Ingen offentlig hjælp
For at få tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse i Danmark må man ikke have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) eller lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) i de sidste 3 år forud for det tidspunkt, hvor man indgiver ansøgning om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, og indtil det tidspunkt, hvor tilladelsen vil kunne gives.
Alle typer af offentlig hjælp, som man har modtaget efter aktivloven eller integrationsloven vil udelukke en fra at få tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse. Det gælder således fx også enkeltstående ydelser og ikke kun ydelser af mere vedvarende karakter.
Introduktionsydelse, starthjælp, kontanthjælp og revalidering er eksempler på ydelser, som gives efter aktivloven og integrationsloven. Det afgørende er, om ydelsen er givet efter aktivloven eller integrationsloven.
SU og dagpenge (arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge) gives ikke efter aktivloven eller integrationsloven.
Endnu et eksempel på en ydelse, som ikke udelukker en fra at få tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, er boligstøtte givet efter lov om individuel boligstøtte. Der er også andre ydelser fra det offentlige, som ikke gives efter aktivloven eller integrationsloven.
I tvivlstilfælde vil kommunen kunne oplyse, hvilken lov ydelsen er givet efter.
Når man ansøger om tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, skal man underskrive en erklæring på tro og love om, at man ikke har modtaget offentlig hjælp. Erklæringen er indarbejdet i ansøgningsskemaet.
Danmarks forpligtelse til at beskytte kvinders rettigheder kan føre til, at kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven fraviges. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis behovet for hjælp er opstået som følge af, at ansøgeren er gået på barselsorlov fra et job og efter endt barsel skal vende tilbage til arbejdsmarkedet.