Til forsiden

Gebyrer ved indgivelse af ansøgninger og klager

Der skal betales et gebyr for behandling af ansøgninger og klager på visse sagsområder.

Ansøgninger med gebyr

Der skal betales gebyr, når man ansøger om en opholdstilladelse som arbejdstager, studerende, forsker, au pair, praktikant, religiøs forkynder, samt medfølgende familie til arbejdstagere, studerende, forskere og praktikanter.

Der skal også betales gebyr, hvis man søger om tidsbegrænset forlængelse eller permanent opholdstilladelse, eller hvis man vil klage over en afgørelse eller anmode om at en sag bliver genoptaget på et af disse områder.

Se oversigt over sagskategorier og gebyrsatser.

Læs om de tre trin i ansøgningsprocessen 

Ansøgninger uden gebyr

Fravigelse af gebyr

Gebyrkravet i forhold til ansøgninger om opholdstilladelse, herunder ansøgninger om forlængelse og ansøgninger om permanent (tidsubegrænset) opholdstilladelse på studie- og erhvervsområdet, kan fraviges hvis Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger det. Ved anmodninger om genoptagelse og ved klager fraviges kravet om gebyr, hvis det vil være i strid med EU-reglerne at stille krav om gebyrbetaling. Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag om kravet om gebyrbetaling kan fraviges. Derfor skal alle ansøgere indenfor de ovenfor nævnte grupper altid oprette sagsbestillings-id.

Tyrkiske statsborgere

Tyrkiske statsborgere, der er omfattet af associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er på den baggrund ikke omfattet af reglerne om gebyrbetaling. Dette gælder således tyrkiske statsborgere, der søger om opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i Danmark.

Læs mere om undtagelsesmuligheder for tyrkiske statsborgere.

Ingen gebyrer

Der skal ikke betales gebyr, hvis man søger om opholdstilladelse eller forlængelse af opholdstilladelse inden for følgende områder:

  • Working Holiday,
  • Voluntører,
  • Pendlere (arbejdstilladelse til personer med ophold uden for Danmark),
  • Asyl,
  • Familiesammenføring, herunder familiesammenføring efter EU-reglerne,
  • Humanitær opholdstilladelse,
  • Opholdstilladelse efter Friby-ordningen,
  • Opholdstilladelse som medfølgende familie til religiøse forkyndere,
  • Opholdstilladelse som udsendelseshindret,
  • Opholdstilladelse efter de særlige bestemmelser for tidligere danske statsborgere og ansøgere af dansk afstamning,
  • Opholdstilladelse med henblik på adoption, der behandles af statsforvaltningerne, Opholdstilladelse på Færøerne og i Grønland.

    Det samme gælder en klage over en afgørelse eller en anmodning om at en sag bliver genoptaget inden for et af disse områder.

Der skal desuden ikke betales gebyr for ansøgninger om permanent opholdstilladelse på baggrund af et af disse opholdsgrundlag.

Nordiske statsborgere og statsborgere omfattet af EU-reglerne skal ikke betale gebyr. Læs mere om reglerne for ophold i Danmark for statsborgere fra EU og Norden.

Bemærk: Hvis man selv mener, at man er undtaget fra gebyr og derfor indgiver sin ansøgning/anmodning om genoptagelse/klage uden at betale gebyr, men myndighederne ikke finder, at der er grundlag for at fravige kravet om gebyrbetaling, vil ansøgningen/anmodningen om genoptagelse/klagen blive afvist. Det betyder, at man skal starte processen forfra og oprette et nyt sagsbestillings-id, betale gebyr og indgive en ny ansøgning/anmodning om genoptagelse/klage.

Hvis man har betalt gebyr, men myndighederne finder, at der er grundlag for at fravige kravet om gebyrbetaling, vil det indbetalte gebyr blive tilbagebetalt.

Kontaktoplysninger

Ved spørgsmål om gebyrer for sager om permanent opholdstilladelse og sager om religiøse forkyndere kontakt Udlændingestyrelsen.

Ved spørgsmål om gebyrer for de øvrige sagsområder kontakt Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.



Senest opdateret: 27-09-2012
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre