Fælles regler om indvandring
På EU-plan er der blandt andet vedtaget fælles regler om familliesammenføring. Der foregår desuden et omfattende samarbejde om bekæmpelse af ulovlig indvandring.
På indvandringsområdet er der vedtaget fælles regler om familiesammenføring og om rettigheder for udlændinge med et længerevarende ophold i EU.
Der er desuden vedtaget regler om indrejse og ophold for studerende og forskere.
Spørgsmålet om indrejse og ophold drøftes fortsat at ministrene med ansvar for indvandring i EU, herunder om der skal være ensartede regler om f.eks. green-card ordninger, og Kommissionen har fremlagt en politikplan om emnet.
Læs de vedtagne retsakter og Kommissionens politikplan her.
Bekæmpelse af ulovlig indvandring - Schengen-samarbejdet
Da EU er et fælles rejseområde, skal der samarbejdes tæt om, hvem der kommer ind på området. Det er et grundlæggende princip, at det er EU, der skal styre indvandringen til EU, og derfor må den ulovlige indvandring bekæmpes.
Dette har de seneste år medført et øget operationelt samarbejde om grænsebevogtning – der er gennemført operationer og projekter på både sø -, lande - og luftgrænser, der arbejdes med fælles uddannelse, risikoanalyser, og der er etableret et grænseagentur, som Danmark deltager i.
Der samarbejdes også om tilbagesendelse. Rådet har desuden indtil nu bemyndiget Kommissionen til at forhandle tilbagetagelsesaftaler med 11 lande: Marokko, Sri Lanka, Rusland, Pakistan, Hong Kong, Macau, Ukraine, Albanien, Algeriet, Kina og Tyrkiet. Aftalerne er afsluttede i forhold til Hong Kong, Macau, Sri Lanka, Albanien og Rusland.
I 2007 indføres en ny fælles visumdatabase (VIS), hvor alle Schengen-landenes oplysninger om afslåede og udstedte visa skal indgå. Det fælles system vil øge sikkerheden i medlemsstaterne, fordi det giver bedre mulighed for at kontrollere, hvem der rejser ind og opholder sig her. Systemet vil komme til at indeholde ansigtsbillede og fingeraftryk.
Samtidig skal den nye version af Schengen–informationssystemet (SIS II), hvor der blandt andet er fælles kriterier for indberetning af uønskede udlændinge implementeres.