Til forsiden

Supplerende betingelser

Udover at opfylde de grundlæggende betingelser (som giver 70 point) og kravet om aktivt medborgerskab (som giver 15 point) skal man opfylde ét af de supplerende krav for at få de resterende 15 point, så man i alt kan opnå de 100 point, som der kræves for at få tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse.

Der er tre forskellige måder at få de 15 point på: ved at have arbejdet fuld tid i Danmark i 4 år inden for de sidste 4½ år, ved at have færdiggjort en uddannelse i Danmark eller ved at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en tilsvarende prøve.

Ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst 4 år

Man kan opnå 15 point, hvis man har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse i Danmark i mindst 4 år inden for de sidste 4½ år forud for det tidspunkt, hvor man indgiver ansøgning om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse. Man skal fortsat være i arbejde på det tidspunkt, hvor tilladelsen vil kunne gives. Man skal således være i en uopsagt stilling.

Man får med andre ord yderligere 15 point, hvis man har arbejdet i 1½ år udover de 2½ år, der er minimumskravet for at få tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse.

I beskrivelsen af kravet om 2½ års fuldtidsbeskæftigelse beskrives det, hvad der forstås ved ordinær fuldtidsbeskæftigelse, samt hvilken dokumentation, der kræves. Dette gælder også i forbindelse med 4½ års fuldstidsbeskæftigelse. Læs mere om ordinær fuldtidsbeskæftigelse og dokumentation.

Uddannelse

Man kan opnå 15 point, hvis man har færdiggjort en lang videregående uddannelse, en professionsbacheloruddannelse, en erhvervsakademiuddannelse eller en erhvervsrettet ungdomsuddannelse i Danmark.

På UddannelsesGuiden – ug.dk. – kan man se hvilke konkrete uddannelser, der findes inden for disse kategorier. Se UddannelsesGuiden.

Prøve i Dansk 3

Man kan opnå 15 point, hvis man kan fremlægge dokumentation for, at man har bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Dokumentation for bestået prøve skal vedlægges ansøgningen.

Her ses listen over prøver på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

  • Danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen). (Ved en beregning af gennemsnitskarakteren for Prøve i Dansk 3 tæller karakteren i mundtlig kommunikation dobbelt)
  • Studieprøven med mindst karakteren 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner
  • Folkeskolens afsluttende prøve 9. eller 10. klasse med et karaktergennemsnit på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden
  • Bevis for gymnasiale uddannelser – den almene gymnasieuddannelse (studentereksamen og HF) og den erhvervsgymnasiale uddannelse (HHX og HTX)
  • Almen voksenuddannelsen (avu): Dansk som andetsprog niveau G-D, dansk niveau G-D med et karaktergennemsnit på mindst 02 (7-trins-skalaen)
  • Bevis for Almen forberedelseseksamen på almen voksenuddannelse (avu)
  • Højere Forberedelseseksamen (hf): Dansk og Dansk som andetsprog med et karaktergennemsnit på mindst 02 (7-trins-skalaen)
  • Danskprøve 3 fra Studieskolen i København og Odense samt fra Århus Kommunes Sprogcenter
  • FVU-læsning trin 4
  • Bevis for erhvervsuddannelse (fx bevis for gennemført grundforløb (grundforløbsbevis), eller bevis for delvist gennemført grundforløb) med aflagt prøve i mindst én danskdisciplin på niveau A-F med et gennemsnit af standpunkts- og prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen)
  • Bevis for videregående uddannelser på universiteter, handelsskoler, professionshøjskoler mv., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb

Ældre prøver, som godkendes:

  • Sprogcentrenes Almenprøve 2 med et karaktergennemsnit på mindst 6
  • Bestået Danskprøve 2 fra sprogcentrene (siden 2002 Studieprøven)
  • Sprogskolernes Profiltest med et gennemsnit på 3 eller derover
  • Sprogskolernes erhvervsforberedende prøve (ERH), bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller B
  • Sprogskolernes voksenuddannelsesforberedende prøve (VUF), bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller B
  • Dansk som andetsprog trin 1, Dansk trin 1 og Dansk trin 2 fra almen voksenuddannelse (avu)


Senest opdateret: 18-01-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre