældre nu som voksen ønsker at repatriere.
Hvis du har opholdstilladelse på grundlag af en familiemæssig tilknytning til en herboende søn eller datter, kan du også modtage hjælp til repatriering, uanset at din søn eller datter ikke vender tilbage. Det gælder dog kun, hvis du er over 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension, eller er fyldt 50 år og på grund af din helbredstilstand ikke kan antages at kunne forsørge dig selv i dit hjemland eller tidligere opholdsland.
Den økonomiske støtte
Du kan få økonomisk støtte til:
- Udgifter til rejsen fra Danmark til dit hjemland eller dit tidligere opholdsland.
- Udgifter til transport af dine personlige ejendele op til 2 m3 pr. person.
- Udgifter på højst 13.613 kr. til transport af udstyr, der er nødvendigt for dit eller din families erhverv i hjemlandet eller tidligere opholdsland.
- Hjælp til etablering i dit hjemland eller dit tidligere opholdsland. Der gives op til 117.581 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og op til 35.860 kr. pr. person, der ikke er fyldt 18 år. Støtten udbetales i to dele, hvoraf henholdsvis 100.000 kr. og 30.000 kr. som udgangspunkt udbetales et år efter udrejsen fra Danmark.
- Udgifter på højst 13.613 kr. til køb af erhvervsudstyr, der vil være egnet til at fremme dine beskæftigelsesmuligheder og genopbygningen af hjemlandet eller det tidligere opholdsland, samt udgifter på højst kr. 17.581 til transport af udstyret.
- Udgifter til din sygeforsikring i 1 år i dit hjemland eller dit tidligere opholdsland, hvis der ikke på anden måde er etableret en sådan forsikring.
- Udgifter til medbragt lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug.
- Udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler (f.eks. stomiposer, kørestol eller rollator), dog højst i alt 5.745 kr., samt hjælp til nødvendige vaccinationer i Danmark.
Betydningen af formue
Du kan ikke få hjælp til repatriering, hvis du er i besiddelse af egne midler.
Der ses bort fra en formue på op til 20.000 kr. for enlige og 40.000 kr. for ægtefæller.
Hvis du har formue på mere end det tilladte, vil dette blive fradraget forholdsmæssigt i den støtte, du kan modtage.
Hvis du er enlig og har en formue på 30.000 kr., vil du derfor modtage 10.000 kr. mindre i repatrieringsstøtte, end hvad du ville have modtaget, hvis du ikke selv havde nogle penge.
Vil du vide mere om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering kan du kontakte din kommune eller
Dansk Flygtningehjælp.