Når du søger
For at søge om opholdstilladelse i Danmark som praktikant skal både ansøger (praktikanten) og praktikværten i Danmark bidrage med oplysninger til behandlingen af ansøgningen.
Udlændingeservice har to ansøgningsskemaer, som er målrettet forskellige typer af praktikanter. Begge ansøgningsskemaer indeholder en grundig vejledning i hvordan, ansøger og praktikvært udfylder skemaet, og hvilke dokumenter, der skal vedlægges ansøgningen.
Det er praktikværten i Danmark, som starter ansøgningen: Praktikværten i Danmark udfylder først sin del af ansøgningsskemaet og vedlægger den nødvendige dokumentation. Herefter giver eller sender praktikværten ansøgningsskemaet og den vedlagte dokumentation til ansøger, som udfylder sin del af ansøgningsskemaet og indgiver den færdige ansøgning.
Ansøger og arbejdsgiver kan vælge mellem to ansøgningskemaer afhængigt af, om ansøger er:
Praktikant inden for landbrugs-, veterinær-, skovbrugs- eller gartneriområdet
> Ansøgningsskema PR1 (dansk og engelsk version)
Praktikant inden for sundhed, naturvidenskab, teknik, farmaci, arkitektur mv.
> Ansøgningsskema PR3 (dansk og engelsk version)
Praktikværten kan desuden få udleveret ansøgningsskemaet i papirform i Servicecenteret i Udlændingeservice eller hos det lokale politi.
Gebyr for at indgive ansøgning
Fra d. 1. januar 2011 skal der normalt betales et gebyr for, at man kan få sin sag behandlet i Udlændingeservice. Gebyret kan enten blive betalt af ansøgeren selv eller af en anden person, fx en person i Danmark. Læs mere om gebyrer.
Hvis man indgiver ansøgningen til en repræsentation (ambassade eller generalkonsulat), skal man normalt også betale et gebyr. Gebyret kan variere, og Udlændingeservice anbefaler, at man går ind på repræsentationens hjemmeside og undersøger dette, inden man indgiver sin ansøgning.
Hvor skal ansøgningen indgives?
Man skal normalt have fået opholds- og arbejdstilladelse inden indrejsen i Danmark. Ansøgningen indgives i ansøgerens hjemland. I visse tilfælde kan en udlænding, som befinder sig i Danmark, dog indgive ansøgningen her i landet. Det afhænger først og fremmest af på hvilket grundlag, han eller hun opholder sig i Danmark.
Efter indrejsen kan der normalt ikke søges om opholds- og arbejdstilladelse. Det gælder for ansøgere, som har såkaldt processuelt ophold, dvs. har ret til at opholde sig i Danmark, men ikke har opholdstilladelse, fx asylansøgere.
Personer, som allerede har en anden opholdstilladelse i Danmark, kan normalt indgive ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark.
Hvis ansøgningen indgives ved en dansk repræsentation
En ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse kan indgives ved en dansk repræsentation, dvs. en ambassade eller et generalkonsulat, i ansøgerens hjemland. Den enkelte repræsentation kan også stille yderligere krav om fx flere pasfotos eller kopier af ansøgningen. Udlændingeservice anbefaler, at man går ind på repræsentationens hjemmeside og undersøger dette, inden man indgiver ansøgningen.
Når ansøgeren har afleveret ansøgningen, sender repræsentationen ansøgningen til Udlændingeservice i Danmark, hvor den bliver behandlet.
Har ansøgeren boet lovligt i et andet land i mere end de sidste tre måneder, kan ansøgningen også indgives på en repræsentation i dette land. Hvis der ikke er en dansk repræsentation i det land, hvor ansøgeren bor, kan Udlændingeservice beslutte, at ansøgningen kan indgives i et andet land. På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du hente oplysninger om danske repræsentationer i udlandet.
Hvis ansøgningen indgives i Danmark
En ansøgning om opholdstilladelse skal normalt indgives og være opnået, inden ansøgeren kommer til Danmark.
En ansøger, der har lovligt ophold i Danmark på grundlag af en opholdstilladelse, et visum eller visumfrit ophold, eller i medfør af EU-regler, kan dog indgive sin ansøgning i Danmark, medmindre særlige grunde taler imod det.
Hvis ansøgeren ikke har lovligt ophold i Danmark, eller hvis ansøgeren har fået fastsat en frist for sin udrejse af landet eller har en anden ansøgning om opholdstilladelse under behandling, bliver ansøgningen afvist.
Der er ikke tale om lovligt ophold på grundlag af en opholdstilladelse, hvis ansøgeren først indgiver sin ansøgning om en ny opholdstilladelse efter, at den tidligere opholdstilladelse er udløbet.
Det er Udlændingeservice, der afgør, om en ansøgning om opholdstilladelse, som er indgivet i Danmark, bliver behandlet. Hvis det er tilfældet, vil ansøgeren lovligt kunne opholde sig her i landet, mens Udlændingeservice behandler sagen.
Afviser Udlændingeservice ansøgningen, bliver ansøgningen ikke behandlet, og ansøgeren skal udrejse af Danmark og indgive en eventuel ny ansøgning fra sit hjemland.
Afviser Udlændingeservice en ansøgning, kan ansøgeren klage til Integrationsministeriet over denne afgørelse.
Ansøgningen indgives til Servicecenteret i Udlændingeservice. Hvis ansøgeren bor uden for Storkøbenhavn, kan ansøgningsskemaet også afleveres til det lokale politi.
Når Udlændingeservice behandler ansøgningen
Når Udlændingeservice har modtaget en ansøgning om opholdstilladelse, gennemgår vi ansøgningen og de oplysninger, der er i sagen. Desuden vil vi kontrollere, om ansøgeren er indberettet i Schengen Informationssystemet (SIS).
Hvis Udlændingeservice modtager oplysninger, der ikke passer med det, ansøgeren har oplyst, vil han eller hun normalt blive bedt om at kommentere dette før, vi afgør sagen.
Når Udlændingeservice har alle nødvendige oplysninger i sagen, træffes der en afgørelse. Afgørelsen vil enten være en afvisning af ansøgningen, et afslag på opholdstilladelse eller en opholdstilladelse.
Svar på ansøgningen
Opholder ansøgeren sig i udlandet, sender Udlændingeservice afgørelsen til den repræsentation, hvor ansøgeren har søgt. Repræsentationen sender den herefter til ansøgeren eller beder ansøgeren om at møde op på repræsentationen for at få den.
Hvis ansøgeren opholder sig i Danmark, sender Udlændingeservice afgørelsen til ansøgerens adresse i Danmark eller til ansøgerens advokat. Udlændingeservice kan også bede politiet om at give ansøgeren besked om afgørelsen, eller bede ansøgeren om at møde i Servicecentret. Hvis Udlændingeservice har givet afslag på ansøgningen om opholdstilladelse, vil ansøgeren blive bedt om at forlade Danmark inden et bestemt tidspunkt. Efter dette tidspunkt opholder man sig ulovligt i Danmark. Hvis man ikke udrejser i overensstemmelse med sin udrejsefrist, risikerer man at blive udvist med indrejseforbud. Hvis man bliver udvist af Danmark, betyder det, at man får forbud mod at indrejse i alle EU- og Schengenlandene, herunder Danmark, i mindst 2 år. Hvis man bliver udvist af Danmark, kan man blive udsendt tvangsmæssigt af Danmark af politiet. Sammen med afgørelsen får man at vide, hvordan man kan klage over afgørelsen.
Sagsbehandlingstider
Udlændingeservice har fastsat servicemål for maksimale sagsbehandlingstider på de fleste områder.
Se servicemål for maksimale sagsbehandlingstider.
Klagemuligheder
Det er Udlændingeservice, som i første omgang træffer afgørelse vedrørende en ansøgning om opholdstilladelse. Hvis Udlændingeservice giver afslag på en ansøgning, kan man klage til Integrationsministeriet.
Det vil fremgå af Udlændingeservices afgørelse, hvordan man klager. Integrationsministeriet har desuden skrevet en klagevejledning.
Læs Integrationsministeriets klagevejledning.