Til forsiden

Opholdskort med biometri

Hvis man får opholdstilladelse i Danmark, gives opholdstilladelsen i form af et opholdskort med biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk) lagret på en chip. Opholdskortet er dokumentation for, at man har opholdstilladelse i Danmark.

Fra og med den 20. maj 2012 skal alle ansøgere over 18 år, som er tredjelandsstatsborgere (dvs. personer, som er statsborgere i et land uden for Norden og EU/EØS), og som ansøger om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens regler, have optaget biometri i forbindelse med, at de indgiver ansøgningen. Man skal også have optaget biometri, hvis man ansøger om forlængelse af sin opholdstilladelse eller om permanent (tidsubegrænset) opholdstilladelse.

Hvis man har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse inden den 20. maj 2012, og man får opholdstilladelse efter den 20. maj 2012, skal man have optaget biometri. Når man modtager brevet om, at man har fået opholdstilladelse, vil man få at vide, hvornår man senest skal have optaget biometri.

Hvis man indgiver sin ansøgning ved personligt fremmøde

Hvis man indgiver sin ansøgning ved personligt fremmøde på en dansk repræsentation (ambassade eller generalkonsulat) i udlandet eller et outsourcingbureau, som modtager ansøgninger på vegne af en dansk repræsentation, på en dansk politistation eller i Borgerservice hos Udlændingestyrelsen eller i Borgercentret hos Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, skal man ved samme lejlighed have optaget biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk) og afgive sin underskrift. Hvis man ikke vil afgive ansigtsfoto og fingeraftryk i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen, vil ansøgningen blive afvist af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, dvs. den vil ikke blive behandlet.

Hvis man indgiver sin ansøgning ved personligt fremmøde på en norsk eller svensk repræsentation, som Danmark har indgået en repræsentationsaftale med, skal man aflevere to ansigtsfotos og forevise gyldig legitimation. Hvis man efterfølgende får en opholdstilladelse, skal man have optaget biometri inden for en bestemt frist efter indrejsen i Danmark. Hvis man ikke vil aflevere to ansigtsfotos til den norske eller svenske repræsentation i forbindelse med ansøgningens indgivelse, vil ansøgningen blive afvist af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.

Man skal altid medbringe sit originale pas eller anden rejselegitimation, når man indgiver en ansøgning om opholdstilladelse. Hvis man indgiver sin ansøgning på et af de outsourcingbureauer i udlandet, som varetager modtagelse af ansøgninger på vegne af en dansk repræsentation, skal man medbringe en kopi af samtlige sider af sit pas. Hvis man ikke medbringer en kopi, vil outsourcingbureauet opkræve et gebyr for kopiering af passet.

Asylansøgere får optaget biometri af politiet i forbindelse med, at de indgiver ansøgningen om asyl i Center Sandholm. Kvoteflygtninge skal have optaget biometri på den lokale politistation efter indrejsen i Danmark.

Se oversigt over politistationer i Danmark, hvor man kan få optaget biometri

Se Udenrigsministeriets oversigt over danske repræsentationer i udlandet og outsourcingbureaer, hvor man kan få optaget biometri og over norske og svenske repræsentationer, hvor ansigtsfotos kan afleveres (nyt vindue)

Læs mere om Borgerservice i Udlændingestyrelsen

Læs mere om Borgercentret i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering

Kontakt Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering

Hvis man ikke indgiver sin ansøgning ved personligt fremmøde

I stedet for at indgive ansøgningen ved personligt fremmøde kan man indgive den via online-formular, via e-mail, pr. post, pr. fax eller via tredjemand (fx advokat). I disse tilfælde skal man inden 14 dage fra indgivelsen af ansøgningen have optaget biometri eller aflevere ansigtsfotos ved personligt fremmøde. I den forbindelse foretages der endvidere legitimering.

Hvis man har fast ophold i Danmark eller i et land, hvor der findes en dansk repræsentation eller et outsourcingbureau, skal man inden 14 dage efter, at man har indgivet ansøgningen, have optaget biometri og afgive sin underskrift ved personligt fremmøde på den danske repræsentation eller et outsourcingbureau, på en dansk politistation, i Borgerservice hos Udlændingestyrelsen eller i Borgercentret hos Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering. Hvis man ikke vil afgive biometri indenfor fristen, vil ansøgningen blive afvist af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.

Hvis man har fast ophold i et land, hvor Danmark har en repræsentationsaftale med en norsk eller svensk repræsentation, skal man inden 14 dage efter, at man har indgivet ansøgningen, fremmøde på den norske eller svenske repræsentation med henblik på at aflevere 2 stk. ansigtsfotos og forevise gyldig legitimation. Hvis man efterfølgende får en opholdstilladelse, skal man have optaget biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk)og afgive sin underskrift inden for en bestemt frist efter indrejsen i Danmark. Hvis man ikke vil aflevere to ansigtsfotos til den udenlandske repræsentation indenfor fristen, vil ansøgningen blive afvist af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.

Man skal altid medbringe sit originale pas eller anden rejselegitimation, når man skal have optaget biometri, eller når man skal aflevere ansigtsfotos. Hvis man indgiver sin ansøgning på et af de outsourcingbureauer i udlandet, som varetager modtagelse af ansøgninger på vegne af en dansk repræsentation, skal man medbringe en kopi af samtlige sider af sit pas. Hvis man ikke medbringer en kopi, vil outsourcingbureauet opkræve et gebyr for kopiering af passet.

Hvis man indgiver ansøgningen via online-formular, skal man udover pas medbringe print af kvittering for, at ansøgningen er indgivet digitalt. Dette er nødvendigt for at kunne matche ansøgning og biometri/ansigtsfoto.

Hvis man indgiver ansøgningen via e-mail, pr. post, pr. fax eller via tredjemand, skal man udover pas medbringe kopi af de tre første sider af ansøgningsskemaet, som man har udfyldt.

Sagsbehandlingen vil først blive påbegyndt, når biometri er modtaget hos Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.

Se oversigt over politistationer i Danmark, hvor man kan få optaget biometri

Se Udenrigsministeriets oversigt over danske repræsentationer i udlandet og outsourcingbureaer, hvor man kan få optaget biometri og over norske og svenske repræsentationer, hvor ansigtsfotos kan afleveres (nyt vindue)

Læs mere om Borgerservice i Udlændingestyrelsen

Læs mere om Borgercentret i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering

Kontakt Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering

Særligt om børn under 18 år

Børn under 18 år, der skal have eller har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver behøver ikke opholdskort.

Barnet kan dog få udstedt et opholdskort, hvis man ansøger om det. Når man ansøger om opholdstilladelse, kan man i ansøgningsskemaet anføre, at barnet ønsker et opholdskort. I så fald vil barnet få optaget biometri i forbindelse med, at ansøgningen indgives. Der optages ansigtsfoto af barnet. Hvis barnet er 6 år eller derover, optages der endvidere fingeraftryk og underskrift.

Ved opholdskort til børn under 6 år vil ansigtsfotoet blive lagret på chippen på opholdskortet. Hvis barnet er 6 år eller derover, vil chippen endvidere indeholde fingeraftryk.

Hvis barnet bor hos forældremyndighedens indehaver i Danmark, og barnet ikke ønsker et opholdskort, skal ansøgningen vedlægges 2 stk. pasfotos af barnet, og barnet skal ikke have optaget biometri. Hvis barnet senere ønsker et opholdskort, skal der indgives en separat ansøgning om opholdskort.

Børn under 18 år, der ikke har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, men i stedet bor hos fx plejeforældre, nære slægtninge eller har ophold på baggrund af skoleophold, skal have udstedt opholdskort, og der skal derfor optages biometri i forbindelse med, at ansøgningen indgives.

Afvisning af ansøgning

En ansøgning vil blive afvist, hvis man i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen ikke vil afgive ansigtsfoto eller fingeraftryk.

En ansøgning vil ikke blive afvist, hvis ansøger af fysiske grunde ikke er i stand til at afgive fingeraftryk.

Er en ansøgning indgivet via digitale formularer, via e-mail, pr. post, fax eller via tredjemand (fx advokat), vil ansøgningen blive afvist, hvis man har fast ophold i Danmark eller i et land, hvor der findes en dansk repræsentation, og man ikke har fået optaget biometri inden 14 dage fra indgivelsen af ansøgningen.

Er en ansøgning indgivet via digitale formularer, via e-mail, pr. post, fax eller via tredjemand (fx advokat), vil ansøgningen blive afvist, hvis man har fast ophold i et land, hvor Danmark har en repræsentationsaftale med en norske eller svensk repræsentation, og man ikke har afleveret 2 stk. ansigtsfotos inden 14 dage efter, at man har indgivet ansøgningen.

Ansøgere, som ikke skal have optaget biometri

Ophold i Danmark efter EU-reglerne

Der skal ikke optages biometri, hvis en EU/EØS-statsborger ansøger om registreringsbevis hos statsforvaltningerne, eller hvis en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en EU/EØS-statsborger, ansøger om opholdskort efter EU-reglerne hos statsforvaltningerne eller Udlændingestyrelsen.

Man skal i stedet i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen aflevere et stamkort med ansigtsfoto og underskrift. Stamkortet skal endvidere udfyldes med navn og fødselsdato samt Person ID eller udlændingenummer, hvis dette haves.

Læs mere om ophold efter EU-reglerne (ansøgninger via statsforvaltningerne) (nyt vindue)

Læs mere om ophold efter EU-reglerne (ansøgninger via Udlændingestyrelsen)

Hvis en EU/EØS-statsborger eller en statsborger fra et ikke-EU-land, der er familiemedlem til en EU/EØS-statsborger, ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, skal der dog optages biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk).

Ophold på Færøerne og i Grønland

Der skal ikke optages biometri, hvis man ansøger om opholdstilladelse på Færøerne og i Grønland. Man skal i stedet som en del af ansøgningen aflevere et stamkort med ansigtsfoto og underskrift. Stamkortet skal endvidere udfyldes med navn og fødselsdato samt med Person ID eller udlændingenummer, hvis dette haves.

Pendlere

En tredjelandstatsborger, der alene søger om arbejdstilladelse i Danmark og ikke opholdstilladelse, skal ikke have optaget biometri. Man skal i stedet som en del af ansøgningen aflevere et stamkort med ansigtsfoto og underskrift. Stamkortet skal endvidere udfyldes med navn og fødselsdato samt Person ID eller udlændingenummer, hvis dette haves.

Fysiske hindringer

Der optages ikke fingeraftryk af ansøgere, som af fysiske grunde ikke er i stand til at afgive fingeraftryk.

Gebyr for udstedelse af nyt opholdskort

Man skal betale et gebyr på 230 kr. for at få udstedt et nyt opholdskort, hvis man fx har mistet eller fået ødelagt sit opholdskort. Der skal dog ikke betales gebyr for nyt opholdskort, der udstedes på baggrund af følgende ændringer:

  • Ændring af CPR-nummer´
  • Ændring af udlændingenummer (Udl.nr.)
  • Ændring af opholdsgrundlag
  • Navneændring i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller skilsmisse

Hvis ansøgningen om nyt opholdskort skyldes en af de ovennævnte gebyrfri ændringer, skal man i ansøgningen vedlægge dokumentation for ændringen.

Man kan indgive en ansøgning om udstedelse af nyt opholdskort hos politiet, i Borgerservice hos Udlændingestyrelsen eller i Borgercentret i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.

Ansøgning om udstedelse af nyt opholdskort på erhvervs- og studieområdet
> KO1/SFR (dansk version)

Ansøgning om udstedelse af nyt opholdskort på asyl- og familiesammenføringsområdet
> KO1/US (dansk version)
> KO1/US online (dansk version)



Senest opdateret: 08-04-2013
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre