Til forsiden

Arbejdsophold i Grønland

Ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse til beskæftigelse i Grønland behandles af Udlændingeservice efter høring af Grønlands selvstyre.

Når Udlændingeservice har modtaget en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, videresendes denne til Grønlands selvstyre, som udtaler, om en opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse kan anbefales.

Grønland og Danmark er adskilte rejseområder. Det betyder, at en opholdstilladelse i Danmark ikke giver en udlænding ret til ophold i Grønland. Tilsvarende giver en opholdstilladelse i Grønland ikke en udlænding ret til ophold i Danmark.

Muligheden for at få opholdstilladelse for at arbejde i Grønland afhænger først og fremmest af udlændingens nationalitet og kvalifikationer.

Nordiske statsborgere

Nordiske statsborgere, statsborgere i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, kan frit indrejse, opholde sig, studere og arbejde i Grønland. De behøver altså ikke visum eller opholds- eller arbejdstilladelse.

Nordiske statsborgere kan indrejse i Grønland uden pas. En nordisk statsborger i Grønland skal dog kunne identificere sig, hvis det er nødvendigt. Det kan være tilfældet, hvis han eller hun skal overnatte på hotel eller lignende. Et kørekort eller et hævekort vil i så fald være tilstrækkeligt.

EU/EØS-statsborgere og schweiziske statsborgere

Grønland er ikke medlem af Den Europæiske Union (EU), og derfor gælder EU-reglerne om fri bevægelighed ikke for Grønland.

Der er ikke nogen særlig ordning gældende for EU-statsborgere (ud over nordiske statsborgere), der søger om arbejdsophold i Grønland.

Opholdstilladelse på øvrige grundlag

Hvis en udlænding allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse i Grønland, behøver han/hun ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Grønland.

Ansvar for at få en arbejdstilladelse

Det er en udlændings eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis en udlænding arbejder ulovligt i Grønland, kan han/hun udvises af Grønland, og både udlændingen og arbejdsgiver kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.

Betingelser for opholds- og arbejdstilladelser

Det er normalt en betingelse, at beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at give en udlænding opholds- og arbejdstilladelse i Grønland. Det kan fx være tilfældet, hvis der er mangel på personer i Grønland, som kan udføre den pågældende type arbejde.

Reglerne gælder også ved frivilligt/ulønnet arbejde.

Når Udlændingeservice behandler ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse i Grønland, lægges der normalt vægt på følgende kriterier:

  • Om der er tilgængelig arbejdskraft i Grønland, som på kvalificeret vis vil kunne varetage det pågældende arbejde (gælder kun visse ansøgertyper)
  • Om det pågældende arbejde er af en sådan særlig karakter, at opholds- og arbejdstilladelse kan anbefales.

Det er et krav, at ansøgeren kan fremvise en jobkontrakt eller et konkret jobtilbud, hvoraf løn og ansættelsesvilkår fremgår, og at løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter grønlandske forhold. Der skal som udgangspunkt være tale om fuldtidsbeskæftigelse, hvilket normalt vil sige 40 timer om ugen.

I visse tilfælde kan det desuden være en betingelse, at ansøgeren har fået fornøden grønlandsk eller dansk autorisation eller lignende. Dette gælder eksempelvis læger, som skal have autorisation af Sundhedsstyrelsen.

Særlige grupper

Der er visse grupper, som på baggrund af deres nationalitet, erhvervsområde eller særlige situation ikke behøver opholds- og arbejdstilladelse for at arbejde i Grønland.

Statsborgere i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse indrejse, opholde sig og arbejde i Grønland.

Opholdstilladelse på øvrige grundlag

Hvis en udlænding allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning eller har humanitær opholdstilladelse i Grønland, behøver han/hun ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Grønland.

Ansvar for at få en arbejdstilladelse

Det er en udlændings eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis en udlænding arbejder ulovligt i Grønland, kan han/hun udvises af Grønland, og både udlændingen og arbejdsgiveren kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.

Fritagelse for kravet om arbejdstilladelse

Efter praksis er følgende udlændinge fritaget for arbejdstilladelse i Grønland, hvis opholdet varer max. 3 måneder fra indrejsen:

  1. Videnskabsmænd og foredragsholdere for så vidt angår undervisning eller lignende virksomhed, hvortil de er indbudt
  2. Kunstnere, bortset fra artister, restaurationsmusikere og lignende, samt professionelle idrætsudøvere
  3. Repræsentanter på forretningsrejse i Grønland for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor her
  4. Montører, konsulenter og instruktører, der er indrejst for at montere, efterse eller reparere maskiner, udstyr eller lignende eller for at informere om brugen heraf
  5. Personer, der er ansat i den personlige husholdning hos udlændinge, der opholder sig i Grønland på besøg i indtil tre måneder

For at være fritaget for kravet om opholds- og arbejdstilladelse i forhold til de ovenfor nævnte punkter, må det samlede ophold i Grønland ikke overstige 3 måneder. Er der tale om et ophold ud over 3 måneder, skal der søges om opholds- og arbejdstilladelse, inden arbejdet påbegyndes.

Fritagelsen for kravet om arbejdstilladelse fritager dog ikke for kravet om visum. En udlænding skal derfor under alle omstændigheder have visum, hvis han eller hun hører til de statsborgere, som har visumpligt for at kunne indrejse i Grønland.

'Montørreglen'

For at en udlænding kan være omfattet af ’montørreglen’, jf. punkt 4, skal han/hun have til opgave at montere, installere, efterse, reparere eller informere om brugen af maskiner, udstyr, edb-programmer eller lignende, dvs. tekniske anlæg. Det kan fx være højteknologiske maskiner, som skal opsættes af en udenlandsk virksomheds personale, der er uddannet til at opsætte disse korrekt.

Udlændingen skal være ansat i eller have tilknytning til den virksomhed, som leverer det importerede produkt, ligesom han/hun normalt forventes aflønnet af samme virksomhed. Er udlændingen ansat i et andet firma, skal den virksomhed, som leverer produktet, have indgået en aftale med det pågældende firma om, at det skal udføre monteringen.

Den omstændighed, at et udenlandsk firma stiller garanti for et produkt under betingelse af, at det er virksomhedens egne medarbejdere, der monterer eller installerer produktet i Grønland, medfører ikke i sig selv, at de pågældende medarbejdere er omfattet af montørreglen.

Hvem er ikke omfattet?

Almindeligt bygge-, anlægs- og håndværksarbejde er ikke omfattet af reglen. Det betyder, at udlændinge, der skal opsætte fx huse, der helt eller delvis er fabrikeret i udlandet, skal have opholds- og arbejdstilladelse i Grønland.

Afmontering - som oftest i forbindelse med nedtagning af brugt teknologi/maskiner - er ikke omfattet af reglen. Arbejde af denne art kræver derfor, at udlændingen har opholds- og arbejdstilladelse i Grønland.

I tilfælde, hvor der ikke er tale om montering af tekniske anlæg, og/eller hvor arbejdet alene kan betragtes som almindeligt bygge-, anlægs- og håndværksarbejde, skal udlændingen ligeledes have opholds- og arbejdstilladelse i Grønland.

Udlændingeservice kan give opholds- og arbejdstilladelse i Grønland til udlændinge, hvis væsentlige beskæftigelses- eller erhvervsmæssige hensyn taler for det.

Udenlandske filmselskaber og aktører

Udlændinge, der er ansat i et udenlandsk filmselskab som skuespillere eller i øvrigt direkte er tilknyttet produktionen af en film (eksempelvis fotografer og koreografer), der helt eller delvist optages i Grønland, anses sædvanligvis for fritaget for arbejdstilladelse.

Øvrigt ”hjælpepersonale”, som f.eks. køkkenpersonale og chauffører, vil sædvanligvis ikke kunne anses som fritaget for arbejdstilladelse.

For at være fritaget for kravet om opholds- og arbejdstilladelse i forhold til de ovenfor nævnte områder, må det samlede ophold i Grønland ikke overstige 3 måneder.

Er der tale om et ophold ud over 3 måneder, skal der søges om opholds- og arbejdstilladelse, inden arbejdet påbegyndes.

Yderligere oplysninger

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en udlænding er fritaget fra opholds- og arbejdstilladelse i Grønland, kan man henvende sig til Udlændingeservice på work@us.dk.

Særlige aftaler

Der er på visse områder etableret en særlig praksis for meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i Grønland.

Ordninger for oliearbejdere m.fl. inden for råstofudvinding

Der er etableret særlige ordninger for hurtig og smidig behandling af ansøgninger om arbejdskraft til olieindustrien i forbindelse med offshore-olieeftersøgningsvirksomhed samt øvrig beskæftigelse inden for råstofudvinding.

Ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse på grundlag af sådan beskæftigelse sendes i høring hos Grønlands selvstyre.

Når du søger

Hvis ansøger er lønarbejder

For at søge om opholds- og arbejdstilladelse i Grønland som lønarbejder (herunder forskere, sportsfolk, trainees og religiøse forkyndere) skal både ansøger og arbejdsgiveren i Grønland (fx virksomheden, forskningsinstitutionen, idrætsklubben eller trossamfundet) bidrage med oplysninger til behandlingen af ansøgningen.

Det er arbejdsgiveren i Grønland, som starter ansøgningen: Arbejdsgiveren i Grønland udfylder først sin del af ansøgningsskemaet og vedlægger den nødvendige dokumentation. Herefter giver eller sender arbejdsgiveren ansøgningsskemaet og den vedlagte dokumentation til ansøger, som udfylder sin del af ansøgningsskemaet, vedlægger den nødvendige dokumentation og indgiver den færdige ansøgning.

Udlændingeservice har ansøgningsskemaer, som er målrettet forskellige typer af ansøgere. Hvert ansøgningsskema indeholder en grundig vejledning i, hvordan det skal udfyldes, og hvilke dokumenter der skal vedlægges ansøgningen.

Ansøger og arbejdsgiver skal anvende følgende ansøgningsskemaer afhængigt af, om det er en førstegangsansøgning eller en forlængelsesansøgning:

Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Grønland på baggrund af lønarbejde
> GL/AR1 (dansk version)
GL/AR1 (engelsk version)

Ansøgning om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Grønland på baggrund af lønarbejde 
> GL/AR2 (dansk version)
GL/AR2 (engelsk version)

En ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Grønland skal som udgangspunkt indgives på en dansk repræsentation i ansøgers hjemland. Under ganske særlige omstændigheder kan ansøgningen indgives til politiet i Grønland eller i Danmark eller til Servicecenteret i Udlændingeservice.

Udlændingeservice anmoder i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse Grønlands selvstyre om en udtalelse.

Vigtigt om dit pas

Når du søger om opholdstilladelse, skal du sikre dig, at dit pas er gyldigt.

Du skal være opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt 2 måneder ud over opholdstilladelsens udløb. Det vil sige, at hvis dit pas fx udløber om 12 måneder, kan din opholdstilladelse kun være gældende i 10 måneder. Hvis du har et nationalitetspas (dvs. et pas fra dit hjemland), skal dette fornys af dit hjemlands repræsentation (ambassade eller generalkonsulat).

Hvis dit pas eller rejsedokument ikke er gyldigt, foretager Udlændingeservice sig ikke mere, før du har skaffet et nyt pas eller har fået det eksisterende pas fornyet. Du vil typisk få en frist på 1 måned til at få dette gjort.

Udlændingeservice varetager fornyelse af danske fremmedpas og konventionspas.

Familiemedlemmer

Hvis ansøger har en ægtefælle/registreret partner/fast samlever, som ønsker at ansøge om opholdstilladelse i Grønland som medfølgende familiemedlem, skal han/hun indgive en selvstændig ansøgning. Hvis ansøger har børn under 18 år, som også søger om opholdstilladelse i Grønland, kan oplysninger om børnene indføjes i ægtefællens/den registrerede partners/samleverens ansøgning.

Ansøgningsskemaet til medfølgende familiemedlemmer indeholder en grundig vejledning i, hvordan det skal udfyldes, og hvilke dokumenter der skal vedlægges ansøgningen.

Familiemedlemmer til udlændinge, som skal arbejde i Grønland, skal anvende følgende ansøgningsskemaer afhængigt af, om det er en førstegangsansøgning eller en forlængelsesansøgning:

Ansøgning om opholdstilladelse til familiemedlemmer til udlænding, som skal arbejde i Grønland
> GL/FA8 (dansk version)
> GL/FA8 (engelsk version)

Ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til familiemedlemmer til udlænding, som arbejder i Grønland
> GL/FA9 (dansk version)
> GL/FA9 (engelsk version)

Udlændingeservice anmoder i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie også Grønlands selvstyre om en udtalelse.

Vigtigt om dit pas

Når du søger om opholdstilladelse, skal du sikre dig, at dit pas er gyldigt.

Du skal være opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt 2 måneder udover opholdstilladelsens udløb. Det vil sige, at hvis dit pas fx udløber om 12 måneder, kan din opholdstilladelse kun være gældende i 10 måneder. Hvis du har et nationalitetspas (dvs. et pas fra dit hjemland), skal dette fornys af dit hjemlands repræsentation (ambassade eller generalkonsulat).

Hvis dit pas eller rejsedokument ikke er gyldigt, foretager Udlændingeservice sig ikke mere, før du har skaffet et nyt pas eller har fået det eksisterende pas fornyet. Du vil typisk få en frist på 1 måned til at få dette gjort.

Udlændingeservice varetager fornyelse af danske fremmedpas og konventionspas.

Forlængelse af opholdstilladelse

Hvor lang tid en udlænding kan få sin opholds- og arbejdstilladelse forlænget, og hvilke betingelser der skal være opfyldt, afhænger af, hvilken opholdstilladelse han eller hun har.

Hvordan søger man om forlængelse?

Ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelse i Grønland indgives normalt til politiet i Grønland, der fremsender ansøgningen til Udlændingeservice.

Udlændingeservice anmoder i forbindelse med forlængelsesansøgninger også Grønlands selvstyre om en udtalelse.

Forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse

Følgende ansøgningsskema skal anvendes i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse:

Ansøgning om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Grønland på baggrund af lønarbejde
> GL/AR2 (dansk version)
> GL/AR2 (engelsk version)

Ansøgningsskemaet indeholder en grundig vejledning i, hvordan det skal udfyldes, og hvilke dokumenter der skal vedlægges ansøgningen.

Forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende familie til arbejdstager

Følgende ansøgningsskema skal anvendes i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til en arbejdstager:

Ansøgning om opholdstilladelse til familiemedlemmer til udlænding, som skal arbejde i Grønland
> GL/FA9 (dansk version)
GL/FA9 (engelsk version)

Ansøgningsskemaet indeholder en grundig vejledning i, hvordan det skal udfyldes, og hvilke dokumenter der skal vedlægges ansøgningen.

Tidsubegrænset opholdstilladelse

Om en udlænding har mulighed for at få tidsubegrænset, dvs. permanent, opholdstilladelse i Grønland, afhænger af, hvilken opholdstilladelse han/hun har.

Hvis en udlænding har haft opholdstilladelse som selvstændig erhvervsdrivende eller lønarbejder og har boet uafbrudt i Grønland i 7 år, vil han/hun normalt kunne få tidsubegrænset opholdstilladelse i Grønland, hvis øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Følgende betingelser skal blandt andet være opfyldt:

  • Grundlaget for opholdstilladelsen skal i det væsentligste have været det samme i alle 7 år, og betingelserne for opholdstilladelsen skal fortsat være opfyldt,
  • udlændingen må ikke under sit ophold i Grønland være idømt dom til forsorg, betinget dom, anstaltsanbringelse eller i henhold til § 113 i kriminalloven for Grønland en foranstaltning, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført dom til forsorg, betinget dom eller anstaltsanbringelse, og
  • udlændingen må ikke have forfalden gæld til det offentlige på over kr. 50.000 (1998-niveau). Der kan dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Hvis du vil søge om tidsubegrænset opholdstilladelse, skal du tilkendegive dette i forbindelse med en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse.

Vigtigt om dit pas

Når du søger om at få din opholdstilladelse forlænget, skal du sikre dig, at dit pas er gyldigt. Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en tidsbegrænset opholdstilladelse, hvis du ikke længere har et gyldigt pas eller anden rejselegitimation.

Du skal være opmærksom på, at en opholdstilladelse kun kan forlænges indtil 2 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis dit pas fx udløber om 12 måneder, kan din opholdstilladelse kun forlænges med 10 måneder. Hvis du har et nationalitetspas (dvs. et pas fra dit hjemland), skal dette fornys af dit hjemlands repræsentation (ambassade eller generalkonsulat).

Udlændingeservice varetager fornyelse af danske fremmedpas og konventionspas.

Ophør af opholdstilladelse

Selv om en udlænding har fået opholdstilladelse i Grønland, kan opholdstilladelsen blive inddraget eller nægtet forlænget, hvorved udlændingen mister retten til at opholde sig i Grønland. Det kan ske af flere grunde.

Hvis forholdene ændrer sig

Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse i Grønland, hvis grundlaget for den ikke længere er til stede. Det kan fx være tilfældet, hvis udlændingen mister sit arbejde, eller hvis han eller hun lukker sin virksomhed. Udlændingen har pligt til at give Udlændingeservice besked om, at grundlaget for opholdstilladelsen har ændret sig.

Hvis udlændingen har fået nyt arbejde eller vil starte en ny virksomhed i Grønland, skal udlændingen søge om opholdstilladelse igen, før han eller hun kan starte det pågældende sted.

Når udlændingen undlader at overholde de betingelser, der er fastsat for opholdstilladelsen eller for en arbejdstilladelse i Grønland, kan denne inddrages.

Svig

Udlændingeservice kan altid inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse i Grønland, hvis en udlænding har fået sin opholdstilladelse ved svig, dvs. ved at give forkerte oplysninger. Det gælder uanset, om udlændingen har en tidsbegrænset eller en tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse.

Manglende pas

Udlændingeservice kan inddrage eller nægte at forlænge en tidsbegrænset opholdstilladelse i Grønland, hvis en udlænding ikke længere har et gyldigt pas eller anden rejselegitimation.

Når en udlænding søger om at få sin opholdstilladelse forlænget, skal en kopi af passet altid sendes med. Hvis ansøgerens pas eller rejsedokument ikke er gyldigt, foretager Udlændingeservice sig ikke mere, før ansøgeren har skaffet et nyt pas eller har fået det eksisterende pas fornyet. Ansøgeren vil typisk få en frist på 1 måned til at få dette gjort.

Schengen Informationssystemet (SIS)

Udlændingeservice kan altid inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse i Grønland, hvis en udlænding er indberettet som uønsket til Schengen Informationssystemet (SIS). Det er en betingelse, at udlændingen er indberettet som uønsket på grund af forhold, der ville kunne føre til udvisning i Grønland, fx alvorlig kriminalitet.

Opholdstilladelsen i Grønland kan inddrages af denne grund uanset, om udlændingen har en tidsbegrænset eller en tidsubegrænset opholdstilladelse.

Ansøgerens personlige forhold tages i betragtning

Hvis der er personlige forhold hos udlændingen, som gør, at en inddragelse vil være særlig belastende for den pågældende, vil opholdstilladelsen alligevel ikke blive inddraget. Udlændingeservice ser bl.a. på:

  • Udlændingens tilknytning til det grønlandske samfund, herunder hvor lang tid udlændingen har været i Grønland
  • Alder, helbredsforhold og andre personlige forhold
  • Tilknytningen til personer, som bor i Grønland
  • Konsekvenser for nære familiemedlemmer, som bor i Grønland
  • Manglende eller lille tilknytning til hjemlandet
  • Om udlændingen vil lide overlast i hjemlandet.

Ophold i udlandet kan føre til bortfald af opholdstilladelse

Hvis en udlænding forlader Grønland for en længere periode eller opgiver sin bopæl i Grønland, kan opholdstilladelsen bortfalde.

Selvom en udlænding bibeholder sin bopæl i Grønland (dvs. er registreret i folkeregistret med en adresse i Grønland), er der regler for, hvor længe han/hun kan opholde sig uden for Grønland og stadig beholde sin opholdstilladelse. Hvis han/hun ikke vender tilbage inden for tidsgrænsen, bortfalder opholdstilladelsen automatisk.

Hvis en udlænding rejser ud af Grønland

Hvis en udlænding rejser ud af Grønland i en længere periode, eller hvis han/hun opgiver sin bopæl i Grønland, kan vedkommendes opholdstilladelse bortfalde.

Hvad vil det sige, at en opholdstilladelse bortfalder?

Hvis en udlændings opholdstilladelse bortfalder, betyder det, at han/hun ikke længere har lov til at opholde sig i Grønland. Udlændingen kan altså risikere, at han/hun ikke får lov til at vende tilbage til Grønland efter, at vedkommende har været ude af Grønland.

Hvis en udlændings opholdstilladelse bortfalder, skal han/hun starte helt forfra med at søge om opholdstilladelse i Grønland. Den nye ansøgning vil blive behandlet efter de regler, der er gældende på ansøgningstidspunktet. Det har altså ingen betydning, hvordan og hvorfor udlændingen oprindeligt fik opholdstilladelse.

Hvordan kan en opholdstilladelse bortfalde?

En opholdstilladelse bortfalder automatisk, hvis udlændingen opgiver sin bopæl i Grønland og forlader Grønland uden at have til hensigt at vende tilbage. Dette gælder også, selvom vedkommende har tidsubegrænset opholdstilladelse i Grønland.

Der er regler for, hvor længe en udlænding kan opholde sig uden for Grønland uden at miste sin opholdstilladelse, selvom han/hun ikke opgiver sin bopæl i Grønland.

En opholdstilladelse i Grønland bortfalder endvidere, hvis en udlænding har opholdt sig uden for Grønland i mere end 6 på hinanden følgende måneder.

Hvis en udlænding med henblik på varigt ophold lovligt har boet mere end 2 år i Grønland, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for Grønland i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det er eksempelvis tilfældet, hvis en udlænding har tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i Grønland.

Ophold i udlandet på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet for, regnes ikke med.

Ophold på Færøerne eller i Danmark regnes for ophold i udlandet.

Hvordan kan man undgå, at opholdstilladelsen bortfalder?

En udlænding kan på forhånd (dvs. før, han/hun har forladt Grønland) søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. En udlænding kan også, efter han/hun har forladt Grønland og har overskredet den tilladte periode, søge om, at vedkommendes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Dispensation fra bortfald af opholdstilladelse

En udlænding kan søge om at få dispensation fra bortfald af vedkommendes opholdstilladelse, dvs. søge om, at Udlændingeservice skal beslutte, at han/hun kan få lov at opholde sig uden for Grønland i længere tid end den tilladte periode (6 eller 12 måneder) uden at miste sin opholdstilladelse. Man skal søge inden, man forlader Grønland.

Det er desuden et krav, at opholdet i udlandet er midlertidigt, og at der er et konkret formål med det, fx

  • Arbejde
  • Uddannelse
  • Udstationering for en dansk/grønlandsk myndighed, institution, organisation eller virksomhed, eller
  • Udstationering for en international institution, organisation eller virksomhed, som har domicil i Grønland

Hvor længe kan man få dispensation?

Der tages i hver enkelt sag stilling til, hvor længe en udlænding kan få dispensation. Dispensationsperioden vil afhænge af flere ting, fx hvorfor udlændingen ønsker dispensation, hvor længe han/hun har opholdt sig i Grønland, og vedkommendes tilknytning til Grønland. En udlænding kan normalt få dispensation i højst 2 år. Hvis udlændingen ikke ønsker at vende tilbage inden for dispensationsperioden, kan han/hun dog søge om forlængelse af perioden. Det er vigtigt at søge inden, dispensationsperioden udløber.

Hvis udlændingen ikke vender tilbage til Grønland, inden dispensationsperioden udløber, bortfalder opholdstilladelsen, og han/hun skal starte forfra med at søge om opholdstilladelse i Grønland.

Familiemedlemmer

Hvis en udlænding får en dispensation fra bortfald af opholdstilladelse, kan dispensationen også omfatte vedkommendes ægtefælle/faste samlever samt evt. hjemmeboende børn under 18 år. Familiemedlemmerne vil i givet fald få en dispensation af samme varighed som hovedpersonens.

Opholdstilladelse skal ikke anses for bortfaldet

Udlændingen kan søge om, at vedkommendes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis han/hun har forladt Grønland og har overskredet den tilladte periode.

Udlændingeservice kan fx beslutte, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis:

  • Udlændingen havde til hensigt at vende tilbage til Grønland inden for den tilladte periode (6 eller 12 måneder), og
  • Udlændingen blev forhindret i at vende tilbage til Grønland af uforudsete begivenheder, som han/hun ikke kunne kontrollere. Sådanne begivenheder kan fx være sygdom, frihedsberøvelse, krigstilstand, naturkatastrofer eller problemer med at rejse ud af opholdslandet

Det er vigtigt, at udlændingen søger så hurtigt som muligt, dvs. lige så snart, han/hun er i stand til at vende tilbage til Grønland.

Når du søger

Ansøger skal anvende følgende ansøgningsskemaer ved ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse:

Ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse
> GL/BF1 (dansk version)
> GL/BF1 (engelsk version)

Ansøgning om at opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet
> GL/BF2 (dansk version)
> GL/BF2 (engelsk version)

GL/BF1 er beregnet til at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og anvendes før, udlændingen forlader Grønland. GL/BF1 anvendes desuden til at søge om forlængelse af dispensationsperioden.

GL/BF2 er beregnet til at søge om, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, selv om udlændingen har opholdt sig i udlandet i en længere periode.

Hvert ansøgningsskema indeholder en udførlig vejledning om, hvilke oplysninger og dokumenter det skal indeholde.

Ansøgningen kan sendes til Udlændingeservice eller indgives til politiet i Grønland.

Hvis du opholder dig uden for Grønland, kan du indgive ansøgningen til en dansk repræsentation (ambassade eller generalkonsulat) i det land, hvor du opholder dig. Repræsentationen vil så sende ansøgningen til Udlændingeservice, hvor den vil blive behandlet.

Hvis du er i udlandet og vil søge om, at din opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, skal du søge inden, du vender tilbage til Grønland.

Klagevejledning

Det er Udlændingeservice, som i første omgang træffer afgørelse vedrørende en ansøgning om opholdstilladelse i Grønland.

Hvis Udlændingeservice giver afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Grønland, kan ansøgeren klage til Integrationsministeriet. Det vil fremgå af Udlændingeservices afgørelse, hvordan man klager.

Hvis ansøgeren befinder sig i Grønland, vil han/hun normalt skulle forlade Grønland, mens Integrationsministeriet behandler klagesagen.

Hvis klagen vedrører, at en opholdstilladelse er blevet inddraget eller nægtet forlænget, vil ansøgeren derimod ofte kunne blive i Grønland, mens klagesagen behandles. Det er dog en betingelse, at klagen er indgivet senest 7 dage efter, at ansøgeren har modtaget afgørelsen. Disse klageregler vil fremgå af Udlændingeservices afgørelse.

Hvis Integrationsministeriet er uenig i Udlændingeservices afgørelse, vil det resultere i en tilladelse (omgørelse). Er Integrationsministeriet derimod enig i Udlændingeservices afgørelse, vil det resultere i et afslag (stadfæstelse).

Links

Politiet i Grønland

Grønlands selvstyre



Senest opdateret: 13-12-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingeservice
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre