Til forsiden

Hvis man rejser ud af Danmark

Hvis man rejser ud af Danmark i en længere periode, eller hvis man opgiver sin bopæl i Danmark, kan ens opholdstilladelse bortfalde.

Hvad vil det sige, at en opholdstilladelse bortfalder?

Hvis en persons opholdstilladelse bortfalder, betyder det, at personen ikke længere har lov til at opholde sig i Danmark. Man kan altså risikere, at man ikke får lov til at vende tilbage til Danmark efter, at man har været ude af landet.

Hvis ens opholdstilladelse bortfalder, skal man starte helt forfra med at ansøge om opholdstilladelse i Danmark. Den nye ansøgning vil blive behandlet efter de regler, der er gældende på ansøgningstidspunktet. Det har altså ingen betydning, hvordan og hvorfor man oprindeligt fik opholdstilladelse.

Hvordan kan en opholdstilladelse bortfalde?

En opholdstilladelse bortfalder automatisk, hvis man opgiver sin bopæl i Danmark og forlader landet uden at have til hensigt at vende tilbage.

Der er regler for hvor længe, man kan være ude af Danmark uden at miste sin opholdstilladelse, hvis man ikke opgiver sin bopæl i Danmark. Hvis man har boet lovligt i Danmark i under to år, kan man opholde sig uden for Danmark i op til 6 måneder. Hvis man har boet lovligt i Danmark i over to år og har en opholdstilladelse, som kan gøres permanent, kan man opholde sig uden for Danmark i op til 12 måneder. Hvis man opholder sig uden for Danmark længere end de 6 eller 12 måneder, bortfalder ens opholdstilladelse automatisk.

Ophold i udlandet på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet for, regnes ikke med.

Ophold på Grønland eller Færøerne regnes for ophold i udlandet.

Hvis man har asyl (opholdstilladelse som flygtning) i Danmark, kan ens opholdstilladelse dog kun bortfalde, hvis man har valgt at flytte tilbage til sit hjemland, eller hvis man har fået beskyttelse i et tredjeland.

Der gælder særlige regler for udlændinge, der er familiesammenført med en flygtning, når udlændingen sammen med flygtningen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland for at tage varigt ophold dér. Læs mere om fortrydelsesret ved repatriering.

Hvordan kan man undgå, at opholdstilladelsen bortfalder?

Man kan inden man forlader Danmark, eller efter man har forladt Danmark og før opholdstilladelsen automatisk er bortfaldet, (dvs. inden man overskrider den tilladte periode på hhv. 6 eller 12 måneder, jf. ovenfor) ansøge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.

Eller man kan, efter man har forladt Danmark og opholdstilladelsen automatisk er bortfaldet (dvs. efter man har overskredet den tilladte periode på hhv. 6 eller 12 måneder, jf. ovenfor), ansøge om, at ens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Det anbefales, at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse inden man forlader Danmark.

Dispensation fra bortfald af opholdstilladelse

Man kan ansøge om at få dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, dvs. ansøge om, at Udlændingeservice skal beslutte, at man kan få lov at opholde sig uden for Danmark i længere tid end den tilladte periode (6 eller 12 måneder) uden at miste sin opholdstilladelse. Man skal ansøge inden, man forlader Danmark. Det er desuden et krav, at opholdet i udlandet er midlertidigt, og at der er et konkret formål med det, fx

  • arbejde
  • uddannelse
  • udstationering for en dansk myndighed, institution, organisation eller virksomhed
  • udstationering for en international institution, organisation eller virksomhed, som har domicil i Danmark

Hvor længe kan man få dispensation?

Der tages i hver enkelt sag stilling til hvor længe, man kan få dispensation. Dispensationsperioden vil afhænge af flere ting, fx hvorfor man ønsker dispensation, hvor længe man har opholdt sig i Danmark, og ens tilknytning til Danmark. Man kan normalt få dispensation i højst 3 år. Hvis man ikke ønsker at vende tilbage inden for dispensationsperioden, kan man dog søge om forlængelse af perioden. Det er vigtigt at søge inden, dispensationsperioden udløber.

Hvis man ikke vender tilbage til Danmark inden dispensationsperioden udløber, bortfalder opholdstilladelsen, og man skal starte forfra med at ansøge om opholdstilladelse i Danmark.

Familiemedlemmer

Hvis man får en dispensation fra bortfald af opholdstilladelse, kan dispensationen også omfatte ens ægtefælle/registrerede partner/faste samlever samt evt. hjemmeboende børn under 18 år. Ens familiemedlemmer vil i givet fald få en dispensation af samme varighed som ens egen.

Hvis ægtefællen/partneren bliver tilbage i Danmark, og hvis han/hun opholder sig i Danmark på midlertidig opholdstilladelse som familiesammenført med ansøgeren, kan ægtefællen/partneren miste sin opholdstilladelse, da samlivskravet så som udgangspunkt ikke længere er opfyldt.

Opholdstilladelse skal ikke anses for bortfaldet

Man kan ansøge om, at ens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis man har forladt Danmark og har overskredet den tilladte periode. Udlændingeservice kan fx beslutte, at ens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis:

  • man havde til hensigt at vende tilbage til Danmark inden for den tilladte periode (6 eller 12 måneder), og
  • man blev forhindret i at vende tilbage til Danmark af uforudsete begivenheder, som man ikke kunne kontrollere. Sådanne begivenheder kan fx være sygdom, frihedsberøvelse, krigstilstand, naturkatastrofer eller problemer med at rejse ud af opholdslandet.

Det er vigtigt, at man ansøger så hurtigt som muligt, dvs. lige så snart, man er i stand til at vende tilbage til Danmark.

Læs mere om, hvordan du søger.





Senest opdateret: 30-07-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice